Det er på et par måneder nær 30 år siden, jeg debuterede som “landsdækkende” rockanmelder på et herværende dagblad.

Datoen var 30. november. Året var 1989. Spillestedet var K.B. Hallen. Koncerten var en del af en turné betitlet ”Trashes the World”. På scenen stod Alice Cooper.

Jeg husker den som koncert som såre fornøjelig, men havde nogen dengang følt sig kaldet til at underholde med, at jeg 30 år senere ville opleve stort set det samme med en til den tid 71-årig Alice Cooper, ville jeg nok venligt men bestemt have bedt den pågældende om at holde sit stofmisbrug ude af min privatsfære.

Ikke desto mindre skete det. Efter 30 år indeholdende et argt antal Alice angreb erindrer jeg ingen off nights. Og det gør jeg stadig ikke efter den aldrende Detroit drønnerts forestilling i Royal Arena i onsdags.

En noget forkølet start med en ”Feed My Frankenstein”, som for en stund betænkeligt lød, som var man kommet i sonisk krydsild i et prøverum for amokløbende lydeffekter, fik lydmanden snotten ud af portvinsdunken og rettet ind, og selv om jeg har hørt en del brok over lyden dén aften, så lød det glimrende, hvor jeg stod nogle få meter fra scenen i salens højre side.

BROK'N'ROLL
Og nu vi er ved dét med lyd: Det er altså hverken hér eller dér at brokke sig – som jeg har set nogle gøre – over en ”overstyret mur af guitarer”. Skulle nogen have glemt det, så er det hér altså rock’n’roll. Og skulle nogen yderligere have glemt dét, så er Alice Cooper én af såvel garagerock som heavyrocks fædre, og i dét stykke skal man fandeme være en neurotisk Pink Floyd fan for at ømme sig over larmende guitarer.

Eller for den sags skyld at besvære sig over, at der er hele tre guitarister på scenen. For det handler jo om at være dækket ind på alle fronter.

Forstået sådan at Ryan Roxie og – specielt – Tommy Henriksen har dét ind imellem næsten primitive bluesy touch, meget af Alices 70’er repertoire kræver, mens den ekvilibristiske Nita Strauss kan spille de fleste af sine mandlige kolleger hjem for at skamme sig, når det kommer til 80’er træffere som ”Teenage Frankenstein”, ”Poison”, ”Roses On White Lace” og den pragtfulde ”Bed Of Nails”.

Med folk som de tre og en rytmegruppe som Glen Sobel (trommer) og Chuck Garric (bas) bag sig betyder det ikke så fandens meget, at Alice Cooper selvfølgelig ikke har den stemme, han havde for flere årtier siden. Han bliver såmænd mere end godt hjulpet fremad af sine musikeres forbilledlige korarbejde. Og publikum i øvrigt.

RESPEKT!
Så for nu at parafrasere salig Gasolin’, så kan det godt være, stemmen er slidt, men refrainet er denondelyneme stadig frit.

Og med én af Alice Coopers bedste sætlister i mange år var der rigeligt med muligheder for at give los i de frie refrainer, og det gjorde vi så i rigt mål i det hjørne, hvor jeg stod. Alice selv kom også så småt efter det i løbet af koncerten, hvilket måske betød, at den til tider forkølede vokalindsats faktisk skyldtes netop dét: forkølelse.

Show og effektmæssigt var det hele selvfølgelig vanen tro imponerende og fred være med det, men det bedste er nu engang, at man stadig kan få lov at opleve DE sange med dén sanger og et fremragende band på dén måde.

Når jeg efter så mange år stadig kan forlade en Alice Cooper seance med hovedet højt og mundvigene stræbende ad den natsorte himmel til, kalder det ikke på så fandens meget andet en respekt!

Så alle kan forstå det: JA, det var fedt!

Og sluttelig i øvrigt kudos til de stedse bedre Black Stone Cherry, hvis entusiastiske tag på sydstats-tonet bluesrock var en mere end fin optakt til aftenens hovednavn.

AC SÆTLISTE:
Feed My Frankenstein
No More Mr. Nice Guy
Bed of Nails
Raped and Freezin'
Fallen in Love
Muscle of Love
He's Back (The Man Behind the Mask)
I'm Eighteen
Billion Dollar Babies
Poison
Guitar Solo (Nita Strauss)
Roses on White Lace
My Stars
Devil's Food (kun band jam)
Black Widow Jam (med trommesolo)
Steven
Dead Babies
I Love the Dead
Escape
Teenage Frankenstein
 Ekstra:
Under My Wheels
School's Out (inkl. snippet af "Another Brick in The Wall”)