Steffen Jungersen

.

Binzer JUNGERSEN WEB 930x180 v1

OG NU TIL NOGET HELT ANDET. . .

Share
vola-2016

Danske Vola debuterer med noget så sjældent som musik, du ikke har hørt helt magen til før - med tekster der matcher

Lad os bare tage kosten ved hårene og indrømme det:

Alt for mange nye(re) rockbands i disse år forlader sig stadig på de samme gamle opskrifter, når de skal koge heksekedlen op til endnu en servering for de hungrende masser.

Et par spande vand mere i kedlen, og så forlader man sig ellers på, at der stadig er kraft og smagsforstærker nok i brygget til, at den går én gang til for Led Zeppelin.

Det sker dog stadig – om end det er sjældent – at et nyt band nøjes med at lade sig inspirere af de gamle opskrifter og føjer nye og eksotiske ingredienser til.

Sådan et band er den københavnske kvartet Vola. Deres debutalbum, "Inmazes", rammer dig med en lyd, som henter inspiration fra Porcupine Tree og Opeth via electronica, industrial og gamle Fear Factory til de rigtigt hårde drenge som Meshuggah og Soilwork.

Selv om pladeselskabet for nemheds skyld kalder Vola "progrock", er bandet faktisk ikke til at sætte i bås. Og dét, d'damer og herrer, er sgu noget af en præstation i vore dages musikalske klima. Alligevel har Volas eksistens indtil nu nærmest været en hemmelighed udenfor de inderste cirkler.

"Det startede jo helt tilbage i 2005 faktisk, hvor jeg begyndte at spille med nogle venner i mine forældres kælder. Vi lavede så vores første seriøse EP i 2008," fortæller bandets sanger og guitarist Asger Mygind.

"Men først i 2013 syntes jeg, vi havde gode sange nok til at lave et helt album. Vi startede meget Porcupine Tree inspirerede, men vi havde stille og roligt (!) bevæget os mod det mere hårde, hvor også Meshuggah også var blevet en stor inspiration."

UD AF DET BLÅ
Mygind forstår godt, at det synes, som om Vola er kommet ud af det blå.

"Jamen, det album har også taget lang tid at lave. Sangskrivningen alene tog et års tid, mens selve indspilningen tog endnu længere, faktisk virkelig lang tid," funderer han.

"Dels er jeg meget perfektionistisk, dels havde vi alle sammen studier ved siden af, som gjorde, at vi ikke kunne indspille på fuld tid. Og så er jeg stor fan af Steven Wilson fra Porcupine, som gør det hele selv med indspilning og miks.

Det ville jeg også gøre. Men jeg har aldrig fået uddannelse i det, så det var learning by doing, og det tog jo altså også tid."

"Inmazes" har således aldrig været forbi et studie, for det var der ikke penge til. Det er indspillet dels hjemme hos Asgers forældre, dels på det kollegium, han boede på tidligere.

Albummet udkom faktisk digitalt allerede sidste år, og det kastede mange gode anmeldelser af sig allerede dér. Til Myginds store fornøjelse havde anmelderne svært ved at finde ud af, hvad Vola egentlig var.

"De havde svært ved at forholde sig til de store afstande mellem det hårde og det bløde og sågar, at vokalen var så ren, men de var alle sammen positive," smiler Asger.

DE MENTALE LABYRINTER
Musikken er ikke den eneste rejse, "Inmazes" tager lytteren ud på. De labyrinter ("maze", red.) musikken leder én ind i afspejles i høj grad af Asger Myginds tekster.

I pressemeddelelsen beskriver han det lige ud – sådan da:

"Det handler om følelsen af at være fanget i mentale labyrinter og ikke være i stand til at opleve lykke."

Asger er ikke meget for at uddybe den melding.

"Det er svært for mig, Steffen! Jeg er bange for at træde ind i det rum igen. At tænke over dét teksterne handler om. Det er for tæt på."

Han forsøger alligevel:

"De er baseret på mine oplevelser. Min relation til et andet menneske, som jeg ikke kunne finde ud af at være til stede i. . .
. . øh, hver gang jeg sagde til mig selv, at jeg skulle være til stede i en relation, at jeg skulle opleve, og at jeg skulle være lykkelig. Så tænkte jeg i stedet på mine og den pågældendes forskelligheder, og det blev jeg ved at køre rundt i, så jeg ikke kunne være til stede. . . og jeg kunne ikke forstå, jeg ikke kunne få styr på det.
. . . tingene blev overanalyseret i stedet for bare at være til stede i en relation. Det er altså svært det hér, Steffen!"

Det forstås.

"Jeg er ked af ikke at være mere præcis," siger Asger så og virker pludselig meget mere sårbar, end han gjorde få minutter før.

Lad da så den gamle redaktør hér træde til. Det handler om lykke og om hvor svært opnåelig den størrelse er, når man har "et vanskeligt sind" og en tendens til at overanalysere i stedet for blot at opleve.

LYKKE
"Jo, lykke handler jo f.eks. meget om, at vi to sidder her og har det hyggeligt og rart lige nu, og at vi tænker, "det var en fin oplevelse", når vi går herfra," siger Asger.

"Det er sådan noget, jeg f.eks. ikke har været god til. Jeg er ofte gået fra den anden person og har tænkt over vores forskelligheder i stedet for at tænke på, at man jo har haft en god oplevelse sammen."

Som efterhånden nævnt nogle gange: Vola er på flere plan ikke, som bands er flest.

Bandet, som de sidste fen år kun har spillet sølle 15 koncerter tager på en lang turné som support for svenske Katatonia med start i Malmö 25. september. Turnéen rammer Pumpehuset i København 26. oktober.

Se videoen til Volas "Stray The Skies" hér:

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

The aim and final end of all music should be none other than the glory of God and the refreshment of the soul.

_ Johann Sebastian Bach

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk