Steffen Jungersen

MONSTER MELLEMVARE

Share
monster-magnet
stjerne stjerne stjerne      

Monster Magnets søgende ekskursion ud i alle numre fra bandets nye album stillede krav, som publikum ikke var til sinds at indfri for et band, som enten havde en offday eller ikke live længere er, hvad de var

MONSTER MAGNET - Lille Vega, København 20. januar

Indtil mandag aften var det ti år siden, jeg sidst havde været til koncert med Monster Magnet fra New Jersey, og jeg kan vel lige så godt tage The Space Lord ved den skællede hale og erkende, at gensynet efter alle disse år ikke var en ubetinget fornøjelse.

Ærgerligt nok.

For dér i anden halvdel af 90'erne og nogle år ind i det nye årtusinde var det faktisk primært bands som Paradise Lost, Type O Negative og – ja nemlig – Monster Magnet, der gjorde, at jeg fremdeles gad have noget med rockscenen at gøre i en periode, hvor man ellers var ved at kløjs i hipsterskæg, overgemte flannelsskjorter og britpopbands, som insisterede på at overskride sidste salgsdato.

Med andre ord reddede Monster Magnet, deres koncerter og specielt albummene "Power Trip" (1998) og "God Says No" (2001) talrige stunder og aftener for mig i de år.
I Ll. Vega måtte man så desværre konstatere, at Monster Magnet i hvert fald den aften ikke var, hvad de var engang.

Se, jeg har det principielt fint med, at bands benytter deres koncerter til at præsentere endog meget af deres nyeste materiale. Jeg har således aldrig sunget med i det kor, som kun kan sangen "spil noget af det gamle", hver gang man oplever et band, der har et par år på bagen.

Monotone space udflugter
Når det imidlertid er sagt, så var Monster Magnets beslutning om lægge ud med at spille hele deres nyeste album, "Last Patrol", fra ende til anden i Ll. Vega næppe én af bandboss Dave Wyndorfs kløgtigste.

Ikke at der er explicit noget galt med det album – snarere tværtimod - men de ofte meget lange, musikalsk søgende og monotone stemningsudflugter, som udgør en del af "Last Patrol", trak endog meget store veksler på publikums tålmodighed.

Faktisk så store at jeg oplevede mig selv på et tidspunkt halvvejs i koncerten at brøle "så hold da for helvede kæft" efter de mennesker, der stod omkring mig. Så meget flaprede frikadelleportene faktisk – selv pænt tæt på scenen – på et tidspunkt.

Men efter dette mit forsøg udi udvidet diplomati måtte jeg dog også erkende, at jeg egentlig godt forstod, at folk ikke rigtig længere kunne koncentrere sig om dét, der foregik på og kom fra scenen.

For det første virkede Dave Wyndorfs forsøg på at påkalde sig publikums opmærksomhed i løbet af koncerten stedse mere bedende end insisterende. Det havde jeg ikke troet, jeg skulle opleve fra en mand, som i sin tid var én af de bedste og mest fængslende frontmænd i rock'n'roll.

For det andet var lyden under hovedsættet – dvs. netop gennemspilningen af "Last Patrol" – ikke tilnærmelsesvis god nok til, at man kunne leve sig ind i det hypnotiske, stemningsladede stof, psykedelisk stonerrock af denne karakter er gjort af.

Snarere blev man mindet om, at hypnose også ind imellem bruges til bekæmpelse af søvnløshed.

No connection
Med andre ord og kort sagt kneb det i dén grad med den symbiose mellem publikum, band og musik, som gerne skulle være der sådan en aften. Det var egentlig ikke som sådan dårligt, men stemningen var helt forkert. . . i det omfang der overhovedet var én.

Og så var hovedsættet pludselig forbi, og Dave Wyndorf mumlede ét eller om, at de lige holdt ti minutters pause.

Så længe gik der nu ikke – formentlig havde en behjertet sjæl backstage fortalt dem, at ti minutter var lang tid, den "stemning" publikum var i taget i betragtning. Så et par minutter senere vendte bandet tilbage til scenen, og så tog fanden ved Monster Magnet, ligesom lydmanden vågnede op af sin vinterdvale. Og dét i et omfang, så jeg helt fortrød mit manglende medlemskab af førnævnte "spil noget af det gamle" klub.

For det var bragende udgaver af "det gamle", som reddede dét af aftenen, som reddes kunne. Nemlig tændte udgaver af riffrockeren "Dopes To Infinity", den buldrende tunge "Look To Your Orb For The Warning" og "Tractor", inden seancen blev rundet af med brillante "Space Lord".

Lige dér i ekstranumrene var det, som om Monster Magnet pludselig kom i tanker om, at de da for resten – ud over det dér med at skabe stemninger og psykedeliske klangflader – da også godt kan spille rock, så splinterne flyver, når det tager dem.

Det gjorde det imidlertid alt for sjældent i Ll. Vega.

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Music is the art of the prophets and the gift of God.

_ Martin Luther

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk