Steffen Jungersen

VB RRRWT G-930x180

KNÆGTEN, DER BLEV KONGE

Share
Michael Poulsen Volbeat

Anden del af steffenjungersen.dk's eksklusive interview med Michael Poulsen fra Volbeat – og denne gang går vi tilbage – som i HELT tilbage – til starten

Michael Poulsen Volbeat
Husfotograf Mortenssons sublime skud fra dette års Roskilde Festival

Læs første del af interviewet med Michael Poulsen her

Vi skal små tyve år tilbage – til 1994.

Det år udkom et death/black metal album med nogle unge knægte fra Ringsted, der kaldte sig Dominus. Albummet hed "View To The Dim" og var umiddelbart af et sonisk tilsnit, så én gennemspilning kunne skrælle tapetet ned fra væggen og få lytteren til at overveje det betimelige i at flytte til en beskyttet bolig i Bangla Desh.

Med andre ord gik det ret hårdt for sig på det album.

I spidsen for Dominus stod en grumt growlende ung mand helt i sort. Langt sort hår, sort tøj, sortsyn og behængt med omvendte kors og pentagrammer, som en hilsen til en vis herre, som residerer et sted, hvor der efter sigende også er ret mørkt.

Den unge mand var Michael Poulsen.

Siden blev denne Poulsen jo pænt berømt. Ja, rent faktisk blev han rockstjerne i Volbeat – et navn, som så er en sammentrækning af ordene "volumen" og "beat" og taget fra titlen på det tredje Dominus-album fra 1997, som hed "Vol.Beat".

Jeg mødte første gang Michael tilbage i 1994. Ét møde vi begge tydeligt husker og som fik undertegnede til at bede Poulsen om at tænke tilbage på dengang ... og så i øvrigt fortælle hvordan det føles i dag, hvor Volbeat er slået igennem i Europa og USA, mens både Japan og Australien kalder på dem.

Sort i sort
"Jo da, det kan godt virke surrealistisk, når man finder gamle billeder, fra dengang man stod med dårligt hår, lang sort cottoncoat, militærstøvler og seks omvendte kors om halsen," griner Michael.

"Der stod man i et lille omklædningsrum i en danseskole i Ringsted og havde formet et to mands death metal band, vi kaldte Satan's Servants og som så senere blev til Dominus.

Min gamle skolekammerat Carsten og jeg stod så dér med en – ja, undskyld! – stjålet forstærker, en guitar, en lilletromme, en stortromme og et par bækkener, og så var der så tilpas meget rumklang i lokalet til, at jeg kunne growle løs uden sanganlæg."

Som Michael smilende husker kom der "tilpas godt med ondskab" ud af dét, inden han fortsætter:

"Min mormor boede lige ved siden af danseskolen, så vi måtte ned i hendes kælder og slæbe vores ting over i skolen, når vi skulle øve. Men så havde vi jo også samtidig et sted at gemme den stjålne forstærker.

På danseskolen gav vi så tyve kroner pr. gang for at få lov til at udgyde satans værker i et par timer. I dag kører vi i Volbeat rundt med fire lastbiler og to tourbusser med crew og grej. Dengang kunne jeg have både vores anlæg og det andet bandmedlem på min cykel.

Så jo, gu' er det surrealistisk at tænke på nu."

Spiser indianere børn?
Når man har kendt Michael i tyve år, er der da også meget langt fra Poulsen i Dominus til den Michael, han er i Volbeat. På nogle måder ja. Men ikke så meget på andre, afslører han. Han var og er stadig musiker, og så er han først og fremmest én af de mest dedikerede musik FANS, denne skribent kender.

"Ja, jeg kan jo godt huske dengang, du første gang ringede til mig i Ringsted, og vi skulle lave vores første interview sammen til BT. Dengang var jeg vel sidst i teenage-årene og – som nævnt før – med det dér lange sorte hår og behængt med pentagrammer og omvendte kors," griner Michael.

"Jeg kan huske engang, jeg sad i toget på vej ud og øve i Roskilde. Der sidder en lille pige med sin mor og kigger forbavset eller måske snarere skræmt på mig og ender med at spørge sin mor om indianere spiser børn...
... politiet begyndte også at ringe til mine forældre, fordi der havde været noget hærværk på kirken i Ringsted, og det mente de måske nok, jeg kunne have noget med at gøre, for de lokale medier skrev om "det farlige, uhyggelige og sataniske Dominus"."

??

"Men det havde jeg altså ikke noget med at gøre. Jeg måtte fortælle dem, at jeg kun havde pisset op ad kirkedøren engang (latter). Men de gjorde altid et stort nummer ud af at stoppe mig, når jeg kom gående oppe i byen. Bare fordi man så lidt anderledes ud."

I dag mindes Michael Poulsen dagene med Dominus med glæde og ikke på grund af det slid, det vitterlig var at få bandet til at køre.

"Dominus var jo på en eller anden måde starten på det eventyr, vi er i gang med nu," funderer han.

"Jeg er stolt over og kan stadig stå inde for de ting, jeg lavede i Dominus. Både det musikalske men også de interview, der kørte meget på satanisme dengang

I dag er jeg ikke satanist, for jeg er simpelthen ikke troende. Jeg tror dog på den spirituelle verden, og jeg har haft nogle vilde, dystre og smukke oplevelser, som har bekræftet mig i, at den åndelige verden eksisterer ...

... i Dominus fik jeg også de første indblik i musikbranchen som den business eller det cirkus, den er. På godt og ondt. Man havde jo ikke mønt til noget, så man måtte gøre det hele selv. Så ud over musikken stod jeg også for booking, merchandise, flyers, transport og management, og sådan var det også i starten i Volbeat."

Mødet med kongen
"Vi kørte rundt på cykel om natten og hængte plakater op med syltetøj, fordi der ikke var råd til andet. Og så kunne man selvfølgelig starte forfra næste dag, fordi nogle andre havde klistret noget andet oven på.
De få lommepenge man havde blev altid brugt på death metal plader inde i Rockuglen (legendarisk københavnsk pladebutik, som i dag ligger på Frederiksborggade, red.) på death metal plader."

Michael griner igen.

"Jeg kan sgu' også huske engang, hvor vores bassist Krølle solgte sine møbler, så vi kunne få penge til at lave vores andet demobånd. Hans kæreste gloede godt nok en ekstra gang, da hun kom hjem og så, at sofaen var væk."

Det var også dengang, Michael første gang mødte ét af sine største idoler – King Diamond. Det skete takket være den legendariske pladeforhandler og manager Ken Anthony. Han var – og er – én af King Diamonds venner, og Anthony mente, at Michael og King måtte mødes, da der var flere ligheder mellem dem.

"Jeg sov ikke hele natten, da jeg skulle med toget til København for at møde mit kæmpe idol, som også skulle give koncert i byen om aftenen," husker Michael.

"Jeg solgte min elskede BMX Raleigh cykel for at få råd til koncertbilletten (latter). Mine forældre havde ganske vist forinden givet mig penge til billetten, men de penge havde jeg for længst brugt på LP'er.
Min far blev sgu' lidt sur, da han fandt ud af, jeg havde solgt min cykel. Men han kunne alligevel ikke lade være at synes, jeg også var lidt smart. For han var jo nødt til at give mig en ny, så jeg kunne komme i skole."

Dominus gik hver til sit ved årtusindeskiftet, og Michael fortsatte i 2001 med det helt anderledes rock'n'roll orienterede Volbeat. Men han fortryder ikke, at han ikke gik den vej noget før.

No regrets
"Jeg fortyder absolut ingen ting! Det hele har givet mig erfaring og endnu mere gå-på mod," slår Poulsen fast.

"Det er vigtigt at være ærlig overfor dig selv og dine fans, og jeg kunne mærke, at jeg til sidst kom for langt væk fra den death metal stil, som Dominus var. Så hellere starte forfra under et andet navn og gøre plads til alle de genrer, jeg var og er inspireret af.

Jeg elsker old school death metal, men det var bare ikke nok for mig mere. Alle mulige andre genrer stod så at sige og konstant bankede på i hjertet på mig. Så er det om at holde fast og tro på sig selv og ikke være påvirket af, hvad andre mener.

På den måde kommer de bedste og mest ærlige resultater."

Sangeren uddyber:

"Jeg synes, det er megasejt at bands som Slayer, Motörhead og AC/DC fra starten har fundet deres lyd. Du ved, hvad du får, når du køber noget med dem. Men de bands er også unikke, og jeg tror ikke, de VIL lave noget anderledes.

Et band som Paradise Lost derimod startede som et megatungt doomband, og jeg tror sgu' ikke nogle af deres bands havde regnet med, at de en dag ville lyde som Depeche Mode. Det kostede dem en helvedes masse fans, og de måtte bruge lang tid på at bygge en ny fanskare op.

Der skulle de måske have skiftet navn i stedet. For mit eget vedkommende syntes jeg, det var passende at skifte navn dengang og blive til Volbeat.

Det ville jo også være mærkeligt, hvis Deicide beholdt deres navn men pludselig lød som Status Quo, ikke? Og så vil jeg lige sige, at jeg holder meget af Paradise Lost, Deicide og Status Quo i øvrigt."

Ild og flid
Og dermed tilbage til Volbeat, som i skrivende stund er ved at runde deres USA-turné af som hovednavn foran bl.a. Airbourne og H.I.M.

Nu hedder næste turné Europa med start 11. oktober i Milano, Italien. I det nye år venter Australien, som sammen med Japan er de to seneste lande, der har kastet sin kærlighed på Volbeat. Egentlig utroligt at bandet efterhånden kan holde til det.

Men ikke hvis man spørger Michael Poulsen.

"Vi har en ild og en arbejdsflid i dette band, som nok på nogle tidspunkter tangerer noget umenneskeligt. Vi kan så holde til det, fordi vi elsker det hér og stadig synes, det er sjovt og spændende. Nå ja, og så har vi altså måttet lægge vores livsstil om for at kunne holde til det," siger Michael, som selv i de senere år er blevet meget bevidst om både at holde sig i form og spise rigtigt.

"Vi tager ingen ting for givet og bliver ved, til det ikke er sjovt eller spændende mere. Der er da perioder, hvor det ikke er så sjovt, men på hvilken arbejds- eller legeplads er det lige det?
Jeg synes, det er helt vildt spændende at tage hul på Japan nu. Vi har for nylig spillet et par koncerter med Metallica derovre, og jeg var meget overrasket over at de kunne synge med på sangene, for vores skiver er lige udkommet derover.

Jeg elsker simpelthen det folkefærd. De er så inspirerende, og jeg følte faktisk, at jeg fik noget med med hjem fra dem som jeg endnu ikke kan sætte ord paa. Jeg kan slet ikke vente med at komme tilbage i 2014."

Således talte han så. Michael Poulsen – den unge satanist fra "dengang", som i dag på det nærmeste er blevet rockens fremmeste fortaler for, at man skal opføre sig ordentligt og så i øvrigt aldrig glemme de fede tider.

Det forsømmer han i hvert fald sjældent at påpege.

"Jamen, hvis det er sådan, man ser mig, tager jeg det da som en stor kompliment. Denne branche er jo for fanden fyldt med for meget pladder, smålighed, knive i ryggen og folk med for små sko og ondt i røven," siger Michael Poulsen, inden han slutter:

"Der er snart ikke grænser for, hvordan folk vil udstille sig selv og andre bare for at blive set og hørt og putte plaster på deres egne sår. Stå tidligt op, arbejd hårdt, lær af dine fejl, få erfaring og respekter dig selv og dine medmennesker.

Så skal du nok nå et rigtigt godt stykke ad vejen ..."

Share
 

PLAYLIST – MICHAEL POULSEN

Michael Poulsen lytter pt. til disse nye udgivelser, mens har er på turné i USA med Volbeat:

BIFFY CLYRO "Opposites" (Warner Bros. 2013

IGGY POP "Lust For Life" (EMI 1977 – "Ja, jeg har altså først lige fået den på cd, så den er ny for mig!"

GORGUTS "Colored Sands" (Seasons Of Mist 2013)

TRAVIS "Where You Stand" (RTB 2013)

GLASVEGAS "Later... When TV Turns To Static" (BMG 2013)

 

MICHAEL POULSEN AFSLØRER

"Hér der de 15 skiver, jeg aldrig tager på landevejen uden"

BLACK SABBATH - ”Live Evil”

ELVIS PRESLEY - “From Elvis In Memphis

SOCIAL DISTORTION - “White Light - White Heat - White Trash”

JOHNNY CASH - “Ring Of Fire… The Best Of…”

MANIC STREET PREACHERS - “alt”

METALLICA - “… And Justice For All”

AUTOPSY - “Severed Survival”

DEATH - “Spiritual Healing”

KING DIAMOND - “Conspiracy”

RAINBOW - “Best of – egen blanding”

MOTÖRHEAD - “Bastards” -

DIO - “Best Of…”

BRUCE SPRINGSTEEN - “Best of – egen blanding”

SLAYER - “Reign In Blood”

AMORPHIS - “Tales From The Thousand Lakes”

 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Music has generally involved a lot of awkward contraptions, a certain amount of heavy lifting.

_ Tom Waits

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk