Der sad vi så – i bilen på vejen hjem fra Horsens til København.

Midt om natten.

Spørgsmålet dukkede uvægerligt op.

Midt om natten.

"Hva' fa'en sku' vi egentlig dér?"

Vi havde alle tre oplevet Metallica adskillige gange de sidste små 30 år. Og vi vidste også – da det hér nu var "Metallica By Request" turnéen – at vi kunne alle numrene uden ad.

Så hvad fa'en skulle vi egentlig dér? Når vores læger afgjort ville have tilrådet en anden måde at tilbringe sin tirsdag på.

Og så var det, at én i bilen brillerede med følgende:

"Jamen, så fik vi da en tur ud af det. Og det ER jo Metallica!"

Tilbage i sanatoriet
Og det er det jo, og det var det jo i Horsens tirsdag aften,  og når man nu har været frivilligt fast indlagt på Metallicas "Welcome Home (Sanitarium)" siden de tidlige 1980'ere, så er man der jo, når Lars U. og co. spiller op.

Den gode nyhed er så – at dømme efter koncerten i Horsens – at Metallica efter 33 år som band spiller så godt som nogensinde og i perioder denne aften faktisk overvældende godt.

Den dårlige nyhed er imidlertid, at Metallica i 2014 i perioder er foruroligende tæt på at nærme sig Familien Kakkelbord for at sidde med ved samme.

Med behagesyge tiltag som at have overstadige fans på scenen til at introducere visse numre samt det stunt, det er, at lade en afstemning om, hvilke sange, alt folket gerne vil høre, kørende for åben storskærm.

"Hold nu kæft med alt det åndssvage gøgl og spil noget metal," som en herre bag mig begavet bekendtgjorde under én af publikums afstemningerne.

Selv tog jeg mig i at råbe "jamen, så spil dog bare "Dancing Queen" og få det overstået", da jeg syntes, der var ved at gå lovlig meget quiz og familieunderholdning i den.

Velspillende
Men spøg til side og alvor fat. Gøglet fravalgt er Metallica i (ind imellem lange) glimt virkelig velspillende i disse år.

Med en åbningssalut bestående af "Battery", "Master Of Puppets", "Welcome Home (Sanitarium)" og den royalt regerende "Ride The Lightning" kan kun et følelseskoldt fjols undgå at blive taget på bjerget over, hvilket mageløst majestætisk mesterhold Metallica stadig er i deres bedste øjeblikke.

Hvilket de yderligere understregede med de formidabelt insisterende "Fade To Black", ". . . And Justice For All", "For Whom The Bell Tolls", "Creeping Death" og den uundgåelige (det manglede også bare) “Seek And Destroy".

Og i og med at Metallica som indledningsvis nævnt jo ER Metallica, så er de sange altid værd at tage med. Specielt når de bliver spillet så sønderrivende suverænt, som de blev denne aften. Specielt "Fade To Black"er det år og dag siden, jeg har hørt så intenst turneret som i Horsens.

Så får det være, at specielt de sædvanlige klenodier fra "Metallica" (aka "The Black Album") et langt stykke ad vejen bar præg af, at Metallica har spillet dem alt for meget og i øvrigt ikke synes, de er sindssygt interessante længere.

Særligt "The Unforgiven" blev leveret så tilbagelænet, at det tangerede sjuskeri.

Godkendt
Alt i alt såmænd en godkendt koncert så. Når det så imidlertid er sagt, så spillede Metallica langt fra med den samme intensitet og udfordrede langt fra sig selv på samme måde, som da de spillede på Roskilde Festival sidste år. Nok forståeligt nok i og med at "By Request" konceptet sætter sine naturlige rammer for udfoldelserne. Ærgerligt alligevel dog. . . Når man ved, hvad dette foretagende formår på deres bedste dage.

Sluttelig svaret på ét af livets store spørgsmål:

Kan Heavy Metal være hyggeligt? Såmænd kan det så, som det viste sig i Horsens. Det var nemlig hammerhyggeligt – med tryk på HAMMER!

Så må den enkelte gøre op med sig selv, om det er nok, når talen falder på metal anno 2014.