Steffen Jungersen

.

MENINGSLØSE MANØVRER I MØRKET

purplealbum
stjerne stjerne        

David Coverdale tilsmudser arvesølvet unødigt med meningsløse genindspilninger af sine gamle Deep Purple klassikere - jo, Whitesnake kan godt spille numrene, men sjælen i sangene er sørgeligt fraværende

WHITESNAKE, "The Purple Album", (Frontiers/ Target)

For nogle måneder siden talte jeg med en vis hr. Mike Tramp om idéen bag dette album, hvor David Coverdale sammen med dét sammenrend, han kalder Whitesnake i dag, genbesøger nogle af de sange, old Cov tilbage i 70'erne sang i Deep Purple. Blot ved tanken udbrød hr. Tramp og jeg i tostemmig vantro: "Hva' fanden skal DÉT nu gøre godt for?"

Nu har jeg hørt "The Purple Album", og du kan - og da især hvis du er fan af såvel Deep Purples som Coverdales meriter tidligere i karrieren - roligt arkivere dette album under stort "H". Som i - yep, du gættede det - "Hva' fanden skal DÉT nu gøre godt for?"

Bevares, hvis man kan se formålet med følgende, så for min skyld ingen luftalarm:

"The Purple Album" understreger dybest set blot, at David Coverdale ikke er den sanger, han var engang, med genindspilninger af klassikere som "Burn", "Lady Double Dealer", "Stormbringer", "Might Just Take Your Life" og den 666. version af - oh dear - "Mistreated".

NO BLUES, NO GLORY
Det er komplet meningsløst, for disse sange lød alle som én langt bedre i originaludgaverne. . . Og dét på trods af at de album, numrene oprindelig var at finde på, "Burn", "Stormbringer" og "Come Taste The Band", er henholdsvis 41, 42 og 40 år gamle! Det er trods alt klassikere, vi har med at gøre, og man skal være mere end almindeligt forsigtig med at genfortolke den slags.

Det evindelige bulderhovede Tommy Aldridge, som spiller trommer hér, har ikke en veganers chance til en slagterkongres for at matche Ian Paices tvangfri og overlegne swing og feel, som var mildest talt afgørende på mange af originaludgaverne. Og så vil jeg ikke engang FORSØGE at sammenligne de anonyme guitar lejesvende Reb Beach og Joel Hoekstra med Tommy Bolin og den almægtige Ritchie Blackmore, som oprindeligt spillede på disse sange. Hverken Beach eller Hoekstra har det bluesy touch, som nu engang var udgangspunktet for langt de fleste af disse numre.

Som nævnt: Meningsløst!

DEN TABTE UNGDOM
I front for det hele står 63-årige David Coverdale og ønsker sig 40 år yngre, og det er ærligt talt trist. Som almindelig folkeoplysning kan jeg da oplyse, at manden er min alle tiders yndlingssanger, og jeg ville ønske, han havde hjerte til at lade os fans huske ham for, hvilken fænomenal sanger han var engang. I stedet for at udgive albums som dette for ikke at tale om igen og igen at tage på turné med varierende Whitesnake besætninger og prøve at give den som 25-årig rockgud i et register, han ikke længere magter.

Manden er jo for fanden heller ikke i 2015 nogen dårlig sanger, men som en vis Dirty Harry engang så præcist anførte:

"A man's gotta know his limitations."

For bizart nok viser David Coverdale også sig selv vejen frem, når han husker på sine begrænsninger som sanger. Hvis man for en kort stund glemmer originaludgaverne, så er balladerne "Sail Away" og "Holy Man" det bedste hér og de sange, DC tydeligvis føler sig mest tilpas ved. Resten er ikke nødvendigvis decideret dårligt, hvis man har opholdt sig på en isflage ud for Murmansk de sidste 45 år og aldrig har hørt disse sange før eller skal bruge noget karaokebaggrund. Alligevel tror jeg, vor indbygger på isflagen forholdsvis hurtigt ville blive træt af "The Purple Album", for bandet - og David i særdeleshed - prøver simpelthen for hårdt.

Så, drop nu Whitesnake, tag ud med et listigt lille bluesband og - nå ja - vis noget stil Coverdale!

 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

There is geometry in the humming of the strings, there is music in the spacing of the spheres.

_ Pythagoras

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk