Se, det er jo så lige hér, jeg sagtens kunne iføre mig stakkevis af sprog-ekvilibristers styrtleverende digterkyse og kaste om mig med mangesidige metaforer og så hilse at sige, at dét da godt nok var vældigt vederkvægende således at få lov at marchere mindelunden igennem, plukke sammes smukkeste vækster og til éns glæde konstatere, at samme også holdt med struttende kronblade, efter man var kommet hjem.

Nå okay, det har jeg så gjort, ser jeg. Undskyld.

Men sprogblomsterne måtte frem, folkens. Takket være den næsten 50 år gamle musikalske konstellation, skotske Nazareth, som – til min store overraskelse – mandag aften i Amager Bio leverede deres klassikere mere levende og veloplagte, end jeg kan huske, jeg nogensinde har hørt dem gøre.

Godt gået af et band, som trods frafald pga. dødsfald og sygdom i bandet stadig er på landevejen. Godt gået af et band, som havde deres storhedstid i første halvdel af 1970'erne med albums som "Razamanaz", "Loud'N'Proud" og "Hair Of The Dog" samt hits som "Broken Down Angel", "This Flight Tonight" og "Love Hurts".

FESTEN FORTSÆTTER
Siden er meget af bandets hjemlands nationaldrik løbet i stranden, og da deres karismatiske oprindelige sanger, Dan McCafferty, for få år siden måtte trække sig tilbage af helbredsmæssige årsager, tænkte man egentlig, at de sidste dråber var suget ud af whiskyflasken og festen dermed forbi.

Det var så ikke tilfældet, viste det sig i Amager Bio. Bandets sidste oprindelige medlem, bassisten Pete Agnew med et band bestående af sønnen Lee på trommer, guitaristen Jimmy Murrison og den fremragende sanger Carl

Sentance leverede bandets klassikere med en overbevisning, en kærlighed og en åbenlys spilleglæde, så man ærligt talt skulle tro, de havde skrevet dem i søndags.

Således stod man dér og sang lykkeligt – LYKKELIGT, siger jeg Dem – med på "Silver Dollar Forger", "Holiday", "Razamanaz", "Bad Bad Boy" og "Hair Of The Dog". Hér har jeg så ikke engang nævnt måske bandets to bedste numre; "Miss Misery" og den fabelagtige udgave af Nils Lofgrens "Beggars Day", som de selvfølgelig også spillede

IMPONERENDE
Det hele var tight som en søpølse i cellofan, og især Carl Sentance imponerede. Det er sgu ikke nemt at overtage mikrofonen efter en sanger så distinkt som Dan McCafferty, men Sentance gjorde det! Aldeles fremragende.

Da de nåede bandets ganske enestående udgave af Everly Brothers' "Love Hurts", som i parentes bemærket er den eneste rockballade udover Thin Lizzy's "Still In Love With You", der nogensinde har trukket tårer af mig, var alle parader nede.

Denne aften var jeg – indrømmet - mentalt et sted, hvor jeg simpelthen havde brug for den sang. På den rigtige måde. Jeg fik den på den måde. VI fik den på dén måde. Og den TRAK tårer. Igen.

Det hedder – mine damer og herrer – "the power of rock and roll". Det var håndspillet (Justin Bieber fans må google begrebet), det var ægte, det var spillet af kærlighed som sagt, og de laver dem simpelthen ikke på den måde mere.

Eller snarere; det gjorde Nazareth så mandag aften. Jeg mødte en gammel ven på vejen ud fra Amager Bio – vi havde travlt begge to og ikke tid til at snakke om oplevelsen, men de smil, vi sendte hinanden, sagde jo for fanden også det hele.

Vi havde således plukkede de smukkeste blomster i Mindelunden, og de sange holder nok også de næste 50 år. Selv om vi næppe selv gør. . .