Steffen Jungersen

.

HIGHWAY TO HIATT

hiatt
stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne  

Rusten skulle lige bankes af den imaginære Cadillac, men så gav John Hiatt os også den musikalske rundvisning i amerikansk musiks hjerteland, som kun han kan gøre det

JOHN HIATT, Amager Bio, 13. juli

For et par år siden sad en vis Joe Bonamassa og jeg og delte et par begavede betragtninger. Talen faldt på en fælles favorit, nemlig John Hiatt, som Joe havde inviteret med på sin på det tidspunkt nyeste live-DVD fra New York, og hvordan Hiatt – med den sangskat, han har med i bagagen – jo ret beset burde være en stjerne på linje med John Fogerty og Bruce Springsteen.

Det er den nu 62-årige Hiatt så aldrig blevet, men som Joe sagde:

"Uanset hvad; så er dét, John Hiatt har lavet, fandeme en sand amerikansk kulturskat, det er værd at værne om!"

Så sandt. Og dermed velkommen til Amager Bio mandag aften, hvor Hiatt og hans band The Combo sidst for en tre års tid siden gav én af de fineste koncerter, manden nogensinde har budt mig.

RØDT LYS
Helt SÅ godt blev det ikke denne gang. Men det var kun, fordi Hiatt og herrerne ikke rigtig kunne få den imaginære amerikaner-øse op i det rigtige gear til at begynde med. Det er nu engang svært at få svinet op på cruise control, når man så at sige de første tre kvarter rammer for mange røde lys. F.eks. via en åbning med en "Your Dad Did", hvor Hiatts stemme afgjort ikke ville, som melodien byder, eller den ellers så bedårende "Perfectly Good Guitar", som – ja undskyld! – ikke rigtig stemte.

Ærligt talt begyndte jeg at blive lidt nervøs, da så fine sange som "Drive South" med hakkende motor og en ikke just velsignet "Face Of God" heller ikke rigtig virkede.

Så skal jeg ikke kunne sige, om det var, fordi John Hiatt stedse blev båret frem med en sympati og kærlighed fra publikum, som sjældent oplevet i en dansk koncertsal, men da bandet ramte syvende sang "Paper Thin" og fulgte op med en overdådige udgaver af "Real Fine Love" og "Tennessee Plates" skete der noget!

GRØNT LYS
Pludselig kørte den imaginære Cadillac os på finest flydende facon ud på den royalt regerende rundtur i amerikansk rocks hjerteland, vi er vant til fra den kant, og hvor ingen bedre rejseleder end John Hiatt fås!

Det blev endnu bedre, og så blev det decideret bedårende og kom alligevel op på fem stjerner via en slutspurt med den sejeste "Memphis In The Meantime", jeg nogensinde har hørt (og dén har jeg godt nok hørt nogle gange!) og fænomenalt følte versioner af "Have A Little Faith In Me" og – især – "Feels Like Rain" inden aftenens absolutte højdepunkt: Nemlig den mesterklasse i swing, dynamik og overskud, som er "Riding With The King" i en udgave, som fik en herværende guitarist, hvis identitet jeg undtagelsesvis vil beskytte, ved min side til at gispe som en akvariefisk ved fodringstid.

Jeg tror, han forsøgte at udtrykke, at han var behørigt imponeret over dét, der foregik på scenen. Men det er naturligvis blot et gæt.

Under alle omstændigheder og indledende problemer til trods var det endnu en Hiatt herreaften, så man atter forlod én af hans koncerter med hovedet højt, håb i hjertet og et ønske om, at det ikke varer tre år igen, inden han vender tilbage og spiller for os.

 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

There is geometry in the humming of the strings, there is music in the spacing of the spheres.

_ Pythagoras

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk