Se, for en sjælden gangs skyld er det vist på sin plads af åbne med noget så bizart som en kombineret advarsel og anbefaling:

Metallicas anden udflugt udi samarbejde med San Francisco Symphony – den første var ”S&M” for 21 år siden – spiller i omegnen af to en halv time, hvilket for nogen vil være en sand, suveræn tour-de-force af de godt 80 musikere, der var på scenen de to aftener i San Franciscos The Chase Center i september sidste år.

For dem, som stadig sidder og prøver at få drømmene om Metallica i 1980’erne til blot nogenlunde af harmonere med en slags virkelighed i 2020, vil ”S&M 2” imidlertid i bedste fald være en tour-de-trættende og i værste ganske forfærdelig.

Men skulle vi nu ikke holde os til sagen? Og sagen er selvfølgelig, at man nu engang er nødt til at forholde sig til, hvad ”S&M 2” reelt er for en størrelse, i stedet for på 34. år at begræde, at bandet ikke har lavet en ”Master Of Puppets II”.

Og forholder man sig til det, albummet er, får ”S&M 2” fem af de savtakkede, selv om anmelderen hér egentlig synes, at det strider mod selve rockens væsen at lade diverse symfoniorkestre lege med.

LYDHØRHED
Parameteret for succes hér er så selvsagt, om det er lykkedes Metallica og San Francisco Symphony at få verdens største Heavy Metal band og – så vidt jeg har forstået – ét af de mest respekterede symfoniorkestre i verden til at spille sammen - bogstaveligt talt.

Og det er det. I stor stil (og udtrykket ”STOR stil” er hér i dén grad brugt vejledende). På trods af at ti af de tyve numre hér går igen fra 1999 albummet, så er ”S&M 2” væsentlig bedre end ”S&M”.

Fordi det denne gang er helt tydeligt, at Metallica og symfoniorkesteret i langt højere grad har arbejdet sammen og er lydhøre overfor hinanden, end tilfældet var for 21 år siden. Dengang havde man det indtryk, at musikerne i symfoniorkestret havde fået udleveret nogle nodeark, og så var Metallica mødt op med meldingen ”nu hamrer vi igennem sættet, som vi plejer at spille det, og så må I violin-svingere, pauke-punks og tubatosser sgu bare følge med, så godt I nu kan!”

Sådan er det langt fra på ”S&M 2”, hvor Metallica og symfoniorkestret viser en lydhørhed over for hinanden, der gør, at hele eksperimentet giver mening.

Især er det naturligvis Metallica, som har givet plads og tid til tilføjelser og vignetter i de oprindelige arrangementer, som mere end retfærdiggør symfoniorkestrets medvirken. Ser du dvd’en med koncerten, vil du simpelthen kunne se, hvordan specielt James Hetfield og Lars Ulrich er billeder på sammenbidt koncentration, fordi nu skal det hér altså lykkes!

MAJESTÆTISK
Det er der et langt stykke ad vejen kommet ligeud majestætisk musik ud af på eksempelvis ”The Call Of Ktulu”, ”The Day That Never Comes”,  ”The Memory Remains”, ”Moth Into Flame”, ”All Within My Hands”, ”Nothing Else Matters”, "Halo On Fire" og især to af bandets mere oversete numre ”The Outlaw Torn” og ”No Leaf Clover”, som begge drives stolt knejsende mod havn med Metallica som utæmmet drivkraft og symfoniorkestret som sikre navigatører.

Er man med på dén, er ”S&M 2” en oplevelsesrejse ud i stedvis ukendte men interessante vande (og så ikke flere sømandsmetaforer, Jungersen!).

Det virker så lidt påtvunget, at San Francisco Symphony på et album delt med Metallica har fået plads til den – i øvrigt flotte – rundgang med Prokofievs ”Scythian Suite, Opus 2 II”, ligesom vi nok havde overlevet uden endnu en liveudgave af ”Master Of Puppets”, hvor Metallica overdøver alt og alle.

Men hva’ fa’en; it’s only heavy metal and symphony. . . og alt det dér.