Det var én af de dage ...

Én af de dage hvor ens snigende mistanke om, at det hele går ad helvede til, var faretruende tæt på at skifte karakter fra mistanke til konstatering.

Én af de dage, hvor den første man mødte på gaden som det naturligste kun blev overgået i idioti af den næste.

Én af de dage hvor man ret seriøst overvejede, om man egentlig havde gang på jorden ... og i så tilfælde; hvorfor egentlig?

Én af de dage hvor modgangen myrdede medgangen.

Ét af de dage hvor selv begrebet "gå i sort" forekom at være en vandring mod lysere tider ...

... well, som talrige tænkende skønånder igennem historien har følt sig kaldet til at påpege: når nøden er størst er hjælpen nærmest.

En påstand, det fornemme Shotgun Revolution så følte sig kaldet til – kun få kilometer fra mit dunkle domicil – at føre bevis for med endnu én af efterhånden adskillige livsbekræftende opvisninger i rock'n'roll og kærlighed til samme, jeg har oplevet dette fine foretagende levere.

Og så siger man TAK (!), når det amagerkanske sammenrend allerede få takter inde i indledende "Not Your Enemy" knaldede klovne-kvotient og overfladiskhed ad helvede til og restituerede troen på, at den hér satans labyrint, de kalder livet, nu nok er værd at forsøge at navigere igennem, når plektret bare rammer stålstrengene på den rigtige måde.

Overbevisning
Se, nu har rockmusik mange fine kvaliteter, men én af de fornemmeste af samme er sgu', at rock'n'roll leveret af de rigtige kan hive én op til og et stykke over overfladen igen, når man egentlig bare er så monumentalt træt af det hele, at man faktisk gerne forblev nedgravet.

Den kvalitet – om nogen – besidder Shotgun Revolution til overflod.

Hvorfor man endnu engang i Amager Bio denne aften måtte undres over, hvorfor denne pragtfulde kvintet ikke har et langt større fanfølge, end de har. For der er simpelthen ikke noget ved Shotgun Revolution, der ikke er grund til at holde af: de spiller sten- og stilsikker tidløs rock a'la AC/DC, Guns N'Roses og en reel flotille af firserfænomener, og dertil spiller de nok så vigtigt den vare med en overbevisning og en rasende determination, som i sjælden grad overbeviser om, at det hér ikke alene er dét, de vil. Det er det ENESTE, de vil!

Og så kunne man i øvrigt atter engang lade højre hånd spille en åben A-akkord på luftguitaren, mens venstre kærtegnede plastickruset, da Shotgun Revolution med "S.O.B.", "Hustled'N'Played", "Constantly", "No Good Bstrd" og "I Don't Care" på det fineste spillede éns personlige dæmoner tilbage i deres huler.

Så nu skriver jeg det altså igen: Shotgun Revolution er et formidabelt rockband. Sanger Ditlev Ulriksen, de fremragende guitarister Martin Frank og Henrik Berger, bassisten Michael "Tex" Venneberg og den på en gang præcise og skødesløst storswingende trommeslager Kasper Lund overbeviser ganske enkelt på en måde, så tanken jo rammer:

Jamen, hvis de knægte var et andet sted end lige akkurat oppe på dén scene dér, ville de jo også være et forkert sted.

Så jeg siger tak – igen! – for endnu en forrygende aften, som tilmed blev afsluttet med en rivende rå version af min personlige favorit "What You're Doing To Me" – i aftenens anledning udvidet og afsluttet med Metallicas "Enter Sandman" riff ...

... og nu har jeg det så meget bedre.