Kærlighed i kringlet kaos

Cryptopsy-Pumpehuset
stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne  

Det tegnede til en fadæse af de store med Cryptopsy torsdag i Pumpehuset, men den uomgængelige kærlighed til hvér eneste publikummer omdannede brutal metal til en kærlighedsserenade

Cryptopsy, Pumpehuset, København, 19. februar

Måske var Pumpehusets diminutive sal det rette valg til at huse canadiske Cryptopsy og deres show udi det mere brutale departement for heavy metal genren. Vi var dårligt i stand til at fylde halvdelen af den sorte sal på det givne tidspunkt, da hovednavnet entrerede den klejne scene, og de blev blot modtaget med et fåtal af hurra-råb og sporadiske klapsalver. Dertil faldt forsanger Matt McGachys gimmick med at hilse uden mikrofon fuldstændig til jorden – han sagde tydeligvis ikke noget. Man kunne høre den berømte knappenål falde til jorden, da flere holdt vejret for at se, hvordan det forestående orkester ville takle den sparsomme modtagelse.

Lad det være sagt med det samme, Cryptopsy spiller den afart af metal, der bedst kan kategorises som Death Metal i den tonsertunge afdeling. Vi snakker ikke kun tung, som sten, der falder ned af en klippeskrænt, men mere godstog, der kolliderer med en ladvogn fyldt med dynamit. Bandets musik emmer af tekniske elementer, de er ferme musikanter, ingen tvivl om det, men selv den mest lærte metal-feinschmecker, der mest sværger til Saxon, Iron Maiden og måske Slayer som det tungeste, vil i tilfældet

Cryptopsy nok udbryde: "Mand, det er da en fæl omgang larm, det her!"

Derfor blev vi fremmødte ikke skuffede over, at bandet udelukkende holdt sig til deres bagkatalog, der ikke skelede til andre subgenrer end deres genkendelige tekniske dødsmetal – meget kærligt kaldt "Canadeath" i deres tilfælde – eller forfaldt til andre delelementer i musikken, der kunne lede tankerne i retning af lange melodipassager eller antræk til ren vokal. Her var råb og guttural brøl fra enden til anden, og hvis politiet skulle tage en hastighedsmåling i eksekveringen af numre som "Mutant Christ" eller "Defenestraion", ville de komme til kort da deres måleinstrumenter, så vidt jeg er orienteret, kun har plads til tre cifre...

Forløsende forsoning
Tilbage til den tåkrummende situation cirka tre sange inde i settet, hvor kun lige de forreste fremmødte kunne overskue at motionere nakkehvirvlerne en anelse, og en circle-pit aldrig rigtig blev større end tre personer, DA kom kærlighedserklæringen!

Den er hørt så ofte før i mange afskygninger à la "vi er glade for, at I kom" og "husk at købe en T-shirt med hjem", men da omtalte forsanger lagde fra land med, at de er et band uden et pladeselskab i nakken, at den største tak ikke skal lyde til lydfolk, crewet eller mor derhjemme, men til os, publikum, fordi vi gad møde op, og at bare købet af en ekstra trøje kunne give benzin til næste koncertsted, var mange overbeviste om, at de lever og ånder for det her og vil gøre det på DERES måde.

Kærligheden var rettet til hver enkelt iblandt os, og herfra gik vi fra korslagte arme til overgivelse i det brutales navn. Det var smadre-kærlighed til os alle, stedet forvandlede sig pludselig til en hygge-fest med de nærmeste venner, kolde fadøl og det bedste husorkester, man kunne ønske sig. Efter første sang kunne jeg kun trylle to stjerner op ad hatten, men mod slutningen var de flotte fem femtakkede rundet. Da vi nåede til den tryllebindende "Phobophile" som encore, så vi alle medlemmer i vores private underholdningsorkester fremvise deres ypperste på instrumenterne og sende os hjem i februarkulden med et stort smil på læben.

En positiv omtalte skal også lyde til det eneste opvarmningsband denne aften, Defilementory fra Roskilde. Trods vanskeligheder før koncerten, en paver lyd og – som nævnt – lavt fremmøde, formåede de at levere Death Metal med lidt flere melodiske elementer end Cryptopsy, hvilket ikke siger særligt meget. Starten af deres show ledte tankerne i retning af en gumpetung fiskekutter, der skulle slæbes mod ophugning, men mod slutningen af Defilementorys koncert var den rette associering nærmere noget i retning af en topmoderne dobbeltdækker, der agerer grisetransport, som er ved at vælte. Og det er ment som den største cadeau. Sangen "In Soullesness – Supremecy" gav mig gåsehud, og deres nye sang med den tentative titel "Beneath" var et indslag, der viser, at de udvikler sig og ikke står i stampe Godt gået, drenge!

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk