Da Deep Purple tidligere på året udgav bandets 19. studiealbum "Now What?" – næsten otte år efter forgængeren "Rapture Of The Deep" – var det egentlig ikke, fordi kvintetten ligefrem hvinede af fryd ved udsigten til at skulle lave et nyt album, da de endelig besluttede sig for at indspille det.

For det gik jo egentlig meget godt, som det gjorde ...

"Folk spørger jo om hvorfor det skulle tage otte år efter "Rapture...", men sådan noget kommer jo i ryk, og vi havde faktisk ikke travlt med at skulle lave et nyt album," siger bandets sanger Ian Gillan.

"Karrieren flød jo fint, og vi flød lykkeligt med. Og vi havde det så fedt på turné efter turné, for bandet var "hot" – som i virkelig hot – og vores trang til udfordringer blev egentlig tilfredsstillet ved hver koncert, fordi det gik så fedt.

Så jo; vi havde det sgu' fedt, som vi havde det."

Gillan fortsætter: "Bandet spillede fedt, og okay; den kom da op ind imellem – den dér med "burde vi ikke lave et nyt album", men svaret var næsten hver gang "nå jo; måske til næste år."."

Hér kan man passende indskyde, at den holdning trods alt er til at forstå. Fra et band, som efter så mange år har mindre at bevise musikalsk, end Lionel Messi efterhånden har på en fodboldbane.

Men så dukkede en mand op.

En legende møder legender
"Bob Ezrin (legendarisk canadisk producer for bl.a. Kiss, Alice Cooper, Lou Reed og Pink Floyd, red.) var katalysatoren for, at vi gik i studiet igen," siger Gillan.

"Han kom og hørte os ét eller andet sted i Canada, dukkede op bagefter og sagde "hør lige hér; Deep Purple er jo overvejende et instrumentalt band, og I burde lave jeres plader sådan igen – med fokus på det musikalske – ikke på sange som sådan."

Hér sidder så en legendarisk rockSANGER foran mig og fortæller, at selve sangene aldrig var det vigtigste i Deep Purple.

"Nej, for vi beskrev jo os selv i gamle dage, som Ezrin gjorde den aften. På "Deep Purple In Rock" eller "Fireball" var der jo kun syv sange, du ved. Syv sange, som fik lov at udvikle sig instrumentalt og blev ret lange af den grund ...

... der er næppe mange, der ved det, men "Smoke On The Water" var oprindeligt syv-otte minutter lang."

Via Bob Ezrin kom Deep Purple således til – godt fyrre år efter de album, Ian nævner – at tænke på, hvordan de gjorde tingene engang. Og så var de gamle drenge tændt til endnu et album.

"Lige præcis! Egentlig var vi jo godt tilfredse med ikke at skulle lave flere albums og skulle promovere og tale med pressen... ja, undskyld Steffen!" griner Gillan.

"Men dét, Bob sagde, gjorde, at vi kom til at tænke over, at vi måske på vores seneste albums havde været lovlig formulariske i sangskrivningen i stedet for at tænke på den instrumentale del af processen, som vi jo dybest set altid har været bedst til.

Ja, jeg ved det sgu' ikke, men du kan kan godt skrive, at Bob Ezrin vækkede os."

Må det hér være skribenten tilladt at udtrykke en stille tak, fordi Ezrin gjorde det. "Now What?" er det bedste, Deep Purple har præsteret, siden comebackalbummet "Perfect Strangers" fra 1986. "Now What?" er en plade, der med legenders lethed lever og ånder af dygtige musikere, der laver dét, de gør, fordi de er gode til og elsker det, de laver.

"'Smoke On The Water' og solskin'
"Well, jeg ved ikke, hvor god den er – det må andre dømme om, men Bob Ezrin har i hvert fald skabt den bedste lyd, vi nogensinde har haft på et Purple album. Den lyder hamrende godt," siger Ian.

"Og så er han jo selv musiker, så han er god til at omgås musikere. Måske ikke trommeslagere men de er jo heller ikke rigtige musikere!"

Med skyldig undskyldning til Purples trommeslager Ian Paice lader vi Gillans latterbrøl stå et øjeblik.

Inden jeg spørger Ian Gillan om noget, jeg har haft lyst til i årtier. Når nu han kigger ned på sætlisten, og der står "Smoke On The Water" – reagerer han så, som vi andre ville gøre, hvis vi blev mødt af en fugleedderkop, når vi entrer brusekabinen om morgenen?

"Nej, nej, slet ikke! Nu skal jeg besvare det spørgsmål på en obskur måde," griner Ian.

"Dengang jeg var i mit eget band Gillan, var der en journalist, der spurgte, om jeg dengang (i første halvdel af 1980'erne, red.) følte det, som om jeg altid ville stå i skyggen af Deep Purple. Og jeg sagde 'nej, min ven, jeg står ikke i skyggen af Deep Purple, jeg bader i sollyset fra DP'."

Ian fortsætter: "Og hvad angår "Smoke...", så er der ingen skygge – det er alt sammen solskin. Jeg husker, Luciano Pavarotti sagde noget, jeg blev enormt glad for engang (Ian har i 2001 og 2003 optrådt med operastjernen, red.).

Han sagde "nu har jeg hørt dig synge "Smoke..." fem eller seks gange, og du synger den forskelligt hver gang – jeg er SÅ misundelig. Hvis jeg ændrer én eneste intonation i forhold til den originale udgave i det, jeg synger, bliver jeg korsfæstet!! Og jeg er ved at blive vanvittig af det – det er "åh nej, Nessun Dorma igen!", når jeg skal synge den!"

Gillan ser mig dybt i øjnene.

"Så du kan nok se, han havde det problem med SIN "Smoke On The Water", men det problem har jeg aldrig haft. Det er forskelligt hver gang... det er altid specielt.

Så svaret på dit spørgsmål er 'Nej, jeg bliver ikke træt af den sang – jeg er ekstremt taknemmelig for den'."

Gillan glæden
Nu har Ian Gillan selv bragt dét band på bane, han spillede med i eget navn, mens han var ude af Deep Purple – nemlig Gillan – og fik stor succes med under den navnkundige New Wave Of British Heavy Metal i slut '70'erne og begyndelsen af 80'erne.

Da Ian og jeg mødtes i forbindelsen med dette interview, havde Deres udsendte afsindige netop genhørt samme bands fremragende "Glory Road" album og kunne naturligvis ikke nære mig for at spørge ham om, hvordan han mindedes dagene med Gillan.

"Dem mindes jeg med største glæde! Det var en fantastisk tid, mand," ivrer han.

"Indtil da havde jeg jo aldrig skrevet musik med eller spillet med nogen uden for Purple regi. Så det var fantastisk at spille med nogle lidt yngre musikere, som havde den der "YEAH!" attitude.
Det var fedt og i Colin Towns (keyboardspiller i Gillan, red.) havde jeg en fantastisk sangskriver. Så jeg skulle bare skrive tekster og nyde at lægge melodier på. Det var så fedt at prøve."

Ian smiler.

"Det eneste jeg ikke nød var den ensomhed, der er ved at være chefen i bandet. Det er jeg ikke vild med – jeg foretrækker at være en del af et team, af et demokrati. Men i Gillan var jeg jo nødt til ind imellem at lave upopulære beslutninger ...

... men ved du hvad; jeg har faktisk de Gillan sange på min computer, og jeg lytter til dem ind imellem. Der er da nogle gode sange dér ..."

Åh jo, Ian. Såmænd er der så. Og så har ingen af os vist sagt for meget.

Purple blev hans skæbne
Tilbage til Deep Purple. Hvor den nu 68-årige Ian Gillan siden 1969 har været sanger i tre perioder. Først fra 1969 til 1973, så fra 1984 til '89 og sluttelig fra 1992 og frem til i dag.

Ikke at han selv havde troet, at Deep Purple i dén grad skulle blive hans skæbne. Og slet ikke i lyset af de meget omtalte og konstante uoverensstemmelser med Purples oprindelige guitarist Ritchie Blackmore, som du kunne læse om i første del af dette interview.

"Nej, havde du spurgt mig for mange år siden, om jeg ville være en del af Deep Purple i 2013 havde jeg nok grinet dig ud af lokalet," siger Ian.

"Som du ved har jeg været ude af bandet to gange. Første gang forlod jeg bandet og anden gang blev jeg fyret, og ved ingen af de lejligheder troede jeg, at jeg nogensinde skulle være med i Deep Purple igen."

Gillan holder en pause, og jeg sværger, at man næsten håndgribeligt i lokalet kan tage og føle på mandens kærlighed til Deep Purple.

"Men nu er jeg her. Det er som at være hjemme. I dette band fandt jeg min stemme, og efter alle disse år må jeg sige, at det er hér, jeg hører hjemme."

Endnu en pause.

"Ved du hvad; der er to ting, mennesket behøver. At føle man er på rette vej og at føle, at man hører hjemme. Jeg har begge dele med Deep Purple ...

... men livet kan jo ikke være konstant lykke, for så bliver det sgu' for kedeligt. Hvis du får oksemørbrad hver dag, lærer du jo ikke at værdsætte det, når du så får det, vel!?"

Ian Gillan, mine damer og herrer. Så uprofessionelt det end måtte lyde: hvilken fantastisk mand...

Deep Purple vender tilbage til Danmark og spiller i TAP1 i København 11. februar næste år.