I de seneste dage har der i sæsonens natur været fablet ganske meget om dét, der ”skete i de dage” i landets kirker. I forbindelse med ham vandvandrerens fødsel for et par årtusinder siden, I ved.

Budskabet har såre sympatisk været kærlighed, tolerance og mellemfolkelig forståelse. Men hvorfor fanden – ja, undskyld! – den slags så lige skal være sæsonbestemt, har jeg svært ved at fatte.

Så de seneste to dage har jeg i stedet besøgt Magtens Korridorers kirke for kradsbørstig kalas og kærlighed til såvel de kække som de knækkede. To dage hvor dette fornemme foretagende understregede, at hos dem gælder de ovenstående sympatiske værdier altid. Dette band er om noget VORES rock’n’roll band. Jo, vi er der for dem, men kvintetten er der i høj grad for OS. . . for at stikke os i hjertet og kysse vores sind, for nu at parafrasere pragtfulde ”Engle”, som åbnede begge koncerter.

ADELSMÆRKET
På overfladen er det måske nok pudsigt, at netop Magtens Korridorer ofte kan gøre denne aldrende anmelder højstemt. I og med at dette band jo, som jeg ofte har skrevet, er i øjenhøjde med deres publikum i en grad, så de i dén grad har fortjent ordene ”folkets band” indgraveret i deres adelsmærke.

Og så er det alligevel ikke så pudsigt endda. For der er så meget mere end ”nu-ikke-så-meget-pis-lad-os-få-en-fest” i Magtens Korridorer. Under bandets kække koketterier med egne evner og permanent skæve smil er der dybde, desperation, empati og – nå ja – en bastant kærlighed til dét liv, som kan være så forbandet hårdt, men som vi har en lige så forbandet pligt til at få det bedste ud af.

Hele vejen rundt om alt dét, kommer man via sange som ”Sorte stråler”, ”I kolde stjerners lys”, ”Engle”, ”Jeg vil hellere dø”, ”Udenfor” samt mesterværkerne ”Milan Allé” og ”Giv mig en dag”, som vi heldigvis fik alle tirsdag og onsdag.

BEDRE OG MØRKERE
To dage, som også understregede, at Magtens Korridorers rejse mod det helt rigtige musikalske udtryk er ved at være pænt i nærheden af endestationen. Dels har jeg aldrig har hørt dem spille bedre, dels har lyden fået lige dén tyngde og lige dén mørke nuance i billedet, som jeg godt tør hævde, bandet har stræbt efter.

Hvis denne anmeldelse lyder som én lang kærlighedserklæring, er det sgu nok, fordi det er dét, den er. Lad så blot eliten stå bevæbnet beredt på middelmådighedernes scene og lad dem kløjs i deres indie-albums, mens de forsøger at fatte MK.

Vi stod 1500 mennesker på hver af de to aftener i Vega og vidste, Magtens Korridorer ville os det godt. Og omvendt.

Som én af verdens selverkendte skrammede sjæle kender jeg kun få bands, som kan læge de skrammer, som Magtens Korridorer kan det. Især når hende den sødeste af de søde står lige ved siden af, klar med et klem, et smil eller en solidarisk glædeståre på de helt rigtige tidspunkter.

Det kan meget vel være, at nøglerne til himlen, som Johan synger i ”Gi’ mig en dag”, er ”gemt et sikkert sted, som alle har glemt”. Men nøglerne til en vederkvægende musikalsk og menneskelig oplevelse er tit nemme at finde. De ligger ofte ved indgangen til en Magtens Korridorer koncert. De lå der i hvert fald før disse to magiske aftener på Vesterbro.