Steffen Jungersen

.

HEAVY METAL IS THE LAW

Share
ozzy-copenhell-2018
stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne  

En musikalsk middelmådig Copenhell 2018 – af den festival at være – blev reddet hjem i fornem stil af primært to tyske bands og den sublime stemning

COPENHELL, sammendrag, 2018

Lørdag aften ville visdommen vide, at Tyskland med en sejr over Sverige i fodbold tog et afgørende skridt mod det verdensmesterskab, de som bekendt altid vinder til sidst.

Men lad os nu lige se.

Omtrent samtidig havde Tyskland på Copenhell 2018 imidlertid og isoleret set vundet verdensmesterskabet i Heavy Metal, og dét endda med afstand.

Mesterskabet blev vundet på koncerter med thrash mestrene Kreator og power metal veteranerne Helloween – sidstnævnte genforenet med de gamle medlemmer Kai Hansen og Michael Kiske.

Begge bands bibragte begrebet ”klasse” uanede dimensioner, og af de navne, jeg oplevede i år, kom ingen andre bare i nærheden af de sejrende tyskere. Hvilket på sæt og vis er både skræmmende og bekymrende for Heavy Metals fremtid, for Helloween og Kreator har henholdsvis 34 og 36 år på bagen.

Det er dog en anden diskussion, som vi kan tage en anden dag.

KREATORs show på Hades scenen fredag var lige så svidende overlegent spillet, som man er kommet til at forvente fra den kant. Mens mageløse, metalliske mestermesser som ”Phantom Antichrist”, ”Phobia”, ”Satan Is Real”, ”Gods Of Violence” og ”Fallen Brother” hamrede os i overgivelsens knæ, konstaterede jeg flere omkringstående musikere diskutere det betimelige i bare at gå hjem og brænde instrumenterne, når Kreator var færdige.

Og det ER den følelse, man som instrument-ejer får, når guitaristerne Mille Petrozza og Sami Yli-Sirniö lader det lyne fra gribebrædderne. Pisket til det af den forrygende trommeslager Jürgen ”Ventor” Reil.

DÅRLIG STIL, COPENHELL!
Se, nu har jeg mødt Mille Petrozza, og jeg ved, han er et alt for høfligt og belevent menneske til selv at gøre opmærksom på følgende, men:

Hvad fanden skulle det forestille, Copenhell, at Kreator skulle degraderes til festivalens næststørste scene!? Vi taler bandet, som rigtigt mange er enige om spillede den hidtil bedste koncert i Copenhells historie 19. juni 2015. Det foregik på hovedscenen, Helviti, med et fænomenalt flot show (som der faktisk kun lige var plads til dér dengang), den bedste lyd, jeg nogensinde har hørt udendørs og – selvsagt – en sætliste, Satan selv ville have hylet mod månen af fryd over.

At degradere nogen, som har beriget Copenhell med noget så flot og – ja sgu – historisk for festivalen, som Kreator gjorde i 2015, er sgu dårlig stil.

Og så skal man gudhjælpeme samtidig opleve, at man finder plads på Helviti til nulliteterne i Steel Panther, hvis største præstation vel snart er, at det føles, som om de lige om lidt har været usjove lige så længe som Adam Sandler og Ben Stiller.

HYGGEONKEL
Men forkert scene eller ej fejede Kreator fredag alle konkurrenter af banen og hen på kanten til svovlpølen. Den faldt så eksempelvis ALICE IN CHAINS ikke ud over, men bød os tværtimod på en flot, følelsesladet seance – store sange som ”Would”, ”Them Bones” og ”Rooster” holder stadig i stor stil og blev serveret af en herligt veloplagt band.

Sir OZZY of OSBOURNE holdt sig også på den rigtige side af svovlpølen hér på sin angivelige afskedsturné (når jeg skriver ”angivelige”, skyldes det, at han også var på afskedsturné i 1992), selv om guitaristen Zakk Wylde gjorde sit værste for at skubbe hele bandet ud i intetheden.

Jeg mindes, at Zakk i sine første år med Ozzy spillede både varieret og melodisk, og jeg gad fandeme vide – eller også gad jeg ikke – hvad der er sket med ham. Fredag aften brillerede han ved at lægge yderligere alen til begrebet ”at spille med hovedet under armen” og forcerede fuldstændig forrykt, så størstedelen af hans soli til at lød, som havde man smidt en mikrofon ind i et hvepsebo.

Det lykkedes ham så – trods talrige forsøg - ikke at ødelægge Ozzys koncert. Da alt kom til alt, var der glædelige genhør med numre som ”Bark At The Moon”, ”No More Tears”, ”Shot In The Dark” og en faktisk flot følt og længselsfuld ”Mama, I’m Coming Home”.

Mere end en gennemsnitlig glad hyggeaften med en ond onkel blev det så aldrig, og det bliver heller ikke en Osbourne koncert, jeg vil huske synderlig længe, men som jeg så ofte har påpeget i min evige visdom: Ozzy skylder sgu ikke os noget.

Selv om han nok burde have et rap eller to over de sortmalede negle for at slippe Zakk Wylde løs på Sabbath klassikerne ”Fairies Wear Boots” og ”War Pigs”. Prøv lige at spille klassikere uden skyggen af fornemmelse! Eller snarere: Lad vær’!

Ellers var der gode oplevelser med ARCH ENEMY, AT THE GATES og EXODUS, hvilket vel blot understreger, at det – surprise! – er ganske kløgtigt at programsætte ægte metal på en metalfestival.

KELLERMENSCH er så ikke synderligt metalliske - til gengæld var de fremragende på Copenhell og årets positive overraskelse for mig.

TRYLLESTØV
Se, jeg havde nok ringet og fået den pågældende indlagt, hvis nogen inden de kælderkoldes koncert havde forsøgt at bilde mig ind, at en stilistisk symbiose af Roy Orbison, Springsteen, Sort Sol, The Cure, hård rock og det, vi engang kaldte new wave, var bæredygtig.

Men det ER den altså. Det var en stor oplevelse at opleve noget originalt og anderledes, som rent faktisk HOLDER musikalsk. Og det gør Kellermenschs sange og udtryk på det nærmest magiske. Det bliver ikke sidste gang, tænkte jeg, mens tryllestøv dryssede fra himlen til Kellermensch’s akkompagnement.

Og så var det, jeg senere på aftenen, befandt mig foran Helviti med mundvigene på det mystiske trukket ad øreflipperne til og lykkeligt skrålende med på en række sange, som jeg for manges vedkommende næppe har hørt i op mod 30 år.

Jeg giver jer, mine damer og herrer, årets højdepunkt: HELLOWEEN!

Den tyske torden trup var i decideret opvisningshumør. Og det ville være en underdrivelse at påstå, at Helloween satte samtlige andre optrædende på Helviti til vægs med det her – ja, det inkluderer Ozzy.

Hér er det for en gangs skyld rimeligt at bruge ordet ”klasseforskel” set i forhold til konkurrenterne – med weekendens bedste lyd, et fornemt lyshav over scenen og pladsen og dertil et superbt spillende band.

Et guitarteam som Kai Hansen, Michael Weikath og Sascha Gerstner kan tage pusten fra flere (andre) orkaner, og hvis ikke – så skal Daniel Löble med et trommesæt på størrelse med en panserkrydser nok ordne resten.

Og hvad mere kunne man så ønske sig? En reel folkefest på Copenhell langt om længe? En klassikerparade af numre som ”Future World”, ”Ride The Sky”, ”I Want Out”, ”Judas”, ”Heavy Metal (Is The Law)”, “Halloween”, “Dr. Stein” o.s.v.?

Jamen, det så dét, vi fik!

Tak, Helloween!

ADELSMÆRKER PUDSET AF
Med forbehold for at mit helbred ikke tillod mig at være på festivalen og se helt så mange bands, som jeg egentlig gerne ville, må jeg dog fastholde, at Copenhell 2018 på papiret programmæssigt var middelmådigt. Hér er man imidlertid heldig af to årsager:

For det første at ”middelmådig” i Copenhell sprog er at ligne ved ”ganske godt” i de fleste andres. Og for det andet at stemningen på Copenhell over en bred kam gør stedet det eneste rigtige sted at opholde sig i de dage, festivalen finder sted.

Således var det en glæde efter truende overbefolkning og tvivlsom logistik sidste år, at Copenhell 2018 atter stolt skiltede med adelsmærkerne – god plads til alle over det hele og ingen nævneværdige køer.

Og i allerhøjeste grad plads til den livsglæde, som man få andre steder oplever så massivt repræsenteret som på Copenhell.

Sluttelig giver jeg ordet til Helloween og undskylder på deres vegne for deres tvivlsomme engelsk. Men vi ved, hvad de mener:

”Heavy Metal is the law that keeps us all united free/ A law that shatters earth and hell. . .”

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Music is the art of the prophets and the gift of God.

_ Martin Luther

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk