Steffen Jungersen

.

MASSEMORD PÅ MESTERVÆRKER

Share
slade2017
stjerne stjerne        

En slatten, søvndyssende, sørgelig og skandaløs skygge af legendariske Slade massemyrdede egne mesterværker på Amager

SLADE, Amager Bio, torsdag 23. november

23. november 1974 oplevede jeg første gang engelske Slade - et band, som siden og med god grund er blevet en britisk, musikalsk helligdom stort set på niveau med Beatles og Rolling Stones - takket være sange som ”Far Far Away”, ”Everyday”, ”Cum On Feel The Noize”, ”How Does It Feel?”, ”Mama Weer All Crazee Now”, ”Gudbuy t’Jane” og ”Take Me Bak ’Ome” – og så har jeg endda kun nævnt nogle af de få (!), der blev singlehits dengang i 1970’erne.

For bandet, som kunne få selv en misantropisk eneboer til at synge med på ”Merry Xmas Everybody” midt i marts, hvis det skulle være, begik vitterlig – primært på blot fem år i førnævnte årti – flere ørehængere end en smykkefabrikant (work it out!) på en helt urimelig akkord.

Den dag i dag er dén Slade koncert 23. november 1974 i Holstebrohallen den eneste af den betragtelige betagende bunke boogiebrag af koncerter, jeg har været til, jeg til hver en tid kan huske datoen på.

Det var så stort, var det!

INTENS LYKKE
Og det til trods for at jeg såmænd ikke husker så fandens meget andet om selve koncerten end et så sindssygt lydtryk, at kassebukserne (yngre læsere kan google fænomenet) blafrede som (nøds)signalflag om benene på én og Slades store ballade og ellers så flot følte ”Everyday” kom til at lyde som Motörheads ”Ace Of Spades” (den kom så først seks år senere, men hva’ fa’en, red.) – foruden at jeg husker, at

jeg dér som 15-årig forlod Holstebrohallen med én af de mest intense følelser af lykke, jeg til dato – ja, også her 43 år senere - har oplevet i mit liv.

Ja, virkelig! Én af de aftener hvor man simpelthen var vidne til musikhistorie. Ikke én forkert tone, ikke ét nummer, som ikke allerede var en rockklassiker for nogle af os, ikke én stund, hvor styrke, stolthed og livsappetit ikke skyllede igennem éns spinkle teenagerkrop. En følelse, som kun KAN kolporteres af musik. Af rock’n’roll i renkultur.

Kort og godt: Jeg var sgu’ fan – og jeg vil elske de sange, til de kuler mig under mulde (formentlig til tonerne af ”Thanks For The Memory”).

Og jeg vil elske SLADE til den dag.

Det rigtige Slade vel at mærke – med Dave Hill på guitar, Don Powell på trommer, Jimmy Lea på bas og endelig én af historiens bedste og mest personlige rockn’roll vokalister Noddy Holder.

Det rigtige Slade, ja. Og hér kommer så forklaringen på, hvorfor du skulle trækkes igennem ovenstående teenage-minder.

De er nemlig minder om det RIGTIGE rigtige Slade.

Og ikke om den slatne og sørgelige version af et engang så stolt navn, skæbnen – den svigefulde satan – ville, at jeg skulle til koncert med torsdag aften, præcis på 43 års dagen for den indledningsvis nævnte koncert åbenbaring.

25 ÅR UDEN LEDELSE
Holder og Lea, som skrev stort set alle Slades numre dengang, forlod som mange vil vide, Slade for et kvart århundrede siden, og der burde de have taget navnet med sig, men alligevel har Dave Hill og Don Powell fortsat med Slade navnet og diverse lejesvende på Holder og Leas pladser.

At fortsætte Slade uden Noddy Holder og Jim Lea svarer til at fortsætte Stones uden Mick Jagger og Keith Richards og reducere bandet til en hyldest-jam til tidligere tiders storhed.

I bedste fald. Og hvis man gider.

I værste fald bliver der imidlertid tale om massemord på egne mesterværker, og det var dét, vi var vidner til i Amager Bio torsdag aften. I min metier har jeg såmænd den største forståelse for, at man ind imellem kan blive desperat for at få til næste måneds husleje, men der må fandeme være en blonde, og at Dave Hill og Don Powell vil være bekendt at trække disse fantastiske sange gennem sløseriets søle, som tilfældet var torsdag aften, er mig ganske enkelt ubegribeligt.

Jeg har den største sympati for dem begge to – de var MED dengang for h….. – men de kan ikke trække det her op alene. Bassist og violinist John Berry er så trods alt bare kedelig, men sanger og rytmeguitarist Mal McNulty har mindre mulighed for at leve op til legendariske Holder, end jeg har for at score Salma Hayek.

Det er fair nok, men man må sgu gerne gøre en indsats og et forsøg, og McNulty lignede og lød hele aftenen som én, der hellere ville hjem. . . i forgårs!

FROSSEN FISK
Ærligt talt – hvis man insisterer på at fortsætte et band, som mistede de altafgørende medlemmer for et kvart århundrede siden, er det mindste, man kan forlange, vel for fanden, at man så lejer nogle erstatningssvende, som godt gider gøre det ordentligt.

Jeg kan såmænd fint leve med, at éns plomber truer med at forlade tænderne under en koncert. Hvis det altså er fordi, de spiller højt. IKKE fordi instrumenterne ikke stemmer og sagerne som sådan swinger cirka som en frossen fisk i hurtigtørrende cement. Som tilfældet desværre ofte var torsdag aften.

Det er da også muligt denne afkalkede afart af Slade godt gad engang, men i 2017 spiller de som et dovent bodegaband, og det gør mig usigeligt ked af det, at bandet slæber navn og klassikere gennem sølet på den måde.

Tro mig; det gjorde ondt – rigtigt forbandet ONDT – at skrive denne anmeldelse. For hvor har jeg dog elsket og elsket til det band. Denne koncert burde vitterlig kun have én stjerne, men det er Slade – om end kun af navn – og jeg kan ikke få over mit hjerte at give én stjerne til to mænd, der trods alt var med i det RIGTIGE Slade. . .

. . . Så de kan få en hver

Share
 

Dagens Sang

 

Nyhedsbrev

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Find mig på Facebook!

Please write music like Wagner, only louder.

_ Samuel Goldwyn