Se, hvis dette album havde været tilgængeligt for Den Spanske Inkvisition og elektriciteten opfundet dengang, havde de bevidste bødler omgående kasseret de torturredskaber, de normalt anvendte, sat ”Blue Lightning” på, lænet sig tilbage og set de skrigende syndere omfavne katolicismen og angre deres synder, før man kunne nå at sige ”Vorherrebevares”.

På Yngwie Malmsteens nye album forsøger han via ét af de mest kyniske og unødvendige musikalske massemord på en række klassikere, det har været min ulykke at være udsat for, at overbevise os om, at også han har sit musikalske udspring i ”the blues”.

Albummet havde været hysterisk morsomt, hvis det havde været lavet med et glimt i øjet som et eksempel på i hvilket beskæmmende omfang, man kan smadre klassiske sange. Hvis man altså absolut ingen respekt har for dem og dertil en fornemmelse for, hvordan de skal spilles, der ville gøre en beruset lirekassemand i en baggård i Sydhavnen ære.

Og ”lire” er det operative ord her i øvrigt.

Nu er de færreste vel efterhånden imidlertid i tvivl om, at Yngwie har et glimt i øjet som en muldvarp og en humoristisk sans som en tømmermandsplaget torturbøddel (dér var der sgu sådan én igen), hvad anbedrager hans egne præstationer.

Med en produktion og et miks, der gør Van Gogh ære, sørger Malmsteen selvfølgelig for, at hans guitar er her, dér og alt for mange steder, mens han med en finesse som en flodhest til hofbal tæver klassikerne til døde. Klassikere som Stones’ ”Paint It Black”, ZZ Tops ”Blue Jean Blues”, Beatles’ ”While My Guitar Gently Weeps” og gudhjælpeme ”Smoke On The (bloody) Water”.

Der er flere toner i Malmsteens hysteriske musikalske epo-leverancer i ét nummer, end de fleste rigtige bluesguitarister har brug for i en hel karriere.

RENDEGRAVER
Hvor en god regel for bluesguitarister altid har været ”less is more”, har Yngwie som sædvanlig brugt princippet ”for meget er stadigvæk for lidt”. Og det er – ja, undskyld – fandeme alt for meget.

Han spiller blues med en feeling som en rendegraver og med absolut intet begreb om dynamik.

Dertil er lyden aldeles rædselsfuld, selv om det er Hans Højhed selv, der har produceret. Dette album lyder simpelthen, som om det IKKE ER produceret – lyden har absolut ingen struktur og ingen definition, og backingen for Malmsteens masturbation lyder som et musikalsk mudderskred, der overhovedet ikke lader dig høre detaljer i andre instrumenter end guitaren.

Sådan kan det gå, når en ellers talentfuld kunstner ego-mæssigt forlader planeten Jorden, og ingen åbenbart og ærgerligt nok tør sige ham imod.
”Blue Lightning” er ét af de værste album, jeg nogensinde har hørt.

Yngwie Malmsteens bedste præstation er stadigvæk det fremragende og 31 år gamle ”Odyssey” – et album, han selv regner blandt sine ringeste. Hvorfor? Fordi produceren Jeff Glixman faktisk havde noget at skulle have sagt og tvang ham til at moderere sin masturbation, så andre også – ahem! – kunne være i nærheden. Og det har Malmsteen faktisk selv fortalt mig engang.

Få en manager, få en producer, få noget realitetssans og sig goddag til planeten Jorden, Yngwie! Bare engang imellem. . .