For et par år siden udgav det selvbestaltede The Greatest Rock’n’Roll Band in The World det eksorbitante bokssæt “The Rolling Stones Studio Albums Vinyl Collection 1971 – 2916” med de femten album, bandet udgav i de år, remastrede på halfspeed.

Problemet var dog dér for et par år siden, at man ikke kunne købe de pågældende albums separat, hvis man kun var interesseret i et par af disse udgaver fra Stones’ skatkiste. Prisskiltet på boksen gjorde således, at flere ellers forbenede fans af bandet fandt sig selv i det dilemma, det nu engang er, når man skal afgøre med sig selv, om man nu skal købe Stones seneste udgivelse eller en firelænget gård på Falster.

Men nu kan såvel Stones-fans som ejendomsmæglere på Falster ånde lettede op, idet Stones i løbet af sommeren har gjort de pågældende remastrede album tilgængelige hver for sig (bortset fra ”Goats Head Soup”, som kommer i en helt særlig version, som du kan læse mere om hér på sitet senere).

JA, DET KAN SVARE SIG
Spørgsmålet er naturligvis så, om det kan svare sig at investere i endnu en omgang genudgivelser af album, som mange nok har i samlingen allerede?

Og svaret er faktisk et rungende JA! Med forbehold i nogle tilfælde.

Ejer man kun de ganske gyseligt lydkomprimerede, remastrede CD-udgivelser fra 1990’erne, er der overhovedet ingen forbehold. I og med at teknikeren Miles Showell fra Abbey Road studierne på én gang har bevaret og – utroligt nok – i nogle tilfælde forbedret disse indspilningers oprindelige lyd.

Af samme grund bør både vinylelskere samt ejere af de originale udgivelser også være opmærksomme på disse album.

Showell har nemlig gjort et fornemt stykke arbejde med disse half speed mastereringer (kort forklaring: en omstændelig proces, som gør det muligt i højst mulig grad at accentuere, hvor det er påkrævet, det modsatte, hvor det er dét, der kræves, samt at ”rense” lyden, hvor dét turde være nødvendigt).

LOS I RØVEN
I første omgang er disse versioner et længe tiltrængt los i den mugne fløjlsbukserøv til de tresser- og tidlige 70’er puritanere, som til stadighed – i det omfang nogen af dem stadig er i live – hævder, at Stones ikke har lavet noget ”relevant” siden 1972 og dobbeltalbummet ”Exile On Main Street”. Velsagtens fordi hårbevoksningen er groet så tæt i ørerne, at det kniber med hørelsen.

Den luft og dynamik, Showell har (gen)skabt i disse udgaver, kombineret med et kærligt hensyn til hvert eneste instrument – ikke mindst den rytmiske bund skabt af skiftende bassister og trommeslager Charlie Watts – trækker simpelthen et langt stykke ad vejen alt det bedste frem i indspilningerne.

Én af hemmelighederne ved Stones og årsagen til, at jeg til dato stadig ikke har hørt et coverband, der kunne spille deres sange ordentligt, er den måde, bandets medlemmer på én gang rytmisk spiller op til og imod hinanden – bedst eksemplificeret ved den måde chefguitarist Keith Richards og skiftende andre guitarister spiller sammen på. Det, Richards selv meget præcist har kaldt ”the art of weaving”. Et rytmisk facetteret lydtæppe vævet over trommeslageren og bassistens fleksible rammer.

Det er dén metode, der giver Stones selve deres lyd, men det er også  grunden til bandets helt særegne swing – og Stones swinger som en bataljon af strippere på et con amore job – og ingen har nogensinde været i stand til at gøre dem det efter.

KÆRLIG OMFAVNELSE
Med den indgang er det klart, at det er en hel del om at gøre, at man kan høre alt, hvad der foregår i bandet. Og det er dét, Showell et langt stykke ad vejen er lykkedes med hér. Stones har gjort det før med på den omfattende og formidable opsamling, ”Grrr!”, i 2012, hvor man nærmest havde det, som sad man midt i gruppens øvelokale.

Det er det samme, når man på disse udgivelser hører – som nogle få eksempler – percussionoverfaldet på den funky ”Back To Zero” (fra ”Dirty Work”, 1986), den kærlige omfavnelse af Mick Taylors guitar på ”Time Waits for No-one” og ”Fingerprint File” (”It’s Only Rock’n’Roll”, 1974), den robuste behandling af klassikeren-for-kendere ”Hand Of Fate” (”Black And Blue”, 1976).

Som helhed har bandets comebackalbum fra 1989, ”Steel Wheels”, næppe nogensinde lydt bedre, ligesom jeg kan glæde eventuelle overlevende blandt de førnævnte puritanere med, at det har ”Exile On Main Street” heller ikke. Den har aldrig haft så meget bund og luft i lyden, som tilfældet er i denne udgave.

SONISK FØRERGREB
Manges opmærksomhed – inklusive min egen – vil så især være på bandets to udgivelser i 1990’erne, ”Voodoo Lounge” (1994) og ”Bridges To Babylon” (1997). Begge har hidtil kun været tilgængelige i de begrænsede tryk fra det vinylfattige årti til mellem 600 og 1.000 kroner stykket.

”Voodoo Lounge” er i mine øjne ét af Stones’ bedste album, og den gode nyhed er, at Don Was’ i forvejen muskuløse produktion hér har fået endnu et nøk takket være Miles Showell. Sange som ”Love Is Strong”, ”You Got Me Rocking”, ”I Go Wild” og bluespastichen ”Brand New Car” lægger dig i sonisk førergreb fra starten, mens balladerne ”Blinded By Rainbows” og ”Out Of Tears” løsner grebet og kærtegner dig bagefter.

Én af de plader, hvor man for sit indre blik ser Mick Jagger stå med den ene hånd på hoften og den anden med knyttet næve forlangende svar på spørgsmålet:

”Nå, var der ellers noget?!”

Vinyludgaven af den ellers alt for undervurderede ”Bridges To Babylon” er mere problematisk. Modsat de andre udgivelser synes numre som ”Flick The Switch”, ”Gunface”, ”Already Over Me”, ”Saint Of Me” og ét af Stones’ bedste numre nogensinde (ja, virkelig!) ”Out Of Control” hér i nogen grad at savne det punch, de havde på den oprindelige CD-udgivelse i 1997. Her hører det nok med til historien, at ”Bridges. . . ” med oprindeligt seks producere ind over utvivlsomt har været meget svær at have med at gøre i remastering processen.

Tag ikke fejl; denne her er god, men hér er den oprindelige udgave i sandhedens tjeneste at foretrække for andre end de mest fundamentalt troende vinyldisciple.

Det ville kræve en bog at gøre The Rolling Stones’ produktion efter ”Exile. . .” den retfærdighed, de mange plader og pragtfulde sange, dette enestående band har givet os siden 1972, har fortjent.

En bog, jeg faktisk også har tænkt mig at skrive!

Men indtil da må I tage mit ord for, at The Rolling Stones med disse genudgivelser endnu engang understreger, at de i de bedste øjeblikke – og dem er der til overflod mange af hér – er dét, en eksalteret konferencier døbte dem engang for over 50 år siden:

“The Greatest Rock And Roll Band In the World.”