English version

Det er stort set umuligt ikke at elske Iron Maiden. Nærmest bør det være obligatorisk.

Selv om de godt-og-vel-midaldrende metalmøer så kom rigeligt rustent afsted, da de onsdag aften klokken 21 gik på scenen som Copenhell 2014’s ubetingede hovednavn.
"Moonchild", "Can I Play With Madness" og "The Prisoner" virkede sært usammenhængende, og specielt trommeslager Nicko McBrain spillede sig  – desværre – i perioder tættere på pensionen. Han faldt ikke ligefrem igennem, men det er ret tydeligt, at McBrain ikke har tidligere tiders check på tamp i skindene.

Men vil folket have fest, så skal folket fandme få fest. Det skal frontmand Bruce Dickinson nok sørge for – rusten start eller ej. Den mand har som 55-årig stadig en energi, så han får en psykotisk salsadanser til at fremstå som et nærstudium i kunsten at stå stille.

Kranieknas
Med en kranieknusende kavalkade af klassiske kantater fra Heavy Metal gavebodens øverste hylde bredte spilleglæden på scenen sig da også i takt med de glade smil hos publikum, da bandet med "Two Minutes To Midnight" første gang ramte den Maiden magi, vi kender så godt.

Krydderierne i den Helvedes heksekeddel, som er samme magi, blev så perfekt afstemte i specielt en sønderknusende smuk "Fear Of The Dark", en letløbende "Wasted Years", en episk "Seventh Son Of A Seventh Son" og – ikke mindst – gamle "Phantom Of The Opera", der for en stund teletransporterede mig tilbage til april 1980, da jeg første gang oplevede et forholdsvis ukendt foretagende ved navn Iron Maiden i Londons hedengangne Marquee Club.

Onsdag aften var endnu en god oplevelse på Maiden kontoen – i øvrigt ikke mindst på grund af en ualmindeligt velspillende Adrian Smith, hvis flydende leads var i topklasse hele koncerten igennem.

Når det så er sagt, var det nogle andre veteraner, der trak Copenhells onsdag op på de fem stjerner hér.

Frådende
Enter: Anthrax, som i timerne før Iron Maiden ramte scenen med "Caught In A Mosh" så frådende veloplagte og spilleglade, at det kun var passende, at de allerede som andet nummer spillede "Madhouse", for vi var da lige ved at være der.
30 år efter debuten med "Fistful Of Metal" er thrash metal veteranerne fra New York City regulært bedre end nogensinde. Det beviste de allerede på Copenhell, da de sidst besøgte festivalen for to år siden, og samme faktum blev hamret hjem tidligt onsdag aften.

Det blev de så af den imponerende John Dette - suveræn stand-in for bandets trommeslager Charlie Benante, som døjer med en skade i hånden.

Han regulært piskede og swingede bandet op på stedse højere kvalitetstinder fra "Indians" via et herligt cover af AC/DC’s "T.N.T." til afslutningen med potente "Antisocial", hvor en vis Volbeat guitarist ved navn Rob Caggiano kom ind og gav et par hænder med. Caggiano var som bekendt i mange år guitarist i Anthrax, før han sluttede sig til Michael Poulsens tropper.

Antisocial? Snarere det stik modsatte. En pragtfuld og hjertevarm (se, der er et ord, du ikke ser I en metal anmeldelse hver dag!) forestilling, som gjorde glad helt ind i knoglerne.