Dengang i de halvsløje 90’ere, da alt for mange bands, som forgæves ledte efter deres kollektive liv, gjorde sig i distribution af musikalsk tristesse på samlebånd, var københavnske Hotel Hunger én af de få garanter for en både fin musikalsk OG livsbekræftende koncertaften.

Det er de stadigvæk!

Hotel Hunger er fremdeles i gang med den række af lovlig sporadiske comebackkoncerter, de efter fjorten års pause indledte sidste år – blandt andet med en fremragende og livsbekræftende (dér var den sgu’ igen!) optræden på Christiania i juli.  Hvor dette Hotel beviste, at herlighedsværdien bestemt ikke var blevet ringere efter den lange pause. Man kunne eksempelvis sagtens argumentere for, at Hotel Hunger faktisk var blevet et bedre og endnu mere tæt sammenspillet band siden ”dengang”.

Det kan man stadigvæk et lille år senere, beviste d’herrer og én dame, da de lørdag aften diverterede Amager Bio med en fem knivskarpe kvarters klasse-koncert. Det lyder måske af lidt, men jeg foretrækker så langt fem kvarter med alt knaldet ind i de passende skabe fremfor visse andre foretagenders godt to timers kampe for at komme op og få luft i en sø af egen selvfedme.

KLASSE
Klokken 21.15. lagde HH ud med ”A World Without Sundays” og fulgte op med ét af de mere oversete men ikke desto mindre bedste poprocknumre, der er hørt fra dette land, nemlig ”Sweet Sweet”.

Så var man ligesom i gang, som de mere sprogligt udfordrede ville have udtrykt det, og så var det såmænd bare om at nyde, var det.

Nyde at Kasper Foss (trommer) og Michael Ziegler (bas) er én af den slags gennemsolide, præcise og velswingende rytmegrupper, man kunne unde alle bands.

Nyde guitarist Henrik Botofts Andersens smag og finesse.

Nyde frontmand Jimmy Jørgensen, som gik til mikrofonen med klasse og en klædelig blanding af autoritet, ydmyghed og den dér overraskelse, der uden ord signalerer ”jamen, hvorfor fanden gør vi ikke det hér noget oftere!?”

Nyde de to ”nye”, backingsangeren Ditlev Ulriksen (bl.a. kendt fra Shotgun Revolution) og guitaristen Berit Fridahl.

DET LILLE MESTERTRÆK
I mine ører begik Hotel Hunger et mindre mestertræk, da de føjede Berit til besætningen. Hun tilføjer simpelthen bandet yderligere rock-attack (og i øvrigt ikke mindst rock’n’roll attitude!), og så er hun forresten ikke bleg for at smide nogle Led Zeppelin inspirerede rundgange ind hist og hér.

Det gør ikke noget.

Alt i alt var det "bare" en herlig aften og én af de helt rigtige. Gode musikere og gode sange – det er jo sådan set dét, det handler om. Og så lød det i øvrigt igen fremragende på Danmarks bedste spillested.

Kort og godt og sluttelig: Én af de koncerter, hvor man bagefter gik ud i den lune københavnske aftenluft med et smil på læben og en slags håb i hjertet.

Tak for den, Hotel Hunger!