Steffen Jungersen

.

IS THIS LOVE? ÅH JO DA!

whitesnake2015
stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne  

Whitesnake er måske ikke længere, hvad de var, men i det gustne skær efter ugerningerne i Paris overbeviste David Coverdale og co. om, at der vitterlig stadig findes kærlighed i byens hjerte

WHITESNAKE, Kulturværftet, Helsingør, 14.11.

Sidst jeg så Whitesnake – 19. december 2008 – udvandrede jeg efter få numre med mundvigene sydvendte og en mine, der ville have fået en desperat sexafhængig til en årskongres i papirklip til at ligne et studium i ultimativ tilfredsstillelse.

"Whitesnake-gate," som én af mine venner dømte den aften i hedengangne KB Hallen.

Se, den udvandring ville vitterlig sige noget. For Whitesnake er – og var også dengang – ét af mine ultimative favoritbands. Og sanger David Coverdale er med mulig undtagelse af Paul Rodgers (Free og Bad Company) min alle tiders favorit vokalist – en mand, hvis vokal dér mellem silkeblød forførelse og listig liderlighed kunne synge selv den vanskeligste kombination på låsen op på en hvilken som helst klosterfrøkens kyskhedsbælte. Om så samme var fremstillet af hærdet stål.

En mand, hvis sange som "Here I Go Again", "Fool For Your Loving" og "Is This Love" altid har fortalt mig lige præcis, hvordan tingene hænger sammen med den dér forbandede kærlighed.

Jeg har altid elsket Coverdale for, at hans sange har formået mig til at bede mine mere intellektuelt indstillede venner og kolleger om at lukke deres kollektive brede bagpartier med deres ævl om Bob Dylan og alle dem dér, for David sagde og sang tingene, som de var.

I øvrigt til samme venner og kollegers kollektive afsky. En ikke ringe sidegevinst, hvis I spørger mig.

SLIDT SILKE
Men så kom altså den aften for snart syv år siden, hvor jeg måtte konstatere, at silken var slidt af Coverdales stemme. For så vidt fair nok. Hvis han ikke efter min bedste overbevisning snød og sang med en stemme så mange gange tracket (det var dét, der hed "båndet" i gamle dage, venner), at sangen kørte videre, uanset at mikrofonen pludselig befandt sig i en anden kommune end sangeren.

Den aften svor jeg, at jeg aldrig ville gå til Whitesnake koncert igen.

Whitesnakes seneste og beklageligt bovlamme "The Purple Years" album, som "hylder" Coverdales år som sanger i Deep Purple midt i 1970'erne, hjalp i dét stykke på lysten til at genopleve bandet som en kanin med hofteskred fremmer farten i et greyhoundløb.

Men for fanden!

Jeg elsker David Coverdale! Og dermed – alligevel – velkommen til Helsingørs nye og fremragende spillested Kulturværftet på dagen efter den skændige terrorhandling i Paris. Og til en David Coverdale, som med flere årtiers forsinkelse har erkendt, at han ikke længere er 25 år og heldigvis lod sin egen rustne røst lyde og resten af sine spillende svende i Whitesnake stå for de kor og de vokalpassager, han langt om længe har erkendt, han ikke selv magter mere.

DE GODE LEJESVENDE
Det klædte ham mildest talt. Så får det være at de musikere, han kalder Whitesnake i 2015, rent udstrålingsmæssigt ofte får den gennemsnitlige fortovsflise til at fremstå som en oplagt kandidat til titlen som "årets personlighed".

For de spiller på deres egen lejesvends facon godt. RIGTIG godt. Sjælen kan vel ind imellem være så som så, men ødelægge sange som "Burn", "Gimme All Your Love", "The Gypsy" og de ovennævnte kan de altså ikke – fordi de gutter kan spille, og fordi selv et ellers ansigtsløst band skulle være nogle værre skarn, hvis ikke de elskede at spille de sange.

Og det gjorde de i Helsingør – anført af en David Coverdale med charmeprocenten på 120 i front.

"Er vi enige om, at vi spiller denne koncert til ære for dem, der mistede livet pga. dét, der skete i Paris i nat?" spurgte Coverdale.

Det var vi HELT enige om! Vildt fremmede mennesker faldt hinanden om halsen og elskede livet lige dét stærkere denne aften. En aften i perioder faktisk decideret magisk, da publikum nærmest pr. automatik overtog lead vokalen i "Is This Love?", "Here We Go Again" og en "Fool For Your Loving" så mesterlig og savnet, så jeg kylede notesblokken ad helvede til og bare nød, at jeg over 35 år efter, jeg første gang oplevede bandet spille den sang i London (i april 1980, fact freaks), nærmest stadig kunne græde af glæde over den.

Eller som en henført pige ved min sige sukkede, da Whitesnake satte i med "Ain't No Love In The Heart Of The City":

"Hold om mig nu – ellers klarer jeg det ikke!"

Jeg holdt.

Hun klarede det.

Og vi beviste, at der stadig findes kærlighed i byens hjerte.

Til trods for skændselsgerningerne i dét, som ofte er blevet benævnt "kærlighedens by".

Det var – mine damer og herrer – "the power of rock and roll".

Det var et band, som ville os det bedste.

Og gav os det.

Som på en aften, hvor man ellers havde tænkt, at dét der med at gå til rockkoncert egentlig nok var noget nær det sidste, man havde lyst til, overbeviste 2.500 mennesker om, at det da var det eneste rigtige at gøre.

Da David Coverdale sendte os ud i virkeligheden med ordene "Be safe, be happy and don't let anybody make you afraid" ("vær sikre, vær lykkelige og lad ingen gøre jer bange", red.) var det sagt, der skulle siges. Og pludselig blev en kold november nat tilføjet et strejf af varme, vi nok alle kunne have brug for, som tiderne er . . .

 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

I don't like painting flowers in my music. I like painting guts and pain.

_ Jonathan Davis

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk