Ivan Pedersen ligner dét, han er, som han sidder dér på beværtningen på Frederiksberg.

Ivan ligner dét, han er, som han skiftevis gestikulerer, længer sig insisterende forover og griber interviewerens hænder eller kaster sig leende tilbage i stolen.

Ivan ligner dét, han er, som øjnene enten glimter af underspillet nordjysk humor eller insisterer på opmærksomhed.

Og det 66-årige Pedersen er? Han er en mand, som i år fejrer sit 50 års musikerjubilæum og glædes over, at han – selv om han har fået det hele med – stadig har appetit på mere.

"Jeg har oplevelser nok til to liv, og når jeg sætter mig på min havebænk og reflekterer over det hér jubilæum, så fortjener jeg virkelig ikke mere," fastslår manden, der debuterede med bandet McKinleys, blev verdensstjerne med Laban og siden rockstjerne i 90'erne med Backseat – for blot at nævne lidt.

Men der er lyst til mere.

"Jamen, hvis jeg sætter en plakat op og der kommer 100, så bliver jeg ved. Hvis jeg sætter en plakat op og der ingen kommer – jamen, så går jeg hjem og klipper hæk, for så er det jo nok dét," smiler Ivan.

Men der lyst til mere, hvis der altså er mere til ham, som Ivan selv pointerer i sangen "Med hjertet udenpå" fra det såre præcist betitlede jubilæumsalbum, "Min verden er venlig":

"På sin vis er mit bæger mere end fuldt, jeg har elsket at blive elsket inderligt, jeg ved at der bliver lukket flere døre end nye åbner sig så jeg griber grådigt, hvad jeg får. . . hvis der er mere til mig."

PASSION OG VASKEKÆLDEREN
"Det er der, jeg er, og det er der DU er. Jeg ved jo, du har været igennem meget, men du er passionsdrevet, så du rejser dig og gør præcis det samme, som du altid har gjort. Det er det samme med mig. Og vi holder jo ikke op, før vi styrter.

Jeg husker, du engang lå i en hospitalsseng og tænkte "er det så dét"? Men lige så snart du rejste dig, så gjorde du det, du altid har gjort. Sådan gør vi, Steffen, fordi vi er passionsdrevne.

Altså, hvis der er mere til mig, mere i posen – så kom med det. Hvis der ER mere til mig. jeg har ikke noget til gode, men ER der noget, så kom med det!"

Som Ivans samtalepartner er det lige hér, man er ved at råbe "respekt og tak for sangen!". . .

. . . men det har vi ikke tid til.

I stedet skal vi om ad en vaskekælder i Aalborg i 1965.

"Som jeg husker starten, lå jeg det ene øjeblik på gulvet i den vaskekælder og legede med technobiler – så lukkede jeg øjnene, og da jeg åbnede dem igen, stod vi op på det samme gulv, og da var det blevet til et øvelokale," griner Ivan.

"Jeg regner så min karriere fra dét øjeblik i 1966, hvor hyren gik fra at være to colaer og et stykke kiksekage til et skolebal, til man fik penge for det. Da var jeg seksten år, og siden har jeg levet af og for musikken.

Jeg har aldrig haft et "rigtigt" job – sådan med ansættelseskontrakt og den slags."

McKinleys spillede et miks af egne og andre numre, de holdt i fjorten år og udgav fem album undervejs.

ER DET MUSIK NU NOGET?
I en kort overgang læste Ivan Pedersen dansk på universitetet.

"Men det ville jeg jo ikke rigtig noget med, for jeg var ude at øve eller ude og spille, når de andre tog bøgerne med på weekend. Så jeg sagde til mine forældre, at jeg nok ikke gik op.

Det var min far jo ikke helt tilfreds med, og han døde desværre, inden det gik mig rigtig godt i musikken. Han sagde altid "det dér musik, er det nu noget", du ved. Jeg gad godt, han havde oplevet, hvor godt det siden gik mig.

Men hvis der er noget om dét, de siger, så holder han øje med mig deroppe. Og hvis der ikke er noget om det, de siger, så kan det jo egentlig være lige meget (latter)."

For det gik jo i årenes løb Pedersen "meget godt" for til en afveksling at underdrive.

"Jeg har haft SÅ mange oplevelser. Forestil dig bare efter fjorten år på landevejen med McKinleys at få en Laban-karriere på syv år med fuldt tryk på kedlerne og så skulle starte forfra igen efter Laban med Backseat."

Nu er det hér jo et 50-års jubilæumsinterview, og så er der altså ingen vej udenom førnævnte Laban og så dén der sang om, hvor man skal tilbringe natten.

"Da jeg kom hjem med "Hvor skal vi sove i nat" sagde min kone Jytte "hvis du udgiver det dér, så går jeg fra dig!"," griner sangeren.

Ivan havde sammen med den anden Laban, Lecia Jønsson, indsunget sangen på bestilling mod et honorar på 1500 kroner ("jeg havde brug for pengene"), men da duoen havde været i TV med sangen én gang, blev den et så gigantisk hit, at der ingen vej var uden om at tage Laban alvorligt.

"Da den første royalty check for "Hvor skal vi sove i nat" landede, købte vi en vaskesøjle, og som Jytte sagde "jeg ville godt nok skilles pga. den sang, men jeg elsker min vaskesøjle!"," griner Ivan.

"Og da den næste royalty check fra Laban kom blev vi lovformeligt gift – så kom ikke her og sig Laban ikke var godt for noget."

AALBORG TIL USA
Ivan Pedersen har i dag et langt mere afslappet og –klaret forhold til tiden i Laban, og selvsagt er hitlisteplaceringen i USA med singlen "Love In Siberia" i 1986 et kært minde hér i jubilæumsåret.

"Det kan godt være, det ikke var på Lukas Graham stadiet, men det var sgu bevidsthedsudvidende, og man kunne gå med rank ryg, når man tænkte på, at den karriere, der startede i et vaskerum i Aalborg Øst tyve år før, nu var nået dertil," fortæller Pedersen og fortsætter:

"Jeg har tidligere syntes, at Laban stod i vejen for min videre karriere, fordi det altid var Laban, folk ville snakke om. Men i dag kan jeg godt stå inde for det. Vi var jo fandeme gode til det dér."

Faktisk har Ivan Pedersen flere Laban sange på sætlisten på den igangværende jubilæumsturné.

"Folk fra hele kloden skriver til mig om Laban den dag i dag. Jeg har en brasiliansk fan, som skriver til mig to gange i døgnet om Laban. Der findes en dedikeret verdens-fanklub som er på Europop, fuldstændig ligesom der er fanklubber for Black Sabbath."

Efter Laban kom Backseat.

"Det var stort at komme med de første Backseat ting og vinde Grammy'er og så videre. Det var et pænt stykke vej at komme, når man kom fra et udskældt europopband," griner Ivan.

"DET VILLE KRÆVE EN BOG"
Det ville kræve en bog at remse samtlige Pedersens meriter og oplevelser de sidste 50 år op.

Den kommer så ikke lige her, og i stedet konstatere, at der ER mere til Ivan i karrieren.

"Jeg kan jo ikke få de koncerter, jeg spiller i øjeblikket, til at vare under tre timer. Folk er glade, og de klapper sgu så længe, at de åbenbart har bestemt, at der er mere til mig."

Godt det samme. For hvordan sender man en mand, som selv udtrykker sin passion for musik som "et tsunami-agtigt drive", på pension?

"Jytte synes jo ikke, jeg er rigtig klog. Det er jo sygt med det drive. Jeg kan i hvert fald ikke tillade mig at skælde ud over, at de unge sidder med hovedet i en i-pad. Jeg har ikke været en skid bedre. Jeg tror da også, mine forældre tænkte om mig "jamen, hvad fanden skal han blive til. . ." – jeg var jo ikke til at snakke til. Jeg skulle jo ud og øve."

Ivan Pedersen er et sjældent menneske. Og ikke mindst en sjælden musiker. Alene det at have haft den samme partner i næsten fyrre år i den branche er noget nær sensationelt. Ligesom det dér med stoffer og druk aldrig har lokket vor helt.

"Jeg kan vise dig et billede af, hvordan jeg så ud, efter jeg sidst prøvede at bære en brandert hjem. Det er ikke noget kønt syn," griner Ivan.

Vi forlader beværtningen. Tager afsked på gaden. Ivan med ordene:

"Alle muligheder ligger åbne for en granvoksen mand – det er sgu da fantastisk!"