Der var velsagtens små hundrede sjæle til stede til denne koncert.

Så forstemmende dét så end måtte være ved første blik og tanke, så fortog den følelse allerede, da Billy Cross og hans fine lille band havde spillet få takter. Lige dér viste det sig nemlig, at der var sjæl og – ikke mindst hjerte – musikalsk til stede at fylde Camp Nou i Barcelona.

Og tro mig, når jeg postulerer, at Billys kapel med de uniformt fremragende musikanter Aske Jacoby (guitar), Flemming Ostermann (bas) og Henrik Askou (trommer) bag chefen selv, er en alt, alt, ALT for velbevaret hemmelighed i det danske rocklandskab – det usle fremmøde denne aften in mente.

Vi er ude i begrebet gode gamle drenge, der spiller god gammeldags rock'n'roll godt gammeldags... godt.
Om det i Amager gjaldt klassikere som "Sweet Little Rock'n'roller", "Six Days On The Road" og en finurlig swingudgave af "Blue Suede Shoes" eller mandens egne og såre velbetitlede "No One Here Gets Out Alive" og "Life Is Good" var det hér en på samme tid tilbagelænet og insisterende lektion i, lige præcis hvordan man spiller det hér rock og rul hejs.

Jo, selvfølgelig var det så old school, at det kunne jage enhver hipster hjem til humus-blandingen, før du kunne nå at sige "Trentemøller" og så meget desto bedre af den grund. Med afsæt helt tilbage i 50'ernes rock'n'roll og på en tur gennem rock- og blueshistorien fra Muddy Waters, Kinks og Rolling Stones til Bad Company og tidlig Aerosmith var det hér den ægte vare.

En vare, Billy, Aske, Flemming og Henrik spiller med både legesygt overskud og en nærmest telepatisk intern forståelse for hinanden, som er en fryd at følge.
Jeg mener at erindre, at en vis fætter engang titulerede den slags som "bare god musik". Nemlig.

"Jeg siger dig; det er så fedt at spille i det hér band," som Aske Jacoby følte sig kaldet til at fortælle mig efter koncerten.

Det havde du såmænd ikke behøvet at fortælle mig, Aske. Det kunne enhver sgu' se – og ikke mindst høre – i Amager Bio.

Kom snart igen – og den opfordring gælder ikke mindst publikum!