Hér siger chefen tak til læserne for opbakningen til steffenjungersen.dk og langer lige et par øretæver ud undervejs

"Through the darkest hour/ grace did not shine on me/ feels so cold, so very cold/ no one cares for me ..."
(Megadeth, "In My Darkest Hour").

Efter halvanden måned som chauffør i steffenjungersen.dk på den meget befærdede "cyber highway" er det vist på tide både at sige tak, gøre status og dertil aflive nogle fordomme om det danske rockpublikum.

Se, for nu at starte et sted, kan jeg ganske ofte have det, som Dave Mustaine fra Megadeth har beskrevet det i ovenstående citat. I mine mørkeste stunder, I ved.

Hvor jeg tvivler på ... om ikke det hele, så i hvert fald ganske meget af det, som i min optik gør livet værd at leve.

Sådan rent musikalsk.

Således lancerede jeg steffenjungersen.dk på vingerne af en stille bøn om, at der trods alt nok fandtes folk i dette land, som ligesom jeg selv foretrak Black Sabbath før Burhan G, Stones før Seebach eller Metallica før Medina.

På trods af mainstream medierne (sæt selv navne på).

Dér kan du så hævde "jamen Jungersen, det vidste du sgu' da godt". Og jo; det gjorde jeg vel nok,et stykke ad vejen for det har mange af jer jo i mange år været så søde at bekræfte mig i. Men de mennesker, som "blot" er til klassisk rockmusik, er trods alt også og desværre stort set altid blevet forsømt af de musikalske platforme, vi nu engang tilbydes i dette land. Og det i et omfang, så det ville være tilgiveligt, at de overså det, hvis der nu dukkede én eller anden – f.eks. mig – op, der ville give dem netop dét, de havde ventet på.

Give dem hvad?

Formidlingen af kærligheden til det gedigne guitarriff, det håndspillede backbeat og sangere, som er så gode, at de ikke behøver multi-tracke eller autotune vokalen.

Kærlighed knyttet til de rigtige musikere og – oh dear! – musikken snarere end til den chokeffekt for alt folket, der knytter sig til historien om, hvordan denne eller hin "stjerne" (for en aften) er zigget, hvor han/ hun burde have zagget på vej hjem fra natklubben i lørdags.

Men I er derude – jer, der elsker musikken. Og I er der i et omfang så det webzine, du sidder og læser lige nu, allerede efter halvanden måneds tid er begyndt at ligne en musikalsk magtfaktor hér i landet. Og hér taler jeg altså om et femcifret antal tilbagevendende læsere på steffenjungersen.dk.

Allerede nu.

All for the love of rock and rock and roll.

ROCKLAND?

Da jeg startede i denne branche for snart tre årtier siden var det alt for nemt og bekvemt for musikbranchen at hævde, at Danmark "jo ikke er noget rockland, så det er jo svært at sælge rock hér" – med henvisning til vore naboer i Tyskland og Sverige, hvor man ét eller andet sted har opfattelsen af, at troskabseden til den grofthuggede power akkord hører med i dåbsritualet.

Og så kørte branchen herhjemme i øvrigt videre i en taxi "fyldt med Nanna og News" for nu at parafrasere en gammel C.V. Jørgensen sang.

Det var nu engang det nemmeste. Og det er det åbenbart stadigvæk, selv om andre navne nu har taget plads i ovennævnte taxi.

Problemet er bare, at det er noget forbandet sludder, at Danmark ikke er noget rockland. Dette webmagazines succes beviser, at Danmark – uden overhovedet at forklejne andre genrer, for vi skal sgu alle sammen være her – i den grad (også) ER et rockland.

Om jeg har skrevet om nyere bands som Go Go Berlin, Shotgun Revolution og Airbourne eller aldrende herrer som Motörhead, Deep Purple og ZZ Top i dette forum er taksigelserne jo væltet ind i butikken.

Og selv tak i øvrigt ... men pointen hér er jo, at det jo for fanden er nemt nok at hævde at der ingen interesse er for klassisk rock, hvis man vælger, at sådan skal det være og simpelthen ignorerer den musik og de mange mennesker, som holder af den.

Jeg valgte så – nu som jeg gjorde tilbage i firserne – at insistere på, at Danmark er et rockland. Hvis eller nogen gad tage de danske rockfans seriøst.

Det er så dét, jeg efter ringe evne har forsøgt at gøre med dette webzine. Tak fordi I har støttet op og jeg beder jer mindeligt om fortsat at sprede ordet og hjælpe mig med at få endnu flere læsere ind i folden. Der er – og så skal jeg ikke nævne det mere – desværre også noget, der hedder økonomi.

Og hermed forbliver jeg – til tonerne af Saxons "Never Surrender" – jeres ydmyge (sådan da) tjener.

STEFFEN JUNGERSEN