Steffen Jungersen

.

Binzer JUNGERSEN WEB 930x180 v1

KISS 40 ÅRS FEST OG FEJRING, DEL III

Share
kiss

Velkommen til tredje og sidste del af steffenjungersen.dk's festskrift for Kiss i anledning af bandets 40 års jubilæum i år med udgangspunkt i at bandets bagkatalog er udgivet i glimrende 180 grams vinyludgaver.

Sidste etape af den gamle redacteurs rocket ride med Kiss starter, da opfinderne af den vel nok mest effektive gimmick i den hårde rocks historie i 1983 smed Sadolin smørelsen og viste en undrende verden, hvordan de egentlig så ud under kabuki-koloreringen.

"LICK IT UP" (1983)
Og så - langt om længe - smed Kiss da maskerne. Det blev de ikke bedre af - Kiss medlemmernes glatte ansigters æstetiske kvaliteter og den horrible parade af afdøde gnavere, som efter synet at dømme udgjorde Gene Simmons' parykker, upåagtet. Det var straks værre, at bandets evner til at lave et album, der holdt kvalitet all round syntes at være gået fløjten med make-up fjerner kluden. "Lick It Up" var - trods det fremragende titelnummer - en reel skuffelse oven på forgængeren "Creatures Of The Night", og selv om yderligere et par numre holdt niveau på albummet, startede det også en alt for lang tradition for alt for mange fyldnumre på Kiss' albums.

"ANIMALIZE" (1984)
Både lyd- og stilmæssigt i tæt familie med "Lick It Up", selv om "Animalize" er lige den tand mere poleret. Men igen er den gal med for mange formulariske ligegyldige heavyrocknumre som "Burn Bitch Burn" og "While The City Sleeps", selv om albummet reddes et stykke ad vejen af megahittet "Heaven's On Fire" og faktisk én af de fineste hyldester til storbyens natteliv, Paul Stanley nogensinde har begået, nemlig den uovertrufne "Thrills In The Night".

"ASYLUM" (1985)
Hvor Gene Simmons for en stund forlader parykfabrikanten og sin tvivlsomme sidekarriere som skuespiller og producer for rent faktisk lejlighedsvis at deltage i et Kiss album med lidt mere end blot de mest bevidstløse rockriffs tilsat tekster fra Spinal Taps overskudsskuffe. Det kom der faktisk et ganske fornuftigt album ud af med Stanleys storladne "King Of The Mountain", "Who Wants To Be Lonely" og "Tears Are Falling" samt Simmons' "Any Way You Slice It" og "Trial By Fire" som "Asylum"'s bedste øjeblikke.

"CRAZY NIGHTS" (1987)
Og så var Simmons væk igen, og Paul Stanley tog konsekvensen af, at Kiss' andet stiftende medlem åbenbart rent åndeligt - hvis det ord nu ikke er lige stort nok, når det handler om netop ham - var fraværende og lavede det album, HAN - altså Stanley - gerne ville lave. Mange vil mene og har så sandelig også ment, at "Crazy Nights" er et knæfald for Bon Jovi segmentet, hvilket man også snildt kan argumentere for. Det, man imidlertid ikke kan argumentere IMOD, er melodiske, feststemte, faconsyede firser fornøjelser a'la Paul Stanley som titelnummeret, "I'll Fight Hell To Hold You", "My Way", "When Your Walls Come Down", balladen "Reason To Live", "Bang Bang You" og den brillante "Turn On The Night". Jo, det er formularisk og jo, vi befinder os i den grad i en tidslomme rent lydmæssigt. Men den lomme ligger man også næsten 30 år senere godt i, når en kompetent komponist som Paul Stanley er guide rundt i samme lommes rareste og luneste afkroge.

"HOT IN THE SHADE" (1989)
Hvor det så atter går galt i en karriere, som gennem firserne gik op og ned som visse poppapegøjers underpermissioner, når de forsøgte at skaffe sig en pladekontrakt i de dage. Femten sange er i omegnen af syv for mange på et album, der både skæmmes af sært stivbenet trommespil og ligegyldigt fyldstof som "Betrayed", "Cadillac Dreams", "The Street Giveth And The Street Taketh Away", "Read My Body" og flere andre. Så nytter det mindre, at sange som "Rise To It", "Little Ceasar" og "Hide Your Heart" havde været sandt mestermateriale, hvis de havde været spillet og produceret bedre, end tilfældet er. "Hide Your Heart" specielt er faktisk en fænomenal sang, men den bedste udgave af den skal ikke findes her men på sydstatsrockerne Molly Hatchets "Lightning Strikes Twice" fra samme år.

"REVENGE" (1992)
Rygterne vil vide, at de overskuds observante overhoveder i Kiss vitterlig inden "Revenge" hyrede et analyse institut for at finde ud af, hvad fanden deres fans egentlig ville have. Det får være sandt eller sludder, for resultatet blev under alle omstændigheder Kiss' hårdest rockende og mest troværdige album siden "Creatures Of The Night" ti år tidligere. Så god er "Revenge" trods alt ikke, men numre som "I Just Wanna", "Take It Off", "Domino" og "Thou Shalt Not" lød som et band, der vitterlig mente det igen, mens Simmons' insisterende og ildevarslende "Unholy" som ét af de meget få numre efter 70'erne faktisk var værdigt til at optages i en kanon over bandets bedste kreationer nogensinde.

"ALIVE III" (1993)
Kiss gjorde det umulige. Med to klassiske dobbelte livealbums - "Alive" og "Alive II" - i bagagen begik de sgu' et tredje, som holder niveau med de to klassikere, hvis man tager de rosenfarvede nostalgibriller af og blot betragter "Alive III" som dét, det er. Og det, det er, er et topchecket tværsnit af en på det tidspunkt tyve år lang karriere, hvor 70'er klassikere som "Deuce", "I Was Made For Lovin' You" og "Detroit Rock City" som den største selvfølgelighed følges fint med firserstof som "Heaven's On Fire", "Lick It Up" og "Creatures Of The Night" samt knaldere fra "Revenge" som "Domino" og "Unholy". Dette er måske Kiss' "oversete" livealbum, men det er der overhovedet ingen grund til, for det er fremragende.

"KISS UNPLUGGED" (1996)
Et bastant bevis på at Kiss i karrierens løb har skrevet talrige sange, som er langt bedre, end de har fået kredit for - muligvis fordi de er druknet i bulder, brag, blod og (teater)torden undervejs. Men hvem fanden havde nu lige troet, at netop Kiss skulle begå ét af de bedste albums i den ellers eminent enerverende "unplugged" bølge - "strømsvigts-bølgen", som vi plejer at kalde den her i pastoratet. Men det gjorde de altså på et dobbeltalbum, hvor især "A World Without Heroes", "Every Time I Look At You", "Comin' Home" og den mesterlige "Goin' Blind" får nyt liv - for naturligvis ikke at tale om "2.000 Man", "Beth", "Nothin' To Lose" og "Rock And Roll All Nite", hvor både Ace Frehley og Peter Criss fra bandets oprindelige besætning vender tilbage.

"CARNIVAL OF SOULS - The Final Sessions" (1997)
Et grungealbum? Med Kiss? I think not! Når man gennem hele sin karriere har været hårdnakkede eksponenter for fest, farver og rock'n'roll hele natten og fest hver dag, var den mørkttonede "Carnival Of Souls" cirka så troværdig som en Wall Street bankiers forsikringer om, at han har den "lille mand"s tarv på sinde. Med andre ord: Yeah right, pull the other one!

"PSYCHO CIRCUS" (1997)
Og så tog malings-fabrikanternes aktier himmelflugten igen, da Kiss atter smurte sværte i sylterne og udgav "Psycho Circus", som man postulerede var det første album med den oprindelige besætning i næsten tyve år. At kalde den påstand en sandhed med modifikationer svarer nogenlunde til at hævde, at The Rolling Stones har en "vis erfaring". Faktisk medvirker de to fortabte sønner - Ace Frehley og Peter Criss - kun begge på sangen "Into The Void", som er det eneste nummer på albummet, Criss spiller trommer på. Frehley spiller kun guitar på tre af numrene, mens bandets senere leadguitarist Tommy Thayer spiller på resten. Det kunne så få være, hvis "Psycho Circus" havde været et triumftog tilbage mod storformen, men det er det ikke. Tværtimod er det et usammenhængende miskmask, som bærer præg af, at Kiss faktisk overhovedet ikke var et band, da det blev indspillet - hvilket Paul Stanley da også femten år senere blankt erkendte. Brutalt sagt er titelnummeret ganske effent, mens resten lige ud sagt er komplet ligegyldigt og sine steder - som i de saccharinstrøede ballader - decideret pinligt.

"ALIVE - THE MILLENIUM CONCERT" (2000)
Den originale besætnings koncert i Vancouver, Canada, 31. december 1999 har hidtil kun været tilgængelig som en del af cd-sættet "Alive! 1975 - 2000" fra 2006og udgives hér for første gang på vinyl som dobbelt LP og vid, at der er tre numre mere med hér end på cd-udgaven - nemlig en blændende beskidt udgave af "2000 Man" foruden "God Of Thunder" og "Detroit Rock City". Derudover er det mest interessante ved et i øvrigt glimrende livealbum, at man får lov at høre Ace Frehley og Peter Criss spille på "Heaven's On Fire" og "Lick It Up", som begge i studieudgaverne blev indspillet efter den oprindelige besætning var gået fra hinanden.

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

There are two means of refuge from the miseries of life: music and cats.

_ Albert Schweitzer

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk