“So many of my friends have gone
Maybe my time ain't long
I promise 'til the day I die
I'm gonna keep these blues alive. . .”

Ordene stammer fra nummeret ”End Of The Line” på Buddy Guys – fantastiske! - seneste album, “The Blues Is Alive And Well”. At den 82-årige guitarist og sanger også i dén grad er mand for sine ord, beviste han ved den majestætiske mesterklasse i ”the blues”, som var hans koncert i Næstved lørdag aften.

Seks årtier inde i karrieren er George ”Buddy” Guy, som ovenstående tekstbid lader ane, den sidste overlevende af de store bluesmen ”fra dengang” – BB King, Howlin’ Wolf, Bo Diddley, John Lee Hooker, Willie Dixon og Buddys første arbejdsgiver, Muddy Waters er alle væk nu.

Ingen af dem kunne dog få en bedre eller flottere hyldest end deres gamle kammerat Buddy Guys opvisning i Næstved. Med et band i ryggen ligeså suverænt swingende som de var stramt spillende lod Buddy Guy sin Stratocaster lyne i velgørende voldsomt vitale versioner af BB’s ”Rock Me Baby”, Lee Hookers ”Boom Boom”, Dixons ”I Just Wanna Make Love To You” og ”I’m Your Hoochie Coochie Man”.

Fremragende!

DAMN RIGHT
Efter at have åbnet med en ”Damn Right, I’ve Got The Blues” og et par guitarsoli, der kunne have trukket tårer af en torturbøddel, fik vi fem kvarters anskueliggørelsesundervisning i ”The blues”. Undervisning i at blues ikke er tilnærmelsesvis så nem at spille, som ham den fløjlsbuksede, mugne majspibe type henne i hjørnet på dit lokale værtshus tror, når han endnu engang proklamerer, at han ”woke up this morning” og dermed kun overbeviser om, at det havde  han ærligt talt ikke behøvet.

Næ, mestrene spiller (og spillede) the blues som musikalske opdagelsesrejser, hvor man begynder at spille et nummer, og så stopper man ikke igen før alle muligheder og omveje i nummeret er afprøvet og besøgt.

Således var det vel kun den følte og mesterlige (dét ord igen!) version af John Hiatts ”Feels Like Rain”, der blev afviklet på under fem minutter, mens resten af forestillingen var lange ekskursioner, hvor der i sangene blev plads rundgange med eksempelvis Creams ”Sunshine Of Your Love” og Jimi Hendrix’ ”Voodoo Chile.

Ja, selv Hendrix skyldte hos Buddy for både dét, han spillede og den tone, han gjorde det med.

Clapton? Han har ikke brilleret på denne måde i 40 år, så skulle vi ikke bare lade den og ham ligge.

DET STØRSTE TRÆ
Ja, man skulle nok have været der, da denne ualmindeligt livsbekræftende aften kulminerede med, at Buddy Guy tog en spadseretur rundt i salen under ”Who’s Makin’ Love To Your Old Lady” og gav publikum en række gnistrende guitarsoli up-front.

Hvis du aldrig har forstået, hvorfor Keith Richards i et rørende øjeblik i Rolling Stones filmen ”Shine A Light” forærer Buddy Guy sin guitar for åbent tæppe, skulle du have været i Næstved lørdag aften.

Buddy Guy er nemlig ikke alene den sidste overlevende af den gamle garde. Han er også stadigvæk det træ i skoven, der får de andre gevækster til at ligne stiklinger fra en altankasse.

Se, jeg har mødt Buddy Guy et par gange, og dette venlige og beskedne menneske kunne nok aldrig drømme om at sige sådan noget, men koncerten i Næstved var altså – hørt udefra – først og fremmest en hyldest til manden selv.

Og til hans samtidige.

Og til den blues, han spiller bedre end alle de andre. . .