Steffen Jungersen

.

Binzer JUNGERSEN WEB 930x180 v1

KÆRLIGHEDEN TIL DE KLASSISKE KLODSER

Share
statement

"Mine teenage år blev ikke brugt på at onanere – de blev brugt på at øve!"  Mød  Statements multi instrumentalist men først og fremmest leadguitarist, Niels Alex Larsen

English version

Han var "næppe mere end tre-fire år", før han sad på gulvet og slog med skinnerne fra sit modeltog på omvendte plasticbøtter og puder – i takt til Søren Berlevs trommer på de gamle Gasolin’ plader.

Det var hans far sådan set ganske imponeret over. Lige indtil den fremmelige knægt opdagede, at der da for resten også var noget, der hed bækkener. Og begyndte at bruge farmands elskede vinylplader til dét formål.

Mange år senere griner den fremmelige knægt hjerteligt af mindet. Han hedder Niels Alex Larsen, er blevet 35 år, og den ambitiøse trommeslager er i dag leadguitarist og primus motor i Statement, som for få uger siden debuterede med albummet "Monsters". Men faktisk spiller Niels udover samtlige guitarspor også trommer på albummet.

Statement styrtede ud af startklodserne med næverne hævet og en gedigen blanding af metal og klassisk hardrock på et album, som tog bl.a. nærværende skribent med paraderne nede. Dén havde man sgu’ ikke lige set komme.

"Det kan jeg sådan set godt forstå, for Statement startede som et projekt og blev først et band, efter albummet var indspillet. Før VAR der ikke noget band," siger Niels og fortæller så, hvordan Statement egentlig blev til.
"Jeg var jo trommeslager i Pilgrimz (hedengangent hardcoreband, red.), og da det faldt fra hinanden pga. for meget slendrian i geledderne og mangel på penge blev jeg ked af det, for jeg var sgu’ glad for at være i det band ..."

Enter: Niels Alex’ første musikalske kærlighed. Nemlig klassisk hardrock som The Scorpions, Guns N’Roses og Metallica - sidstnævnte i perioden omkring "det sorte album".

"Jamen, jeg elskede jo dem dér og Europe, Tesla og Damn Yankees, og jeg var så træt af, at al metal en overgang gik op i overdreven teknik, sterile indspilninger og  groove og mere groove. Hvor var guitarsoloerne?" griner Niels.

"Så efter Pilgrimz opsøgte jeg i 2011 min gamle ven Jannick (Brochdorf, sanger i Statement, red.) og sagde "nu skriver du nogle tekster, og jeg laver noget musik" og så laver vi sgu’ et ROCK band."

Og det gjorde de så som bekendt.

Men tilbage til Niels’ baggrund.

Hans musikalske karriere startede for alvor på en trist baggrund. Nemlig da han som teenager mistede sin far i 1995.

"Den dag han døde, havde jeg billet til en Pretty Maids koncert på Plænen i Tivoli. Så jeg stod om aftenen derinde, hørte Maids, mindedes min far og fældede en tåre," husker han.

Faderen havde testamenteret sin søn nogle penge, så Niels kunne købe både de trommer og den elektriske guitar, som der ellers aldrig havde været råd til.

"Og så ØVEDE jeg," siger Niels og griner så:

"Mine teenage år blev ikke brugt på at onanere. Men på at øve."

Allerede to år senere kom han med i et internationalt projektband, som skulle repræsentere Danmark i Philippinerne og siden i et reggaeband, som "stod og manglede en trommeslager".

"Så fik jeg da lært at spille reggae, og vi endte da med at være support for Cardigans i Sverige, men så røg jeg uklar med sangeren og forlod bandet. Så derefter mødte jeg Pilgrimz drengene og gik tilbage til metal."
Pilgrimz nåede at udgive ét album, "Boar Riders", i 2008, hvor bandet også spillede på Roskilde Festival, Spot og Headbanger’s Ball turnéen.

"Det lugtede virkelig af noget dengang. Vi fik international pladekontrakt, og der var enormt meget hype om bandet og nok også mere, end vi egentlig berettigede til," fortæller Niels.

"Da vi så senere spillede bl.a. Wald og Sweden Rock, syntes jeg jo virkelig, vi var kommet i gang, men da var de andre i bandet ved at køre trætte. Vi lavede så alligevel et album nummer to, men det er aldrig udgivet i fysisk forstand, og da vi så i samme ombæring fik både management og pladeselskabsproblemer, så gad de andre ikke mere."

Og hvad så?

"Ja, hvad så? Jo, jeg havde en drøm om et virkelig gedigent rockband!"

Det har Niels (og vi) fået. Navnet er – som nævnt et par gange - Statement, og de kan blandt andet opleves live på Nordic Noise festivalen i københavnske Pumpehuset 24. maj samt som support for Niels’ gamle helte i amerikanske Tesla i Amager Bio 6. juni.

Mød op og hør noget rock, som den slags oprindelig var ment.

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

I enjoy all forms of music - pop, classical and opera.

_ Stephen Hawking

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk