Steffen Jungersen

.

Binzer JUNGERSEN WEB 930x180 v1

”JEG KAN JO IKKE SÆTTE VOLBEAT I DAGPLEJE”

Share
Michael Poulsen Volbeat

Michael Poulsen afslører i denne første del af et eksklusivt interview med steffenjungersen.dk, at Volbeat faktisk på et tidspunkt overvejede at stoppe pga. problemer både privat og i bandet – heldigvis skulle dét blive løgn, og i dag har bandet det bedre (og dertil mere succes) end nogensinde

volbeat
Volbeat

Eventyret om Danmarks største rockband er efterhånden fortalt så ofte og med en patos, så H.C. Andersen må nikke i sin himmel og konstatere, at han da i hvert fald ikke har levet forgæves.

Med den ukuelige ildsjæl Michael Poulsen i spidsen har Volbeats på de kun otte år, der er gået siden debuten med "The Strength/ The Sound/ The Songs", opnået dét, intet andet dansk rockband har formået før dem: De er blevet et verdensnavn, og hvad bedre er: de har opnået dét de har på den hårde og gammeldags facon.

Takket være hårdt og målrettet arbejde for folket, som siden blev fans – og ikke fordi et mobiltelefonfirma fandt på at bruge en sang til en reklame, eller fordi én anløben TV-producer stod og skulle bruge "en sang, der larmede" til denne uges reality-opvisning i afvigende menneskelig adfærd.

Volbeat er ægte. De er vores. Og i dag synger fans af den grund med på "Sad Man's Tongue" fra Søllerød til Sacramento, fra Offenbach til Osaka og fra Helsinki via Hundested til Huelva.

Det ligner et langt eventyr, og det er et langt eventyr.

Når det imidlertid er sagt, så har Volbeats benhårde turnéprogrammer og selve dét at skulle være på som Volbeat op mod 300 dage om året sat sine spor. Så jeg forelægger Michael en tanke om, at det da – trods eventyret og hva' vi har – også ind imellem må være afsindigt svært at have så lidt privatliv. At have så lidt tid til bare at sætte sig ned med konen eller vennerne og bare tale om noget andet end Volbeat.

"Nu skal jeg fortælle dig noget, jeg aldrig har fortalt andre," siger Poulsen så efter at have tænkt sig om.

"På et tidspunkt meldte tanken sig faktisk, om vi skulle fortsætte. Det skete i en periode, hvor alle i bandet rodede med private problemer og for så vidt også problemer i bandet og med nogle af de folk, vi arbejdede sammen med."

Michael Poulsen vil ikke afsløre, hvornår bandet havde de problemer, men:

"Det skete samtidig med at vi havde enormt travlt både med at turnere og indspille ny musik. Det var sgu' hårdt, men det er så også dér, man må finde ud af, om man stadig har gejsten og overskuddet."

Det blev Volbeat så heldigvis enige om, at de havde og fik med Michaels ord rejst sig igen og fyldt benzin på motoren.

Michael - bonderøv
"Men jo; gu' kan det da være svært at få et privatliv, og jeg vil da gerne indrømme, at der er dage, hvor jeg bare ikke gider have den dér Volbeat kasket på. Når jeg er hjemme, vil jeg gerne bare være Michael bonderøv," griner han.

"Hvor jeg siger til min familie og mine venner, at i dag er der altså ikke noget, der hedder Volbeat – la' os snakke om noget andet. Du ved, førhen gad jeg sgu' ikke høre om folks nye grill, plæneklipper eller trailer, men nu er det pludselig blevet et befriende samtaleemne (latter).

Heldigvis forstår min kone, mine venner og familie godt, at jeg kan have behov for "Volbeat-fri" dage, og det er jeg enormt taknemmelig for.... og også for støtten fra min hund (latter)."

I skrivende stund er Volbeat på endnu en succesrig turné i USA, de har netop spillet i Japan for første gang, og australierne beder pænt men vedholdende om snart at få det første besøg af Volbeat.

Hvis Michael Poulsen som bandboss efterhånden fik vedvarende anfald af præstationsangst kunne man vel næppe bebrejde ham. Og da i særdeleshed når Michael i lighed med sin landsmand Lars Ulrich insisterer på at have en finger med i alt, der står "Volbeat" på.

"Jeg har brug for det der pres, selv om det nogen gange føles, som om det er ved at tage livet af én. Dér hvor man presser sig selv til det yderste og føler, man har gjort sit absolut bedste," funderer Michael.

"Selvfølgelig kunne man godt engang imellem være det pres foruden, for vi har jo alle brug for at genoplade og en gang imellem fokusere på noget andet end bandet.

De andre i bandet mærker jo også presset, for de yder jo en kæmpepræstation og et hårdt stykke arbejde. Volbeat fylder jo meget, og det er da svært for dem at være væk fra deres børn f.eks., hvorfor vi er begyndt at have dem med på turné i perioder, så det ikke er så hårdt."

Poulsens baby
Selv har Michael Poulsen ikke børn. Eller snarere: han har alligevel ét.

"Volbeat er mit barn, og nogle gange ville jeg da ønske, jeg kunne sætte det i dagpleje," griner han..

"Men det er fandens svært at give slip, selv om det dog ind imellem lykkes. For nu at vende tilbage til dét med præstationsangst, så tror jeg ikke, jeg vil opleve det, med mindre jeg en dag står dér og mangler inspirationen, for uden den er man intet."

Hårdt presset – og jeg mener, hårdt presset – vil Michael dog gerne medgive, at han i ét eneste tilfælde har lidt af en slags præstationsangst.

"Well, måske dengang vi stod i selveste Madison Square Garden og var support for Metallica," fortæller Poulsen.

"Dér røg pludselig en masse billeder gennem hovedet. Om dengang vi startede i klubber i Danmark foran 30 mennesker og så til at stå i Madison Square Garden med selveste Metallica. Og samtidig vide at netop dér havde nogle af mine største idoler også været og gøre karriere – fra Elvis og Johnny Cash til mine bokseidoler som Ali, Tyson, Holyfield, Foreman og Joe Frazier. Ja, listen er sgu endeløs."

Det gik så fint den aften dengang i Madison Square Garden, og siden dengang er Volbeat blevet store i eget navn, som alle andre end de, som har tilbragt de sidste fem år i en kummefryser i Kazakhstan, så udmærket ved.

"Vi niver sgu da stadig os selv i armene, når vi går på scenen og ser alle de mennesker, der er kommet for at se os herovre. Det er jo i dén grad en drøm, der er gået i opfyldelse," siger Michael.

"Det er ren optur – stadigvæk. Og vi er jo stolte over, at det har kunnet lade sig gøre, men jeg synes, det er vigtigt at understrege, at vi har arbejdet hårdt for det. Vi har satset forhold, penge, helbred til tider og en stor del af privatlivet på det hér."

En hilsen hjem
Det var første del af steffenjungersen.dk's interview med Michael Poulsen. Men som vanen er med ham, har han forlangt at få lov at sende en hilsen til de danske fans til sidste. Så værsgo' Michael:

"Hey til jer alle hjemme i DK. Alt går fint her i USA, og vi har nogle fede shows. Vi glæder os til at komme hjem til jer!

Vi har mange fede ideer vi vil prøve af til vores DK shows, som vi ikke har prøvet før. TAK for jeres støtte endnu engang. I er unikke, og vi ses snart. Og tak til Steffen "Lemmy dk" Jungersen for dette interview."

Læs anden del af dette interview her. Om oplevelserne i Japan, om inspirationskilderne, om Michael fortryder noget fra dengang i tiden fra dengang, han var teenager og leder af death metal bandet Dominus og frem til Volbeat i dag ... og meget mere.

Share
 

PLAYLIST – MICHAEL POULSEN

Michael Poulsen lytter pt. til disse nye udgivelser, mens har er på turné i USA med Volbeat:

BIFFY CLYRO "Opposites" (Warner Bros. 2013

IGGY POP "Lust For Life" (EMI 1977 – "Ja, jeg har altså først lige fået den på cd, så den er ny for mig!"

GORGUTS "Colored Sands" (Seasons Of Mist 2013)

TRAVIS "Where You Stand" (RTB 2013)

GLASVEGAS "Later... When TV Turns To Static" (BMG 2013)

 

MICHAEL POULSEN AFSLØRER

"Hér der de 15 skiver, jeg aldrig tager på landevejen uden"

BLACK SABBATH - ”Live Evil”

ELVIS PRESLEY - “From Elvis In Memphis

SOCIAL DISTORTION - “White Light - White Heat - White Trash”

JOHNNY CASH - “Ring Of Fire… The Best Of…”

MANIC STREET PREACHERS - “alt”

METALLICA - “… And Justice For All”

AUTOPSY - “Severed Survival”

DEATH - “Spiritual Healing”

KING DIAMOND - “Conspiracy”

RAINBOW - “Best of – egen blanding”

MOTÖRHEAD - “Bastards” -

DIO - “Best Of…”

BRUCE SPRINGSTEEN - “Best of – egen blanding”

SLAYER - “Reign In Blood”

AMORPHIS - “Tales From The Thousand Lakes”

 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

The aim and final end of all music should be none other than the glory of God and the refreshment of the soul.

_ Johann Sebastian Bach

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk