English version

Okay så; næste gang jeg – om nogensinde – føler mig kaldet til et kursus i at tælle takter ud med en til lejligheden passende sammenbidt mine, vil jeg nok vælge en anden aftenskole end "An evening with Dream Theater", som denne seance på Frederiksberg var betitlet.

Bevares; man skal være inderligt ignorant for ikke at anerkende, at de fem amerikanere mand for mand og sammen rangerer i det absolutte musiker-elite. Men man skal altså også være udover alle grænser forbenet fan for ikke at erkende, at d’herrers mildest talt matematiske og metodiske tilgang til begrebet musik holder et niveau af sjæl og passion for andet end netop matematikken som en fortovsflise og dertil cirka den samme grad af legesyge.

Og det er faktisk en blodig synd, når man har med så åbenlyst fænomenale musikere som Dream Theater at gøre. Specielt når man ugen forinden havde oplevet Deep Purple, som heller ikke just er tabt bag en talentkaravane, når vi snakker musikalitet, med store smil regulært lege og til tider regulært fjolle sig igennem en aften samme sted på højt musikalsk niveau.

Jeg kan ikke rigtig se nogen grund til, at Dream Theater ikke skulle kunne gøre det samme og i det samme – om jeg så tør skrive – menneskeliggøre manøvrerne på scenen.

Dybdestudier
Men sådan skulle det åbenlyst ikke være. Tværtimod var koncerten snarere et studie i musikernes nærstudier af deres respektive gribebrædder, trommer og keyboards, som man til overflod fik syn for på storskærmen, hvor man ikke gik glip af én af hverken guitarist John Petruccis eller keyboardspiller Jordan Rudess’ virtuose vandringer udi tonernes verden.

Alt sammen desværre - modsat til Deep Purple koncerten - leveret med sammenbidt fokus på perfektionisme og forbandet lidt hensyn til, at musik også gerne må leve og røre og røre. Og det er immervæk svært når man holder musikken i et kvælertag af perfektionisme.

Sagt på en anden måde: når man trods talentmassen på scenen allerede efter et par numre møder to af dette lands fremmeste guitarister i forhallen, som fortæller, de er gået derud, "fordi vi savnede Angus Young", og man senere møder en nær ven (og Dream Theater fan vel at mærke), som højlydt konstaterer, at skulle han ikke tidligt op næste dag, ville han tage en længere seance med The Ramones’ bagkatalog, når han kom hjem. Ja, så ...  ja, I ved godt hvor jeg (og de nævnte ville hen): Hvor var selve sjælen og nødvendigheden henne i dét, Dream Theater leverede i Falconér?

Alt i alt var denne opvisning i konstant at komme til solofadet for at brillere vel ret beset bare for meget.

Forkert kirke, Jungersen!
Naturligvis kan man også bare konstatere, at jeg var gået i den forkerte kirke og var sammen med den forkerte menighed denne aften.

Fair nok og mere power til dem, som eventuelt havde en storartet aften. Men nu det faktisk ikke sådan, at jeg har noget imod Dream Theater, ligesom jeg faktisk synes, at deres seneste selvbetitlede album er ganske glimrende, men jeg kunne sagtens have fået den samme oplevelse derhjemme, som jeg gjorde i Falconér.

For desværre var lyden i store dele af koncerten var under enhver kritik. Og netop lyd er altafgørende når man har med så mangefacetteret og detaljerig musik som Dream Theaters at gøre. Den del af sagen kunne jeg godt have undt menigheden i matematiklokalet trods alt havde været i orden, og talrige andre koncerter i Falconér har trods alt vist, at netop dér er der ingen undskyldning for dårlig lyd.

Tre stjerner til DT for deres åbenlyse talent – de andre tre mangler, fordi alt det talent, forvaltet som drømmeteatret gør det, faktisk og som nævnt bliver for meget