Okay, dén havde jeg så ikke lige set komme.

Men lad os blot gøre, som Korn gjorde i Amager Bio i aftes, og gå direkte til stålet for at konstatere, at de californiske nu-metal veteraner gjorde det aldeles fremragende i den gamle biograf på øen.

Og det gjorde Korn så i en stilart, jeg dybest set ellers ville mene har overskredet sidste salgsdato med flere år.

Men dette band er imidlertid både veteraner og de førende på feltet og har til alle tider haft væsentlig mere substans end P.O.D., Coal Chamber, Limp Bizkit og hvad vi ellers har måttet trækkes med i "nu metal"s navn.

Klasse og kompetence kan imidlertid og heldigvis ikke holdes nede, og fra det øjeblik Korn – i øvrigt med den bedste livelyd, jeg har hørt i årevis! – lagde fra land med "Falling Away From Me" kendte denne koncert kun kvalitativt én kurs: Op, op og OP!

Og det gjaldt stort set samtlige numre. Om det var den frækt funky fætter, som er "Love & Meth" fra det nyeste album "The Paradigm Shift" eller fortidens fineste synder som "Freak On A Leash", "Shoots And Ladders" og "Got The Life" blev der leveret med vidunderlig vitalitet og overbevisende og ikke mindst smittende spilleglæde.

Publikum var på det nærmeste euforiske, og i en god times tid var Amager Bios gulv forvandlet til trampolin underlag i en grad, så jeg tog mig selv i at sende en respektfuld tanke til de entreprenører, som havde konstrueret et gulv, der kunne holde til den behandling.

Mod højderne
Korn fortjente imidlertid hvert eneste af publikums afsæt mod højderne med en koncert, hvor bandet med største selvfølgelighed trak musikken fra den benhårde rocks mest dystre og dæmoniske dybder til på det nærmeste popfornuftige refrainer. Holdt på plads og spillet til benet - ikke mindst takket være den formidable trommeslager Ray Luzier, som regulært piskede seancen frem på en diæt af lige dele swing, groove og ekvilibrisme. I øvrigt gjorde det lige i dét stykke ikke noget, at jeg ganske enkelt ikke mindes, hvornår jeg sidst har hørt så god en trommelyd live som hér.

Én koncert, som, udover at man kunne nyde Korns egne betragtelige evner, også i perioder trak velkomne minder frem om Faith No More og klassisk Marilyn Manson er det sgu’ svært af finde noget ondt at sige om ...

... Så det vil jeg undlade.

En aldeles forrygende aften med et band på toppen af dets ydeevne.