Det sker næppe så ofte, som det ret beset burde gøre, men dér lige midt i mandagens Mastodon mesterklasse i mesterlige musikalske manøvrer i Vega - slog det mig, så jeg hér midt i hipsterhelvedet på Vesterbro helt barnligt benovet og ualmindeligt uncool måtte belære min sidemand under "Chimes Of Midnight":

"Det er jo sindssygt så godt det band spiller!"

Se, det havde jeg jo ikke behøve at fortælle ham, for man skal have en musikalsk forståelse på linje med en mellemamerikansk diktators tag på diplomati for IKKE at anerkende Atlanta kvartettens helt ekstraordinære evner.

Jo, jeg har bestemt oplevet Mastodon levere noget - næsten - tilsvarende;  primært første gang de spillede på henholdsvis Roskilde Festivals Arena-scene og siden samme festivals Orange ditto, men ved de lejligheder havde de i sagens natur ikke deres seneste og ganske forrygende album "One More 'round The Sun" i bagagen - i mine øren årets metaludgivelse og dertil Mastodons indtil videre mest tilgængelige.

Med ti af de fine sange derfra på sætlisten turde det være slået fast, at bandet selv også godt ved, at de har begået noget ganske særligt med det album. Og så afsted i Vega til en koncert, som fraset lidt lydproblemer i begyndelsen i perioder var decideret bjergtagende. Musikalsk manøvrerer Mastodon imponerende ubesværet og tvangfrit i en stil, som indflydelsesmæssigt strækker sig fra Thin Lizzys harmoni-forståelse via Black Sabbaths tyngde til - selvsagt - en teknisk progressiv rocksnilde, som dén genres gudfædre i Rush ville være stolte af.

VINGEFANG
Pisket frem over stepperne og suverænt styret af Brann Dailor - én af de bedste trommeslagere jeg har hørt i mange år - spiller Mastodon godt nok rent teknisk på et plan, der tillægger begrebet "ekvilibrisme" helt nye dimensioner, men dét, der gør bandet til noget ganske særligt i min bog er, at de modsat så mange andre ekvilibrister vitterlig også emmer af en musikalsk feeling og sjæl.

Det er lige dér, "show-off" kan være charmerende og selv progressiv rock kan bevare den urkraft, ordentlig rock nu engang skal besidde. Intetsteds bedre understreget end i en fuldstændig fantastisk "High Road" - en sang, der åbner som Sabbaths "Symptom Of The Universe" og fortsætter med harmonisk vingefang som Thin Lizzys "Emerald"  (sidstnævnte spillede Mastodon i øvrigt som ekstranummer, da jeg så dem i Roskilde første gang).

Nå, men det korte af det lange er, at Mastodon modsat gebrækkelige takttællere som Dream Theater og lignende aldrig sætter sjælen over styr til fordel for enerverende forsøg på at sætte matematiske formler til musik.

En stor, stor aften med et enestående band, mine damer og herrer.

To veninder, som aldrig tidligere havde oplevet Mastodon, kiggede mig efter koncerten dybt i øjnene og diverterede mig med et par vantro variationer af "hold da helt kæft, mand, hvor var det fedt!"
Sjældent har jeg med så stor fryd kunne fyre den hér tilbage:

"Jeg sagde det jo!!"