Steffen Jungersen

.

Binzer JUNGERSEN WEB 930x180 v1

GOODBYE, GUITAR GIANT!

Share
van-halen

"THE NAME VAN HALEN, THE FAMILY LEGACY, IS GOING TO GO ON LONG AFTER I'M GONE" (Eddie Van Halen). Det tror vi på - en nekrolog over én af de største, rocken nogensinde har set.

2020?

Året, der bare bliver ved med at ta’!

Ja, som en vis fætter, hvis identitet min beskedenhed forbyder mig at afsløre, engang sagde: galgenhumoren har vi da lov at have. Ja, man kunne i en tid, hvor ja-hatte med god grund er en mangelvare, gå så vidt som til at hævde, at omtalte galgenhumor er, hvad vi har tilbage lige nu.

Udover naturligvis retten til endnu en dekadent svingom i de rygende ruiner af det, som engang var.

Nu er én af de største blandt dem, som om ikke andet kunne have gjort afdansningsballet tåleligt, taget fra os.

”I HEAR THE WIND A-WHISPERIN’,
STRONG MAGIC COMIN’ ON!
IT’S COMIN’ OUT FOR SURE.
COME SEE YOUR CHILDREN,
YEAH, THEY’RE LIGHTNING UP THE SKIES. . .”

Eddie Van Halen.

De sidste godt 40 års største og bedste rockguitarist døde kun 65 år gammel 6. oktober. Tabet af ham og hans geni er i sig selv naturligvis en tragedie, men faktisk så meget mere tragisk, fordi vi lever i en verden, hvor musikere som Eddie bliver mere og mere sjældne.

For Edward Lodewijk Van Halen var ikke ”kun” en magiker på sit instrument. Magien strakte sig som den største selvfølgelighed til en melodisk og kompositorisk tæft, som resulterede i en sangskat, som siden starten med det mesterlige ”Van Halen” debutalbum i 1978 med årene har trukket millioner imaginært af huse til det evige beach party i det solrige Sydcalifornien. I dén grad klar til endnu en fest derude, hvor der altid er håb og livsglæde til overflod som belønning for endnu en uge. En belønning ikke mindst til dem, som ellers til daglig måtte døje dødssyge job og følgerne af tvivlsomme beslutninger.

Vis mig dem, der ikke kan mærke dukkeføreren i det høje trække deres mundvige opad, når ”Dance The Night Away”, ”On Fire”, ”Ain’t Talkin’ ’Bout Love”, ”Romeo Delight” og så mange andre spiller, og jeg skal vise dig nogle, som enten er fulde af løgn, umusikalske eller livsfornægtere.

TURN YOUR RADIOS ON, I’LL BE RIGHT THERE, YES I WILL
TURN ME UP REAL LOUD, I’M IN YOUR EARS
AND I’M HANGIN’ TEN NOW BABY, AS I RIDE YOUR SONIC WAVE
GOOD GOD, Y’ALL – I’M ON FIRE. . .”

Jeg husker tydeligt, da jeg første gang hørte “Van Halen” og ikke mindst Eddies tour-de-force “Eruption”. Jeg strøg til telefonen, ringede til et par venner og fremstammede efter bedste evne – og den evne er til at overse, når man er tæt på lamslået – ”kom lige over til mig og hør noget hér. I tror, det er løgn!”

Det troede vennerne i lighed med mig selv ganske rigtigt, det var. Løgn altså. Bortset fra at vi jo kunne høre, at det var det IKKE!

”IGEN!” beordrede min ven, Per, da det ene minut og godt 40 sekunder, som dengang for 42 år siden ændrede rockhistorien i ét hug, var overstået.

Så kastede han sig bagover på gulvet og hamrede til luftguitaren med et bevægelsesmønster, der fik Angus Youngs gulvtur i ”Let There Be Rock” til at ligne en yoga lektion.

Pers reaktion ikke alene dannede skole i min omgangskreds i nogle år frem, men reaktionen er også til dato ét af de bedste, sjoveste og mest sigende eksempler på, hvad dér sker, når vantro rammer salig lykke over, hvor fedt det hele egentlig bare er.

Dér ”all for the love of rock and roll”, som Kiss ville have udtrykt det.

“I GET UP
AND NOTHIN’ GETS ME DOWN. . .”

Van Halens to første album fik hobevis af guitarister mere-eller-mindre-in-spé til at øve i døgndrift for at mestre Eddies tapping-teknik, hans harmonier, hans hurtighed og hans – nå ja – all round overlegenhed.

Det var både godt og ondt. Det sidste, fordi vi op igennem firserne blev udsat for en lang række efterabende sekstrengs-betvingere, som nok så småt lærte teknikken, men som i deres malplacerede iver efter at gøre musik til en sportsdisciplin glemte, hvad der havde bragt Eddie Van Halen derop, hvor ingen af dem nogensinde kom:

Nemlig Eddies altid presente og overlegent eksekverede hensyn til melodien og harmonierne og hans legesyge tilgang. Godt nok stod man dér til Van Halens koncerter – ikke mindst én af de bedste af slagsen på Roskilde Festival for 25 år siden – og momentvis måbede som torsk i en tandlægestol over dét, man var vidne til. . . men også kun momentvis, for Eddies nærmest permanente smil og glæde over  de genistreger, han jo ”bare” lavede, havde det altså med at smitte.

Og SÅ stod man dér. Midt i livet, når det leves stærkest. Med hovedet og håbet højt. Med en snigende om end forsigtig fornemmelse af, at det hele måske nok skulle gå. Trods alt.

WE'RE STRIPPED, DRAWN AND CHEATED,
WE'RE FLAT STONE COLD LIED TO
BUT WE'RE NOT DEFEATED, NOOOO, SIR!"

Dét er svært at holde en forræderisk tåre væk fra øjenkrogen, som man skriver netop det ovenstående. Og man ved, at man aldrig kommer til at opleve Eddie igen.

Heldigvis er det også svært ikke igen at få den dér forsigtige fornemmelse af, at det hele – covid, rygende ruiner og alt det andet til trods - måske nok skal gå. Trods alt.

Som jeg sidder hér for 717 gang og slås med undren over mandens mesterlige meriter. De fuldkommen forrygende introer til så mange mesterværker fra ”Ain’t Talkin’. . . ” fra debutalbummet via ”Mean Street” på ”Fair Warning” og ”Finish What Ya Started” fra ”OU812” til ”Aftershock” fra ”Balance”.

Og så utroligt meget andet.

Lavet af en mand (og hans fantastiske band), som de gange, jeg havde den lykke at møde ham, viste sig konstant smilende og totalt uprætentiøs, uanset hvor mange roser, der blev kastet efter ham.

Æret være dit minde, Eddie.

Jeg kunne have fortsat denne nekrolog i dagevis, men i mesterens ånd tror jeg bare vi runder af med et citat, som viser, hvor lige til det egentlig bare var for ham:

”I LOVE TO PLAY LOUD – SO SHOOT ME!”

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Folk music is a bunch of fat people.

_ Bob Dylan

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk