Det er sjældent, jeg gør mig i den slags, men tirsdag aften udvandrede jeg for første gang i mange år fra en koncert – efter godt to timer vel at mærke - med følgende salut til de af mine bekendte, som blev hængende:

"Ring til mig hvis han imploderer, for nu gider jeg ikke mere!"

Kald det uprofessionelt.

Kald det dumt.

Kald det idiotisk.

Men lad for fanden være med at kalde mig tilbage til en Steve Vai koncert lige med det første!

Se, nu skal der selvsagt ikke herske tvivl om, at den tidligere Frank Zappa, David Lee Roth og Whitesnake guitarists evner på brættet rent teknisk henhører på den berømte "anden planet".

Ligesom man med god grund glædede sig til mandens koncert på Amager, i og med den var lagt an som en hyldest til mandens hovedværk, "Passion And Warfare", fra 1990.

"UHELDIGE OVERBYGNINGER"
Havde han så bare nøjedes med at spille den og et par andre udvalgte numre fra karrieren, var aftenens koncert mageligt endt på fem stjerner. HVIS Steve vel at mærke havde ladet være med de "uheldige overbygninger" (citat: én af vore egne meget dygtige guitarister) på numrene bestående at ligegyldige guitarhvin og billige tricks (spil med tænderne, tungen og diverse andre legemsdele), som trak flere af numrene ud i det ligegyldige.

Efter de første fem kvarter stod der kun ét ord på min notesblok:

"Fabelagtigt".

Et time senere dukkede en hel sætning op på samme:

"Årh, så hold dog kæft!"

Der er ingen tvivl om, at Steve Vai ikke mindst udi egen indbildning er en stor kunstner. Alligevel bliver man lidt i tvivl om, om han egentlig selv tror på det, når han føler sig kaldet til at medbringe filmede hyldester til sig selv fra kolleger som Joe Satriani og Dream Theaters John Petrucci.

Glem det Steve. Du er 60 år, og du er så rigeligt herre over eget gribebræt.

BEGRÆNSNINGEN KUNST
Jo, jeg er da godt klar over, at man til en instrumentalkoncert med nogle af musikerne fra verdens absolutte elite må forvente et vist omfang af lir. Problemet er blot at alt for mange af disse elitemusikere måske nok på mange felter er kunstnere. Men én kunst kender sgu kun de færreste af dem: Nemlig BEGRÆNSNINGENS af slagsen.

Når det konstant og igen bliver en øvelse i at vise sig frem i teknik og hurtighed, bliver man ubehageligt i tvivl om bandet i virkeligheden er en del af tidens intellektuelt udfordrede kampagne på én af TV-kanalerne om, at 2016 bliver den største sportsommer nogensinde.

Forstået på den måde at når musik i dén grad bliver et spørgsmål om teknik og fremvisning af én selv, som Vais koncert blev tirsdag aften. . . ja, så er der ikke længere tale om musik men om racerløb.

Synd og skam faktisk. De første fem-seks kvarter af koncerten var vitterlig både flotte, varierede og – til en vis grad – følte. Siden var det, som om det i øvrigt fremragende band mistede kontakten med hinanden og blot kørte videre i en ren og skær "show-off" seance. Hvilket så i øvrigt kulminerede i en komplet ligegyldig kvarterlang passage, hvor bandet med hjælp fra tre mennesker fra publikum insisterede på, at "nu skal vi sammen skrive en sang på stedet".

Yeah right – og jeg går lige ud på toilettet og skriver en opfølger til "Jordens søjler" imens.

Steve Vai, dit kvaj – det kunne have været så fedt, og den første gode times tid og lidt til var det også fedt. Og så kom dén med "begrænsningens kunst" indover. . . og blev ignoreret.