Af Thomas Thomsen

 Mine damer og herrer. Det nemmeste nu til dags nærmer sig efterhånden produktionen af en koncertanmeldelse med Dizzy Mizz Lizzy.

Det kan nemlig langt henad vejen ikke undgå at ligne en genudsendelse. Det lyder måske kedeligt, men det er det langt fra, for genudsendelsen finder naturligvis sted, fordi DML er så gode, som de er - HVER gang. Og så må man jo fortælle det.

Nej, det bliver aldrig kedeligt, når Dizzy Mizz Lizzy indtager scenen.

Trioen indtager scenen med en god portion ydmyghed, enorm spillelyst og et samspil i særklasse. Hertil tilsætter du en sætliste af nogle af de bedste danskproducerede rocknumre nogensinde, en fænomenal lyd, samt lys og billeder fra scenen der er en fryd for øjet.

Og så får den ellers en over nakken fra start til slut. Konkurrenterne, eller skal man sige kollegerne, falder stille og roligt kvalitativt fra - en efter en. På samme måde som de "10 små cyklister".

Sætlisten kender vi efterhånden. Men, som nævnt signalerer den så meget kvalitet, at det burde forbydes. Det til trods for der som bekendt kun er tre albums i bagagen. Det mest vanvittige er så, at de uden vanskeligheder kunne skifte de "sikre" numre ud med andre fra bagkataloget, som vi sjældent hører, uden det ville gøre det store i det samlede billede.

For resterne er ikke bare fyld. Tag bare "Say It To Me Anyway", "When The River Runs Dry", ìTake It Or Leave It" og "And So Did I", som der ikke var plads til.

Om de tør, er så et meget interessant spørgsmål. Jeg så det gerne, og er ikke et sekund i tvivl om, at det alligevel vil være en gentagelse ñ nemlig af de kvaliteter Dizzy Mizz Lizzy besidder og som der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved.

Vi fik en smagsprøve på, hvad der venter på deres fjerde studiealbum. Og hvis "In The Blood" bare tilnærmelsesvis tegner et billede af hvad der venter, kan det ikke gå hurtig nok med den udgivelse.
Bandet har, som Tim Christensen sagde, svært ved at slå sig selv ihjel. Det til trods for at have forsøgt det to gange i løbet af bandets karriere. De virker mere end tilfredse med, at det ikke er lykkes. Og publikum gør i særdeleshed.

Forum, Østerbro Stadion, Nibe Festival, Tinderbox, Royal Arena m.fl., og nu Søndermarken. Det er lige meget hvor man fanger kvartetten, så er det den samme sang: Ingen over, ingen ved siden af, men masser under.

Så hvorfor får denne anmeldelse så "kun" 5 stjerner og ikke 6. Jo, af den simple årsag, at det vil være for nemt. Den 6. stjerne gemmer vi til en anden god gang. For den kommer. Igen.