Steffen Jungersen

.

FRA KLASSE TIL KEDSOMHED

Share
metallica-2016
stjerne stjerne stjerne stjerne    

Metallicas 77 minutters tiende album er en halv time for langt, men de resterende 45 minutter tangerer i perioder det mesterlige - der er ting på dette album, som fandeme gør lykkelig!

METALLICA, ”Hardwired . . . To Self-Destruct”, (Blackened/ Universal)

Den dårlige nyhed først: Metallicas legendariske mangel på evne til at redigere egne fortræffeligheder er desværre intakt i 2016. Med 77 minutters spilletid er bandets længe ventede tiende album cirka en halv time for lang. Nej Metallica, I havde med andre ord ikke behøvet at lave et dobbeltalbum.

Den gode nyhed er imidlertid, at disc 1 i dette sæt i perioder tangerer det mesterlige, og at flere af disse numre med afstand er det bedste, Ulrichs ustyrlige har lagt navn til i 25 år.
Metallica styrter ud af startklodserne med den fine, benhårde thrash metal sang "Hardwired", og med opfølgeren "Atlas, Rise!" entrer bandet så for første gang i dette sæt terrænet for potentielle klassikere.

Det ene huldsalige Hetfield riff tager det næste, inden Metallica i c-stykket – i noget af et overraskelsesryk! – tager en tur ind i Iron Maiden land med et fandens flot melodisk tostemmigt guitar-tema.

Den kæmpemæssige tunge "Now That We're Dead" har et drive så direkte som en trucker på vej hjem til lillemor efter en måned på landevejen. Såvel tema-riffet som omkvædet er bannersvingende medrivende med en mur af guitarer, som vil gå rent ind hos luftguitar virtuoser i nær og fjern. Tænk tidlig primitiv Scorpions. Ja, virkelig! Man bliver sgu' så glad.

KLASSISK
"Moth To The Flame" er simpelthen klassisk Heavy Metal. Det hér peger helt tilbage til bandets største bedrifter med "Ride The Lightning" og "Master Of Puppets" for 30 år siden.

Og så fandeme om Metallica med de to sidste numre på disc 1 så ikke igen tager turen direkte mod tidligere nævnte terræn for potentielle klassikere. Både den dystre gigant "Dream No More" og den episke og majestætiske "Halo On Fire" bør få Black Sabbaths riffmester Tony Iommi til at grine i skægget. Og med god grund for der hersker ingen tvivl om, hvem der har inspireret Metallica her – såvel i riffs og arrangementer som i harmonier. Den otte minutter lange "Halo On Fire" ebber sågar ud med en minutlang flot, flot harmonisk guitarsolo, som fører glade minder med sig om netop Sabbath og den måde, de i sin tid rundede "Under The Sun" af på "Vol. 4" albummet.

Så langt så overmåde godt, og så går det galt på disc 2, hvor Metallica desværre forlader klassiker-terrænet og sætter kursen direkte mod Snork City.

GAB TIL GENIALT
Det begynder okay med den ". . . And Justice For All" tonede "Confusion", men "ManUNkind", "Here Comes Revenge" og "Am I Savage" er for lange, uinspirerede og kedelige, mens salig Lemmy havde fortjent en bedre hyldest end den slæbende kedsommelige "Murder One", som tilmed krones af én af Kirk Hammetts dårligste guitarsoli nogensinde!

Men så havde Metallica åbenbart også kedet sig nok, for med den afsluttende "Spit Out The Bone" er det med raketfart op i rødzonen. Syv minutter for fulde, frådende balalejka og overvejende i et så sindssygt tempo, at Lars næppe mere effektivt kunne have sat de, som konstant kritiserer hans spil, på plads. "Spit Out. . ." er bogstavelig talt et brag af et nummer. Hvis Metallica havde føjet den til disc 1 og glemt resten af disc 2, havde vi haft 45 minutter, som mageligt var til fem stjerner. Men så er vi ovre i det dér med Metallica og den svære begrænsningens kunst igen.

Alt i alt er "Hardwired. . . To Self-Destruct" dog de otte års ventetid værd siden forgængeren "Death Magnetic". De førnævnte 45 minutter er væsentlig bedre end "DM" og ikke kun fordi man hér får et anderledes varmt og ægte lydbillede end det komprimerede helvede, producer Rick Rubin ødelagde forgængeren med.

Så-eh, welcome home Metallica – godt at have jer tilbage. Og flå så lige den dersens nye Arena fra hinanden til februar - okay? Hører jeg et "Hell yeah!"? Nå, det mente jeg jo nok!

Share
 

Dagens Sang

 

Nyhedsbrev

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Find mig på Facebook!

Music for me, it demands full concentration.

_ Paulo Coelho