Så morbidt det end måtte forekomme, var der en umiskendelig stemning af, at ”vi må hellere få ham set en sidste gang” før Iggy Pops koncert på Frederiksberg torsdag aften. Siden Lemmy fra Motörhead tog afsked med denne verden 28. december sidste år, og David Bowie – Iggy Pops mentor om nogen - løste billet samme vej to uger senere, har manden med leen som bekendt svinget samme skarptslebne apparatur lovligt lystigt.

Og Iggy Pop er trods alt nu blevet 69 år.

Okay, udgangspunktet var således nok morbidt, og Iggy er på mange måder én af ”The Last Men Standing” fra rockens guldalder. Til gengæld var han ikke mange sekunder inde i åbningsnummeret ”Lust For Life”, før man – heldigvis – var ret sikker på, at han nu nok også bliver stående i en årrække endnu.

COOL
Bliver stående som han stod dér. Cool som Humphrey Bogart på en isflage og autentisk som en spytbakke på en mexicansk bikerbar – for ikke at tale om rå og rigtig som en velhængt blodig bøf. Og så naturligvis med den dér ”fuck you!” attitude intakt, som mere end et vræl mod himlen signalerer ”ja, mig får du sgu’ ikke lige med det første, kammerat!”

Okay, med en sætliste, der koncentrerede sig om mandens seneste album ”Post Pop Depression” og de to David Bowie producerede klassikere, ”The Idiot” og ”Lust For Life”, fra 1977 savnede i hvert fald jeg noget af den råhed, jeg har oplevet Iggy føre til torvs ved tidligere koncerter. Det er sikkert nærmest bespotteligt at skrive den slags, men det får være: Det i øvrigt glimrende band med Queens Of The Stone Ages Josh Homme som kapelmester var vel lige en anelse for fersk som backing for en potentiel rock’n’roll orkan som Iggy Pop.

SVÆRT TILFREDS
Det får så være og er vel også en smagssag, for et rigtig langt stykke ad vejen har vi med fremragende numre at gøre hér, og hvad de sange et andet stykke ad samme vej så ikke måtte have i rock’n’roll råhed, har mange af dem til gengæld rent stemningsmæssigt.

Netop som man tre kvarter inde i koncerten stod dér og tænkte, at nu måtte der sgu’ godt snart ske noget, satte mand og band i med en fremragende ”Tonight” fulgt op af seje ”Sunday”.

Derfra gik det kvalitativt faktisk kun opad, og specielt gamle ”The Passenger” og ”China Girl” i komplet ustyrlige udgaver kunne såmænd have reddet aftenen alene.

Vor hovedperson med den gennem næsten 50 år ofte udstillede arrede torso smilede svært tilfreds over udviklingen af tingenes tilstand, og det var sgu’ svært ikke at smile med  ham.

Og det manglede da i øvrigt også bare . . .