Machine Heads nådesløse triumftog

En orgiastisk symbiose mellem Robb og Co. og det dedikerede publikum blev garant for en aften, hvor dobbeltpedalen var i bund og begejstringen aldrig kom under 11.

Machine Head, Store Vega, 29. november.

Klichéernes højborg presser sig på for at nævne noget med en gnist og et inferno i VEGAs store lokale, men der er nok en årsag til, at klichéer eksisterer. Denne aften var Machine Head årsag til, at sikkerhedsvagterne i den københavnske kongressal formentlig var på nippet til at evakuere stedet af frygt for et hul i gulvet fra massernes buldrende hoppen, dirigeret af forsanger Robb Flynn, og ditto guitarist Phil Demmel veltilrettelagte fræsen på spaden, der varslede ild i taget. Der ligger måske en forklaring af Da Vinci'ske dimensioner i, at Vegas ruder-udsmykning under balkonen ligner Machin Heads logo: De ejede stedet denne aften!

Da først det højlydte, messende 'MACHINE FUCKING HEAD!' med dertilhørende monopolistisk stampen - som Robb senere kaldte det - blev omsat til gjaldende jubel til tonerne af første hymne fra bandet i form af sangen 'Imperium', så vi os ikke tilbage resten af koncerten. Benævnte anmelder befandt sig omkring midten oppe foran scenen, men efter tredje nummer, den episk thrashede 'Now We Die' fra deres nyeste skæring, måtte jeg fortrække til sidelinjen, da Machine Heads mest hårdkogte undersåtter ved pitten – af gode grunde – ikke kendte til begrebet 'lad os lige stå stille i fem sekunder'. Klichéen med gnisten, der tændte infernoet, var atter den bedste metafor at hive op af hatten her.

Aldrig en dårlig dag på kontoret
For tre år siden i Amager Bio; tidligere i år Voxhall i Aarhus og fanden galme om ikke Robb og hans kumpaner i Machine Head havde tænkt sig at fortsætte i samme højoktans gear og lave en tre-på-stribe af sejrsgange over det danske land! Med 'Killers and Kings' oplevede jeg Store Vegas nok største circlepit, hvor væggene var på kanten til at bule udad og føje til listen over sikkerhedsfolkenes indre kvaler. Jeg fortrak atter et skridt bagud i ærefrygt over den evne, hvorved Robb formår at tildele publikum alt fra kærlige klaps til skønne los i løgene. En dirigent af Satans nåde var vi vidne til denne aften.

Setlisten var et fremragende sammensurium af nyt og gammelt, hvor sidstnævnte skal give konnotationer af vin, der bliver vildere med årene end udtværede klassikere, der hyler efter en plads på plejehjemmet. Fra 'The Blood, the Sweat, the Tears' til den akustiske fremførsel af 'Darkness Within' til publikums-pleaseren med lukkeren 'Halo' var alle fra fremmødte Machine Head-jomfruer til velbevandrede kendere udi bandets bagkatalog ganske godt tilfredse – for at underdrive.

Superlativerne kommer til kort i beskrivelsen af gutternes kaskade af Thrash-melodier blandet med publikums eufori over at se deres gamle venner. Jeg opfordrer til en kategori over beskrivelsen af den slags metallisk frembrusen: Machine FUCKING Head. Slutteligt blev jeg underdanigt suget ind i malmstrømmen ved pitten igen: Jeg måtte overgive mig. Alt andet end en karakter af 6seks6 i denne sammenhæng ville være en forbrydelse mod Heavy Metals væsen, og alt hvad den står for. Amen.