De af os, som har hukommelser så lange som Zakk Wyldes hår, erindrer engang dér i 1970’erne og i en stor del af årtiet efter.

Engang hvor de dér begreber ”Heavy Metal” og ”hård rock” havde i omegnen den samme chance for indtog på de danske festivaler, som vi andre havde for at undslippe fløjlsbukse-diktaturets ævl om Pink Floyd, Yes, Genesis og – oh bloody hell! – Mahasvishnu Orchestra og sammes kvælertag om radio og festivaler herhjemme.

Fraset en optræden af danske Witch Cross i 1984, skulle man f.eks. helt frem til 1986, før Roskilde Festival havde overvundet sin skræk for de stygge Heavy Metal fans og bandt an med et rigtigt Heavy Metal band. Og det var vel at mærke på et tidspunkt i 1980’erne, hvor metal var større og så uomgængeligt på verdensplan, som John Mogensen uden sammenligninger i øvrigt var til den gennemsnitlige kolonihaveforening årsfest.

Det ”rigtige” Heavy Metal band på Roskilde dengang var i øvrigt og i parentes bemærket så et senere ganske anset orkester ved navn Metallica.

Men det malede alt i alt helt ad helved’ til, for nu at parafrasere én af førnævnte Mogensens doseringer i de år.

EGEN LEGEPLADS
Og der skulle da også gå endnu mange år, før Danmark – vanligt forsinket i forhold til vore nabolande – rent faktisk bød på reelle metal og hard rock festivaler. Faktisk skulle vi helt op i det nye årtusinde, inden pionererne på Aalborg Metal Festival lagde fra land i 2002 – fulgt af Metal Magic i Fredericia i 2008 og Viborg Metal for fem år siden – og så har bannerførerne i Copenhell naturligvis 10 års jubilæum i år.

Lige hér og nu handler det imidlertid om en anden københavnsk rock/ metalfestival, nemlig Nordic Noise. Festivalen finder sted for syvende gang i år, og denne gang er de vederkvægende volumenherligheder rykket ind på Danmarks bedste spillested, Amager Bio.

Med årene er Nordic Noise ved at have fået taget på et koncept, som ikke er helt som de andre rockfestivalers. Der ER Heavy Metal – bestemt – men dette års program, der spænder fra dommedagens dystert dundrende doom metal legender, svenske Candlemass, via klassisk road rock’n’roll med Mike Tramp og nyere dansk hardrock med Black Oak Country og Junkyard Drive til de svenske funk/ heavyrock folk i Electric Boys, vidner om en festival, som har fundet sin egen legeplads i hardrock/ metal landskabet.

Ud fra en betragtning om at der er så rigelige omvendte kors og ulæselige thrash, death og black metal logoer på de andre festivaler, satser Nordic Noise på det noget nær folkelige med et større fokus på melodisk hardrock og klassisk HM end konkurrenterne. På den led er navnet Nordic Noise faktisk misvisende, men det er en anden diskussion.

Nå, det foregår fredag og lørdag 10. og 11. maj, og alene dét at det britiske New Wave Of British Heavy Metal band Tygers Of Pan Tang møder op igen i år og skal forsøge at leve op til deres fænomenale koncert på festivalen i 2017 er såmænd rigeligt entréen værd.

Herfra skal blot lyde en opfordring til at støtte ikke blot Nordic Noise men også de andre festivaler,  jeg har nævnt ovenfor.

Vi er som nævnt nogle, der kan huske dengang, det mest metalliske og hårde på den danske festivalscene var de pløkker og jernkæder, der sørgede for, at Roskildes Grøn Scene blev stående, hvor den nu engang skulle stå. . .