Steffen Jungersen

.

GIGANTERNES FALD

rip-lemmy

Stjernerne fra rockens guldalder falder fra i disse år – blot inden for få uger har rocken mistet to af sine største ikoner, David Bowie og Lemmy fra Motörhead, og intet tyder på, at der står afløsere på vej kulissen. De har ikke råd

” Good for your body, it's good for your soul
Let's go - it's the Golden Age of Rock and Roll. . .”
(Mott The Hoople).

Da den engelske sangskriver Ian Hunter skrev ovenstående i 1974 havde han næppe nogen anelse om de profetiske evner, han besad. Historien har nemlig vist, at 1970’erne jo i høj grad var rockens guldalder.

Det var årtiet, hvor giganter som bl.a. AC/DC, U2, Aerosmith, Iron Maiden og Queen opstod, mens andre med udspring i 60’erne som f.eks. Rolling Stones, Black Sabbath, Deep Purple, David Bowie og Led Zeppelin BLEV topnavne. Og med et par tilføjelser fra 1980’erne som Metallica og Guns N’Roses er det disse generelt grånende giganter fra omtalte guldalder, som tre-fire årtier senere stadigvæk sælger flest plader og spiller de største koncerter.

Det er et problem. Af flere årsager.

Det er selvsagt et problem, fordi vi i disse år – af mere eller mindre naturlige årsager – oplever et giganternes (fra)fald blandt musikerne fra rockens guldalder. Senest da David Bowie, Lemmys og Glenn Freys død for nylig gjorde verden til et fattigere og kedeligere sted at være.

Men det er ikke mindst et problem, fordi jeg ikke kan svare på det spørgsmål, jeg oftest er blevet stillet af andre rockfans de sidste ti år. Dét spørgsmål lyder:

”Steffen, hvem står parat i kulissen til at afløse, når Stones lægger op? Når AC/DC gør det? Når Iron Maiden gør det? Når U2 gør det?” (føj selv flere navne til efter forgodtbefindende.)

FALLITERKLÆRING
Se, hvis det nu blot var bagstræberiske aldrende romantikere a’la nærværende skribent, som sad og græd snot over deres flossede ”Deep Purple Made In Japan” LP-covers, der stillede bemeldte spørgsmål, var det nok til at leve med. Sådan er det bare ikke. Jeg har fået stillet det spørgsmål af såvel teenagere som mennesker i 60’erne.

Den furore, det skabte, da et amputeret ”originalt” Guns N’Roses forleden meldte deres comeback, giver på mange måder svaret. Dét at tre originale medlemmer er tilbage i et band, hvis største præstationer daterer sig næsten 30 år tilbage i tiden, bliver modtaget som opfyldelsen af mange menneskers vådeste rock’n’roll drømme, siger på den ene side alt om, hvor stor længslen er efter at se endnu ét af de klassiske bands tilbage på scenen.

På den anden side er opstandelsen også noget af en falliterklæring og fortæller alt om, hvorfor jeg ikke kan besvare, hvem efterfølgerne til de gamle giganter måtte være. Der er nemlig ingen! Ikke nogen man kan få øje på eller øren for i hvert fald.

Som den amerikanske musikblogger Kristy Love skrev i Houston Press for nylig om netop Guns N’Roses’ comeback planer:

”Denne re-union fortæller om et dybfølt behov i musikverdenen. Vi længes efter bands af den kaliber – simpelthen fordi der ikke er nogle nye rockstjerner. Det er her, den digitale tidsalder har spillet fallit: Vi skaber ikke længere nye rockhelte. Giganternes tid er forbi. Musikforretningerne er gået fallit, MTV er død og en verdensturné har ikke længere den samme betydning, når du kan se den gratis på YouTube.

Fans har ødelagt musikken ved at skifte Buddy Rich (legendarisk trommeslager, red.) ud med en trommemaskine på en iPhone.”

GRATISTER
Miss Love har flere pointer hér, men den vigtigste af dem er, at mange menneskers uvillighed til at betale for musik er ødelæggende. Det har altid været forbundet med en vis usikkerhed at forsøge at gøre musik til sin levevej, men i disse år er det på mange måder nærmest hovedløst og en komplet kamikaze-mission.

Alle vil høre musik. For få vil betale for det. Nye musikere giver op på forhånd, og yngre musikere kaster bandanaen i ringen få år inde i dét, de troede kunne blive en karriere.

For mange mennesker har fået den vanvittige idé, at man ikke behøver at betale for musik. Ét af mange kendetegn ved de ovenfor nævnte giganter er jo, at de kom frem i tider, hvor folk betalte for musikken i faste formater, og der var både penge og råderum hos pladeselskaberne til at lade kunstnerne udvikle musikken over en årrække og skabe sig en position. I dag skal nye bands være heldige, hvis indkomsten rækker til benzin nok til at få bandets kassevogn ud af garagen.

IGGY THE BARTENDER
Og det gælder i øvrigt ikke kun nye navne. Således sendte det chokbølger gennem rockmiljøet, da selveste Iggy Pop – en mand, der har været med siden de sene tressere – for nylig erkendte, at han ikke længere kan leve af sin kunst.

”Katten er ude af sækken, og de nye elektroniske midler, som i forvejen ødelægger folks moral, gør det også nemmere at stjæle musik end at betale for det,” sagde Iggy på et seminar på BBC og erkendte i samme åndedrag, at hvis han ikke supplerede sit musikalske virke med tjanser som model, DJ og reklamesøjle, ville han ”være nødt til at være bartender mellem mine egne sæt” for at overleve.

Selv de største navne tjener ikke længere noget nævneværdigt på at lave plader, og levebrødet skal skaffes ude på landevejen – hvis man ellers overhovedet kan komme ud på samme! Således kan det da godt – når alt kommer til alt – være, at der vitterlig er kompetente afløsere for Motörhead eller David Bowie derude et sted. Men det er tvivlsomt, om du nogensinde kommer til at høre dem.

De har ikke råd til at blive hørt. Og langt mindre til at udvikle sig og opnå noget, som måtte blot minde om de faldende giganters status. Tågen på vejen mod stjernerne er tykkere end nogensinde, og hvis benzinpengene ellers rækker til at komme et stykke ad vejen, er brolægningen og faldgruberne på samme vej sine steder regulære dødsfælder.

AFVIKLING
Og fri mig så lige for den dér med, at det skyldes ”udviklingen”, og den kan man jo ikke kæmpe imod. Måske ikke. Men det ER stadig tilladt at tænke sig om. Ligesom man KAN betale for de ydelser, man ønsker. Hvis man ikke vil betale hårdt arbejdende musikere for deres kunst, så samme musikere kan fortsætte med at berige vore liv med deres musik, så er der ikke tale om udvikling. Men en afvikling. Eskalerende og smertefuld. Så kan vi have det for det.

Okay, selvfølgelig er rocken ikke ved at dø – trods alt.

Så længe nogen anerkender den blotte forløsning og dén urkraft, der ligger i den almægtige A-akkord og 4/4 beatets evige sandhed, vil rocken leve. Rockens tid som leverandør af rockhelte, superstjerner og den gigantiske fællesforløsning kan imidlertid snart være forbi. Hvis den ikke allerede er det. Ofret på et overfladiskhedens alter, hvor man tilbeder ”udviklingen” og den chance, du alligevel ikke har. Det er mildest talt en skam.

Moralen er og opfordringen skal selvfølgelig lyde til at støtte, at slås – og BETALE – for musikken. Lige om lidt er det for sent.

Sluttelig synes dét eneste, de fleste stadig er klar til at betale for, endnu en svinedyr billet til en stadionkoncert med én af de tidligere nævnte giganter. Bevares; så kan man jo også danse af på første klasse. Men vid at derefter findes ej andet end stilheden. . .

 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Folk music is a bunch of fat people.

_ Bob Dylan

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk