Steffen Jungersen

.

Binzer JUNGERSEN WEB 930x180 v1

HVORFOR HØRER MAN ALDRIG ...

Share
deep-purple

I anledning af Deep Purples kommende besøg i København bringer vi en liste over sange, som vi altså godt snart gad høre live ... Det kommer vi næppe til, men drømmene og minderne har vi da i hyggens og kærligheden til musikkens navn lov at have

Du kender det godt!

Med mindre da du er én af dem, som føler frikadellefordøjelsen frygtfremmende forstyrret, hvis et band med - ahem! - nogle år på de bedagede bagdele ikke bare rutinemæssig knalder klassiker kavalkaden af live hver gang, så kender du det godt.

Du kender det dér med at gå til koncert med et af de aldersmæssigt udfordrede kapeller og tænke: "Det kunne sgu’ godt nok være fedt, hvis de spillede den-og-den." Vel vidende at det gør de næppe, fordi den pågældende sang i bedste fald ikke har været på sætlisten siden kridttiden eller i værste aldrig har været på listen over de sange, det pågældende band trakterer de trofaste med live.

Well, i anledning af legendariske Deep Purples koncert i Falconér Salen på tirsdag er hér en liste over ti sange, som nærværende nervesammenbrud svært godt gad høre live. De spiller næppe én eneste af dem, men tænk hvis ...

Fodnote: I respekt for sanger Ian Gillan er kun sange nævnt, som han oprindelig var med på.

"Living Wreck" (fra "Deep Purple In Rock", Harvest 1970)
I et øjebliks overmod i selskab med Tony Iommi fra Black Sabbath kom jeg engang til at fortælle ham, at han jo for f..... havde skrevet alle de guitarriffs, der var noget værd. Behørigt smigret men lige så beskedent påpegede The Riffmaster General, at han jo nok mente, at Ritchie Blackmore også havde begået et par gode.

Og ja; det har han. Ikke mindst på denne, som faktisk var det første Deep Purple nummer, jeg nogensinde hørte. Jeg havde som 11-årig fået fingre i singlen "Black Night" og trodsig, som jeg var allerede dengang, satte jeg B-siden på først. Det har jeg aldrig fortrudt. Nyd dét riff og en i øvrigt glimrende sang.

"No, No, No" (fra "Fireball", Harvest 1971)
En fornem, dynamisk rocksang med ét sine steder næsten funky islæt og i andre en atmosfærisk drømmende kvalitet. Sidstnævnte gælder ikke mindst Jon Lords orgelekskursioner i mellemspillene og en suveræn slidesolo fra Blackmore. Sidstnævnte skulle Steve Morse jo nok kunne spille, hvis han tager sig lidt sammen.

"Never Before" (fra "Machine Head", Harvest 1972)
Denne var singleudtrækket fra det ikoniserede Machine Head album. Af årsager, jeg sikkert ikke ville bryde mig om at kende, lader det imidlertid til, at Deep Purple selv har glemt, at "Never Before" et ét af deres bedre og mest fængende up-beat rocknumre. Schade, som de siger syd for grænsen.

"Place In Line" (fra "Who Do We Think We Are", Harvest 1973)
Egentlig "bare" en banal blues/ shuffle og tilmed indspillet på et tidspunkt, hvor Gillan og Blackmores forhold var af et tilsnit, så de ikke på noget tidspunkt var i studiet på samme tid. Det får være, for sangen er stadigvæk et lærestykke i, hvor meget dygtige musikere kan få ud af et musikalsk oplæg, som egentlig er - ja, der er den igen - såre banalt.

"Nobody’s Home" (fra "Perfect Strangers", Polydor 1984)
Denne hér synes at være blevet glemt, fordi de tre instant-classics "Knockin’ At Your Back Door", "Perfect Stranger" og "Wasted Sunsets" er at finde på samme album. Det er der overhovedet ingen fornuft skabt i! Purple er nemlig gode, når de spiller lige-ud-ad-route-66 rock’n’roll, og det gør de på denne knytnæven-mod-loftet pisker.

"The Unwritten Law" (fra "The House Of Blue Light", Polydor 1986)
På "The House Of ..." eksperimenterede Deep Purple med at spille mere melodisk og - dengang - tidssvarende hard rock. Det har flere af medlemmerne siden fortalt, de har fortrudt. Det bliver deres problem. Der er nemlig lige præcis - og det klæder DP - nogle fremragende melodier på dét album. "The Unwritten Law" er et fremragende eksempel.

"Call Of The Wild" (fra "The House Of Blue Light", Polydor 1986)
Og denne er et andet. I hvert fald for de af os, som hårdt pressede godt kan finde ud af at synge med på andre Purple perler end den dér med røgen over baljen.

"House Of Pain" (fra "Bananas", EMI 2003)
Siden gik der mange år, som forfatteren i sin tid påpegede. Inden Deep Purple igen begik et album, der fuldt ud fortjente deres navn. Men det gjorde de til gengæld så med "Bananas", som åbner - med dette nummer - så klassisk og veloplagt som nogensinde. Hvorfor "House Of Pain" ikke i dag rangerer som én juvelerne i Purples velspækkede skatkiste er mig en gåde.

"Haunted" (fra "Bananas", EMI 2003).
Og hvorfor "Haunted" ikke rangerer sammesteds er et endnu større mysterium. En ballade, der er helt oppe at kysse skylag med åndsbeslægtede numre som "Wasted Sunsets", "When A Blind Man Cries" og "Sometimes I Feel Like Screaming".

"It’ll Be Me" (fra "Now What!? - De Luxe Edition" (earMusic 2013)
En sang fra rock’n’rolls guldalder. Først indspillet af Jerry Lee Lewis som B-siden til "Whole Lotta Shakin’ Goin’ On" i 1957 (!) og siden fortolket af bl.a. Cliff Richard & The Shadows, Tom Jones og - host! - Frede Fup! Purples udgave har et pragtfuldt laidback swing og en vokal præstation fra Ian Gillan, som formeligen drypper af respekt for og uforbeholden kærlighed til rigtig rock’n’roll.

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

I enjoy all forms of music - pop, classical and opera.

_ Stephen Hawking

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk