Klasse kadaver march

carcass
stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne

Sang for sang og på en skala fra "okay" til "sublimt" på kompetence skalaen ramte engelske Carcass det sidste og blev årets oplevelse på Roskilde 2014 for yours truly

CARCASS, Arena Stage, 5 juli

Tilbage i de haltende 90'ere, hvor hård rock stort set konstitueredes af verdenstrætte unge mænd fra den amerikanske vestkyst, hvis sortsyn i uklædelighed kun blev overgået af deres svedstivnede cardigans, var Carcass fra Liverpool via ikke mindst hovedværket "Heartwork" ét af de få bands, der med en vis succes holdt fanen flyvende for "rigtig" Heavy Metal.

Man kan - hvis man føler sig kaldet til vidtløftige påstande - godt hævde, at kvartetten dengang var med til simpelthen at holde genren i live. I og med at Carcass' brillante miks af ekstrem metal, harmoniforståelse og episk eminence a'la klassisk Iron Maiden stort set skabte grundlaget for senere så feterede bands som In Flames, Arch Enemy og Dark Tranquility.

Med andre ord: Carcass var blandt de fineste i genren dengang, og det er de i dén grad stadigvæk, hvad d'herrer beviste med et eftertryk som et bombenedslag i den blævrende budding, som Roskilde ellers mestendels har budt på som metal i programmet i år.

Hvorfor fa'en vi så skulle hen frem til klokken 14 søndag på denne festival, før vi fik et troværdigt tryk på dækslet rent metalmæssigt, må større skønånder end jeg afgøre. Så meget står dog fast, at Carcass fejede al konkurrence i deres genre af banen på Roskilde, før du kunne nå at sige "woaaarrrghhh!" (som man jo gør).

Fra start til slut var dette en kadaver march af kradsbørstig klasse fra et uhyggeligt velspillende band, som om nogen forstår at kombinere klassiske Heavy Metal riffs, himmelstræbende guitarharmonier og et i mange mellemstykker helt formidabelt rock'n'roll swing.

"Kom nu for fanden - eller vil I hellere ud i jeres telte og høre på ét eller andet R'n'B miks," grinede bassist og bandleder Jeff Walker i ét af mange John Cleese inspirerede øjeblikke.

"Jeg ved jo godt, I hellere vil høre dance, men vi SKAL spille i fem kvarter, ellers bliver vi trukket i løn. Så nu bliver I her fandme!"

Ironien i at denne rockfestival er sært fattig på netop rock var ikke spildt på Walker, som også brillerede med denne:

"Ta' jer sammen - når vi er færdige, sker der jo alligevel ikke en kæft før Stevie Wonder om otte timer!"

Walkers underspillede britiske humor var mere end velkommen i en genre, hvor mange af udøverne alt for ofte kommunikerer med publikum på et niveau, som oftest kun tjener til at understrege, at det endnu vil tage nogle år, før diverse intelligentsia foreninger gider ofre porto på ansøgningsskemaer til dem (hører du efter Phil Anselmo!).

Jeff Walker, trommeslager Daniel Wilding og det sublime guitarteam Bill Steer og Ben Ash's comeback album fra sidste år hedder "Surgical Steel", og det er såre velvalgt, for det er netop dét, Carcass er: rock af hærdet stål, spillet med en mesterkirurgs præcision.

Fem kvarters lise for den sorte sjæl hér på stedet efter dén tåkrummende tossekavalkade, der ellers et langt stykke ad vejen har gjort det ud for årets metal hér. Man kunne se det med det blotte øje, da Carcass lukkede festen med den mesterklasse i melodi, metal og dynamik, som er nummeret "Heartwork". Det søndagstrætte publikum headbangede med en entusiasme, som var denne øvelse i afvigende adfærd netop opfundet, smilene var bredere end Carcass' harmoniske vingefang, og min luftguitar arm var ærligt talt ved at være godt brugt. Men glade og restituerede var vi, og jeg håber ved heavy, metal og thunder at Carcass snart vender tilbage og viser endnu flere, hvad det her handler om ...

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk