Sidst jeg talte op var der en 8-10 officielle koncertoptagelser med Metallica på markedet – inklusive DVD'er. Så hvis nogen føler sig kaldet til at forhøre sig, om det så virkelig er nødvendigt med endnu én af slagsen, er det såre forståeligt.

Men hér er altså én, "Through The Never", lydsporet til Metallicas meget omtalte "koncertfilm med handling" (citat: Lars Ulrich) af samme titel. Filmen kan ses herhjemme fra 27. september, og den vender jeg selvfølgelig snart i dén grad tilbage til.

I første omgang gælder det imidlertid musikken.

Og for nu at besvare det indledende spørgsmål, så vil de 100 minutters musik på dette album langt fra være spild af lytterens liv. Fans vil fryde sig, og folk uden det store kendskab til Metallica vil efter disse femten læsterlig lussinger formentlig til fulde forstå, hvorfor netop Lars Ulrich og co. er verdens største Heavy Metal band. Hvis de da ikke er løbet skrigende hjem til deres Bob Dylan plader forinden.

Jeg har skrevet det mange gange før, men når det kører for Metallica, er de live et lige ud (ære)frygtindgydende foretagende. Det er dén fornemmelse, man får, når man står dernede i salen til en Metallica koncert, og en fornemmelse man gennem "Through The Never" imponerende nok et langt stykke ad vejen kan få hjemme i sin egen stue. Hvis man tør lukke albummet indenfor.

Sateme slet ikke ringe.

Stålsat leverance
Og dette album ville så faktisk være værd at købe alene på grund af tre numre.

Ét af disse havde jeg faktisk oprindelig et – ahem! – anstrengt forhold til for nu for en sjælden gangs skyld at underdrive. Nemlig "The Memory Remains", hvor Metallica af årsager kun kendt af deres respektive psykologer i originaludgaven tillod Marianne Faithfulls alt for troværdige imitation af et døende får at ødelægge en ellers glimrende sang.

På "Through The Never" folder "The Memory..." sig imidlertid ud som den majestætiske hymne, den vitterlig er, når den leveres ordentligt. Og det gør den her.

Det andet overbevisende købsargument – hvis man da ellers har brug for sådan ét – er et par af de mest stålsatte, kæberaslende og bistre udgaver af de altid mægtige klassikere "Battery" og "Ride The Lightning", jeg har hørt i umindelige tider.

Når de to numre så imidlertid er nævnt, er "Through The Never" stort set hele vejen endnu en monstrøs manifestation af hvilken mægtig metalmaskine, Hetfield og co. er live – godt tre årtier inde i karrieren. Drevet af sted, som disse numre er James Hetfields kværnende koncise rytmeguitar og vanlige veloplagte vokal, tager man hellere end gerne endnu en rundgang i moshpitten med "Creeping Death", "Fuel", "... And Justice For All", "Master Of Puppets" og "Hit The Lights" for blot at nævne fem.