English version

I skrivende stund fejrer Michael Poulsen formentlig sin fødseldag i de højere luftlag. På et fly mod USA hvor han og resten af Volbeat starter endnu en turné i Guds og Obamas eget land. Nemlig i overmorgen i Denver, Colorado, som er den første af 29 koncerter i USA i denne ombæring.

Udover at fejre Poulsens fødselsdag kan Volbeat også bryste sig at, at bandet netop i Berlin har vundet en ”Echo Award” – det tyske svar på grammy – som ”bedste internationale rockband” foran bl.a. legendariske Black Sabbath.

Ved samme lejlighed fik Volbeat platinplade for 200.000 solgte eksemplarer af ”Outlaw Gentlemen & Shady Ladies” i det tyske.

Al denne herlighed har inspireret den gamle redacteur til at kreere en liste over de ti herligste Volbeat øjeblikke rent musikalsk – ifølge den gamle redacteur naturligvis.

Så værs’go’:

 ”SOULWEEPER” (fra ”The Strength/ The Sound/ The Songs”, Mascot 2005)
For år tilbage mødte Michael Poulsen op på mit kontor med demoversionen af denne hér. ”Nå, hva’ synes du?” forhørte han sig i sagens natur. Jeg ønskede ham tillykke med at have skrevet en hardrock-pendant til ét af mine favorit Manic Street Preachers numre, nemlig ”A Design For Life”. Det blev den erklærede Manics fan Poulsen jo ikke just ked af at høre. Men denne er stadig én af mandens fineste sange og til hver en tid en bannersvingende hyldest til livet.
 
“I ONLY WANNA BE WITH YOU” (fra ”The Strength/ The Sound/ The Songs”, Mascot 2005)
Det kræver mod at give sig i kast med en coverversion af en ikoniseret klassiker som “I Only Wanna Be With You”, og da i særdeleshed når, man har at gøre med en sang, som i forvejen findes i talrige coverversioner. Så godt gået af Volbeat at lave dén bedste version af denne pragtfulde sang, jeg nogensinde har hørt.

Kombinationen af guitarstorm og et godt øre for melodi har nu aldrig skadet nogen.
 
“RADIO GIRL” (fra “Rock The Rebel/ Metal The Devil”, Mascot 2007)
En sang, som om nogen i Volbeats katalog, beviser, at Michael Poulsen kender sine virkemidler og kan sine klassikere. Man føler sig vitterlig hensat til en amerikansk flyder med radioen skruet op. Engang i uskyldens år, hvor blot en sang om drømmepigen medførte først forelskelse og siden heartbreak. Melodien med referencer til både 50’er rock og Motown er kort og godt perfekt.
 
”DEVIL OR THE BLUE CAT’S SONG” (fra “Rock The Rebel/ Metal The Devil”, Mascot 2007)
Et rasende heavy metal ridt ind i whisky tågerne. Helt derind hvor man – for sent – opdager, at whisky ikke kan drive dæmonerne ud af det martrede sind – snarere tværtimod. Den sang taler til mig, og det er sikkert ikke så godt. ”Devil Or The Blue Cat’s Song” ER til gengæld god.
 
“GUITAR GANGSTERS & CADILLAC BLOOD” (fra “Guitar Gangsters & Cadillac Blood”, Mascot 2008)
Havde man ikke tænkt det for længst, så stod følgende i hvert fald skrevet med meterhøj flammeskrift for mit indre blik, første gang jeg hørte titelnummeret på Volbeats tredje album: ”VOLBEAT HAS ARRIVED!” Ganske simpelt et forrygende rock’n’roll nummer, hvor man kan høre, at også bandet selv godt ved, at nu – som i NU – er den der fandme!
 
“MARY ANN’S PLACE” (fra “Guitar Gangsters & Cadillac Blood”, Mascot 2008)
Hvordan får man en i forvejen fremragende sang helt op at kysse kanten af himlen? Man inviterer i ét mere end almindeligt inspireret øjeblik Pernille Rosendahl med som gæstevokalist. Kombinationen den gode sang, Poulsens vokalattack og Rosendahls æteriske alfevokal er uimodståelig.
 
“A BROKEN MAN AND THE DAWN” (fra “Guitar Gangsters & Cadillac Blood”, Mascot 2008)
En kriminelt overset men aldeles fremragende sang – måske dén bedste af dem alle, hvis man spørger yours truly. Stemningsladet til et punkt hvor man ikke kan fortænkes i at fælde en tåre som kompagnon til det smil, man til gengæld ikke kan tørre væk, fordi sangen er så god, som den er.
 
“HEAVEN NOR HELL” (fra “Beyond Hell/ Above Heaven”, Vertigo 2010)
Alene Henrik Halls fantastiske mundharpe-spil på denne, var såmænd nok til at redde “Heaven Nor Hell” en plads hér. At den så også er ét af Volbeats bedste straight-down-route-666 rock og rul numre, gør den selvskreven. R.I.P. Henrik Hall – du er savnet.
 
“THE NAMELESS ONE” (fra “Outlaw Gentlemen & Shady Ladies”, Vertigo 2013)
I tæt familie med “Heaven Nor Hell” og med en så skridsikker og slag-i-smasken guitarintro, at jeg fra start var ret sikker på, at Volbeat havde en fremtidig livefavorit i arsenalet. Det viste sig så – ikke mindst i Forum i december – at det havde de i dén grad også.
 
“LOLA MONTEZ (Harp version)” (bonustrack på “Outlaw Gentlemen & Shady Ladies”, Vertigo 2013)
Med al respekt for leadguitarist Rob Caggianos spil på den “officielle” udgave af “Lola Montez”, bibringer Paul Lambs mundharmonika på denne version en dybde, dynamik og en farvelægning, der gør en i forvejen god sang endnu bedre. Så hvorfor det er denne hér, der skal have status som bonusnummer er mig lidt af en gåde.