Jo, du elsker rockmusik. Ellers ville selve dét at du overhovedet (pun intended) læser det hér være cirka så hovedløst som dét, man fandt i ligvognene rundt om guillotinen under den franske revolution.

Jo, du elsker rock’n’roll, gør du – og det samme gør jeg naturligvis selv. Jeg har levet, åndet, elsket og vandret ad helvede til, igennem samme og tilbage igen til lyden af rockmusik de sidste fem årtier.

Men. . . der er sådan nogle som os, og så er der Jesse Hughes, siden 1998 øverste leder, sanger og guitarist i californiske Eagles Of Death Metal (EODM).

Jesse Hughes elsker sin rock’n’roll med en kærlighed, en attitude og en dedikation, så det får en indremissionsk prædikants forhold til ham Vandvandreren fra Genezareth Sø til at ligne en forbigående flirt.

”WE ARE FAMILY”
Og intet har ændret sig i dét stykke siden EODM’s totale overrumplingsryk på Copenhell i 2019 og den formidable opvisning i livsbekræftelse som var bandets helt særlige show i Amager Bio i august 2016 (sidstnævnte en del af bandets første turné siden det usle og skændige terrorangreb i november 2015 under en EODM koncert på spillestedet Bataclan i Paris. Det kostede 90 mennesker livet).

Søndag aften var bandet tilbage på Danmarks bedste spillested.

Såre passende kom Jesse og co. på scenen til tonerne af Sister Sledge klassikeren ”We Are Family”, inden Jesse Hughes med troen på rock’n’roll flammende fra øjnene og attituden dryppende fra truckerskægget sætter i med den første af mange hyldester til dét, én af mine kammerater kalder ”den bredflade A-akkord”, og det stenhårde backbeat, ”I Only Want You”.

Og det er netop det fine ved Eagles Of Death Metal, for kun få evner som Jesse Hughes at forvalte sit hverv som én af ypperstepræsterne i dét, salig Lemmy kaldte ”The Electric church”, og overbevise samtlige i menigheden i bemeldte kirke om at der virkelig kun ER én religion på en hvilken som helst aften:

Rock som vores far lavede den. Hvis vores far altså havde været et umuligt fosterbarn hos Keith Richards og Angus Young.

Fra starten går og til Hughes små fem kvarter senere pludselig stod oppe på Amager Bios balkon og hamrede nogle klodser af sig af en karakter, som kunne have fået førnævnte Angus – havde han været til stede – til at komme rendende og insistere på at være med.

CAN’T HELP FALLING IN LOVE
Ingen tvivl om at vi ER familie denne aften i bioen med en frontmand, som – al ypperstepræst halløjet upåagtet – i sjælden grad er i øjenhøjde med sit publikum. Og hér taler vi øjenhøjde i en grad, så den gengældte kærlighed i salen aftenen igennem så rigeligt retfærdiggjorde fællessangen, da EODM som første ekstranummer diverterede med Elvis klassikeren ”Can’t Help Falling In Love”.

Så har I vel efterhånden grejet, at aftenen indtil da havde formet sig som et lærestykke i alt det bedste ved rock’n’roll: Fællesskab, livsbekræftelse og – okay da – kærlighed. Inden hovedsættet blev rundet af med en fornem udgave af David Bowies ”Moonage Daydream” med en ikke mindre fornem solo fra leadguitaristen Josh Jové.

Og da havde vi stadig ekstranumrene tilbage med førnævnte ”Can’t Help…”, de herlige rifffester ”I Love You All The Time” og ”Speaking In Tongues” samt sågar en kort udgave af Motörheads

”Ace Of Spades” – sidstnævnte eksekveret solo af bassisten Jennie Vee.

At Amager Bio ikke var stuvende udsolgt denne aften kan kun afstedkomme den konklusion, at der sgu’ er nogle medlemmer af ”The Electric Church” derude, der skal have deres kirkeskat tilbage.

Til sidst står vel kun tilbage at citere Jesse Hughes, som efter talrige lovprisninger af publikum i al almindelighed og rock’n’roll i særdeleshed igen og igen måtte forhøre sig:

”Can I get an amen to that!?”

AMEN!

(foto: Birger Simonsen)