Kort og godt:
Klasse fornægter sig ikke og det britisk/ amerikanske hardrockband, som er opstået af ruinerne af legendariske Thin Lizzy, er et bevis på netop dén påstand.

Okay, der kunne måske nok have været flere foran Copenhells scene denne kuldslåede juniaften, men de fremmødte fik varmen leveret – indefra! – som dette fornemme foretagende i en god times tid diverterede med klassisk rock fra øverste hylde.

Black Star Riders huser guitaristen Scott Gorham fra Thin Lizzy, og de startede velsagtens også som en slags Thin Lizzy Jam (INGEN får mig til at kalde noget for Thin Lizzy efter bandstifter Phil Lynotts død i 1986 ), men efterhånden er kun ”The Boys Are Back In Town” og Lizzy-udgaven af ”Whiskey In The Jar” tilbage i bandets sætliste.

UD AF SKYGGERNE
Det er heller ingen grund til længere at gå i Lizzys lange skygger. Siden 2013 har Black Star Riders lavet tre glimrende albums, som på flotteste vis fører Thin Lizzys tradition for keltisk inspireret rock’n’roll med himmelstræbende guitarharmonier videre.

Således også på Copenhell hvor jeg vil hævde, at den del af publikum, som ikke kendte bandet i forvejen, fik nogle øren- og øjenåbnere takket været sange som ”The Killer Instinct”, ”Finest Hour”, ”Bound For Glory” og ”All Hell Breaks Loose”.

Sangskrivning af denne kaliber er sjældnere end popsangerinder uden auto-tune i disse år. Scott Gorham og guitarpartneren Damon Johnsons spil er – selvfølgelig – en mesterklasse i dobbelte leads og harmonier, mens sanger og tredieguitarist Ricky Warwick i såvel attitude som stemme er én af de bedste rocksangere, du kunne håbe på at få lov at opleve nu om dage.

Gør mig en tjeneste, folkens: Støt op om Black Star Riders – der er sgu ikke mange af den kaliber tilbage.