Der skulle kun et par minutter af det indledende nummer, "Chill The Bones", til, før tanken meldte sig:

Hvis de fortsætter på den måde, har de fem danskere hér sgu' lavet ét af årets Heavy Metal albums!

Og vil De tænke dem fru stiftsprovstinde; Artillery fortsætter på netop dén måde på et overdrevent velspillet og –kombineret thrash metal album, som i det omfang man er på stoffer nok til stadig at tro på en slags retfærdighed hér i verden bør give disse vitale veteraner et afgørende gennembrud.

Set i dagens kolde, klare lys går det desværre næppe sådan, man tro mig; er man til metal af snart sagt enhver afskygning vil det være idioti på linje med at bytte sin Metallica samling væk for Nephews bagkatalog, hvis man lader "Legions" gå sine øren forbi.

Guitarbrødrene Michael og Morten Stützer kaster om sig med kaskader af guitarriffs, -soli og -harmonier så fængende, præcise og giftige, at åndenøden truer allerede efter nogle få af dem. Stort set hvert eneste nummer hér fungerer som overbevisende bevisførelse for, at Artillery sagtens kan spille lige op med - og i adskillige tilfælde bedre end – samtidige åndsbrødre som Testament, Exodus og Onslaught.

Fænomenalt flydende
Men hvor Artillery så afgjort er et formidabelt thrash band, så er de også meget mere end det. Alene den grad af variation, kvintetten spiller denne vare med tilsat myriader af musikalsk fikse detaljer, gør dem til noget særligt, men Artillery har dertil på dette album i højere grad end nogensinde forstået vigtigheden af melodi i myrderierne.

Hvorfor velkomne referencer til forbilleder som Iron Maiden, Black Sabbath og Dio da også dukker op hist og hér. Og nu vi er ved det med det afvekslende: Artillerys nye sanger Michael Bastholm er et fund – den mand tager vokalt med den største selvfølgelighed så at sige rutcheturen fra helium-hyl via thrash-hvæs til sågar et enkelt sted en kort growl.

Men al snakken om samtidige og forbilleder til trods, er Artillery først og fremmest faktisk noget så sjældent som et ret originalt metalband. Både deres riffs, deres ofte østerlandsk inspirerede harmonier og de fænomenalt flydende soli eksekverer Artillery på en helt egen stringent facon, som de færreste andre formår at hamle op med.

Og i øvrigt tak til producer Søren Andersen for vitterlig at trække dét bedste ud af Artillery – også lydmæssigt.

For en gangs skyld vil jeg ikke fremhæve noget nummer. Der er godt spil, godt liv, gode detaljer og god energi i hvert eneste ét.

I det hele taget er det forbandet godt gået af Artillery, at de næsten tredive år efter debuten med "Fear Of Tomorrow" har begået måske deres bedste album nogensinde!