Foto: M. Arruda (c) 2016 Magic Circle Entertainment.

Heavy Metal fan eller ej er jeg efterhånden lidt i tvivl om, hvordan jeg skal håndtere de selvbestaltede ”Kings Of Metal” i Manowar.

Skal man irriteres over dem ud fra den betragtning, at man nu har fået den samme vittighed serveret på årlig basis de sidste tre årtier?

Eller skal man blot bøje sig i støvet over, at det nu i godt 30 år er lykkedes fire italiensk-amerikanere fra New York bydelen Queens at boltre sig i et parallelunivers, hvor vikingeskibet altid er på togt mod fjerne kyster med en besætning af ”Warriors Of The World”.  Hvis sigte koldt og kontant er at tage to ting:

Alle kvinders dyd og så i øvrigt ingen fanger.

Jo, selv som stor fan af specielt første halvdel af Manowars karriere, er der sgu ingen vej uden om at erkende, at kvartetten er lettere komisk. Med deres evindelige bombastiske bragesnak, den evindelige glorificering af gammel nordisk mytologi, vikingetidens blodtilsølede slagmarker og ”true” Heavy Metal.

SLAGSANGE
Men det én synes er komisk, synes en anden er skideskægt, og når alt er sagt og gjort, så har Manowar – igen primært i første halvdel af karrieren – leveret en lang, lang række ikke kun gode men FREMRAGENDE slagsange. Blot ti nævnt i flæng: Ingen metalfan bør snyde sig selv for numre som ”Blow Your Speakers”, ”All Men Play On Ten”, ”Metal Daze”, ”Fighting The World”, ”Carry On”,  “Kill With Power”, “Kings Of Metal”, “Battle Hymn”, “Secret Of Steel” og en personlig titelmæssig favorit  ”The Gods Made Heavy Metal”.

De sange var der så ikke mange af, da Manowar – som vanligt med en lydstyrke, der fik kinderne til at banke mod kindtænderne  – entrede scenen i Aarhus’ SCC sal søndag aften. Faktisk var kun ”Kings Of Metal” og ”Warriors Of The World” med på sætlisten, som overvejende koncentrerede sig om ”nyere” sange fra ikke mindst bandets 2007 album ”Gods Of War” og deres ditto fra 2002 ”Warriors Of The World”.

Lad gå med det for numre som bl.a. ”Die For Metal”,  ”House Of Death” og den herlige ”Call To Arms” sad fint i en koncis sætliste, som var behageligt befriet for de patetiske forsøg på mini-rockoperaer, som har martret for mange af bandets shows specielt i de senere år.

SALAMI
Så langt og så ganske godt faktisk, men hvor man før i tiden gik til et Manowar show med fare for både hørelse, forstand og førlighed – så voldsom var volumen og så intenst spillede de dengang. . . well, så må vi i 2016 konstatere, at selv i vikingernes parallelunivers bliver krigerne altså ældre.

Showet i Aarhus var holdt i en kadence, så det vel var det tætteste, man kommer på en Heavy Metal hyggestund. Om end det var en hyggestund serveret med adskillige tusinde watts underlægning. Såmænd såre forståeligt, når bandets to hovedkræfter – bassisten Joey DeMaio og sangeren Eric Adams – begge er blevet 61 år.

Det kan således meget vel være, at DeMaio under sin traditionelle peptalk til publikum inden ekstranumrene – igen! - valgte at delagtige os i, at han havde tænkt sig at score to blonde danske piger efter showet og servere sin – ahem! – italienske salami for dem. Igen og igen.

"Det klarer han sgu aldrig. Han ligner mere én, der har brug for en hofteoperation," konstaterede en pige ved min side til stor moro for de omkringstående.

Man hva’ fa’en. Ingen af os er jo, hvad vi var og alt det dér. Personligt har jeg fremdeles svært ved at skjule en skyldig kærlighed til et band, der verden over kan få ellers forholdsvis fornuftige mennesker til at brøle slaglinjer som ”Other bands play – MANOWAR KILL!” og ”For Heavy Metal we will DIE!” aften efter aften.

Det var en fin Manowar seance. Hverken mere eller mindre.