Af Thomas Thomsen

Det er åbenbart ikke alle, som synes, at en koncert med Helhorse er så ophidsende. Tværtimod kan de åbenbart virke mere søvndyssende end som så. Dette måtte en midaldrende mand sande torsdag aften i Sønderborg.

I har sikkert hørt om eller læst historien. Men alligevel vil jeg ikke undlade, at nævne den her. For hvordan fanden i helvede kan man falde i søvn på et toilet til en koncert med Helhorse.

Jeg troede vitterligt, at det var en aprilsnar. Men kalenderen viste ikke 1. april, men derimod noget den 4. november, da jeg læste den hylende morsomme historie.

Sandheden var, at en midaldrende mand var vågnet klokken meget tidligt fredag morgen med en konstatering af, at han var mutters alene efter flere timers tornerosesøvn på potten.

Hvad fanden gør man så lige, som forberedelse til en koncert med Helhorse på J-dag. For den samme skæbne skulle da nødig ramme mig.

Væbnet med rigelige mængder koffein i kroppen – efter anselige skud af kaffebønner i løbet af dagen – var jeg nødsaget til at tjekke de der Helhorse ud. For på egen krop, at erfare om det nu også var så søvndyssende en omgang, som det tilsyneladende havde været for manden aftenen før.

EPO
Og hvad var resultatet så. Søvndyssende? Bestemt ikke. Nærmere opkvikkende som et skud EPO.

For, hvis der noget, Helhorse kan, så er det at levere et energisk show uden sidestykke.

Live leverer Helhorse energi, så elektricitetsmasterne når kogepunktet. Fanden-i-voldsk som bare helvede.

5 musikanter i front på scenen der styrter rundt som forvildede kaniner der søger tilflugt for skydegale jægere.Og bagved en trommeslager man desværre kan forledes til at overse i mængden.

Måske jeg har et eller andet med trommeslagere. For generelt sidder de tilbagetrukket på scenen som en målmand på et fodboldhold. Men de er vigtigere end som så. Ligesom målmanden.

Ja, I fornemmer måske hvor jeg vil hen. Trommeslager Jesper Bergstedt skal i den grad fremhæves for sit spil der er mere tight end de strammeste jeans og lige så præcist som ringetonen på Rådhusklokkerne.

Bring ham frem i front på scenen og lad spotlyset ramme ham. For det fortjener han sgu.

Nu er det selvfølgelig ikke kun Jesper Bergstedt, der bærer showet igennem. For uden forsanger Mikkel Wad Larsen var der ingen Helhorse. Eller for den sags skyld Aske Kristiansen, som indtager tangenter og supplerende vokal.

Og heller ikke de guitar- og basbærende fyre i form af Jakob Møgelcunt, Stephan C. Krabsen og Theis Thøgersen.

Mikkel Wad Larsen udstråler noget særligt, når han først indtager scenen. Og det med en hæs vokal som Johnny Madsen ville misunde.

Den tangentspillende Aske Kristiansen lyder, som en skrigeskinke når han først folder sig ud vokalmæssigt. Kønt er det sgu ikke, men det giver det touch som Helhorse kræver.

Det med min frygt for en søvndyssende oplevelse skal ikke tages så bogstaveligt. For sidst jeg så Helhorse var til deres releaseparty på Sigurdsgade i København. Ved den lejlighed vågnede jeg op dagen derpå med flere mærker efter en velplaceret hestesko eller to.

Fredag aften nåede dog ikke de samme højder som tilfældet var på Sigurdsgade. Men mindre kan så sandelig også gøre det.

Om det var coverudgaverne af "Simple Man" (Lynyrd Skynyrd) eller "Black Thunder"(Doomriders), der trak ned, er svært at sige. Men her måtte de i mine øjne gerne have haft fokus på deres egne numre i stedet for. Men en hest skal jo også til truget og have sig en tår, inden den sidste slutspurt sættes ind.

Helhorse skal opleves. Og hvis du har mod på det kan det anbefales, at være så tæt på scenen som muligt. For her mærker du virkelig energien fra bandet, der som en boomerang bliver sendt mod publikum og rammer dem igen.

Det var one hell of a ride, Helhorse tog os med på.

Det spillede de:
Intro
The Blood Boiler
Hell Of A Ride
Death Comes To The Sleeping
Fuck Art, Let's Kill
Hell Hath No Fury
Raise The Black Flag
Fortune Favors The Bold
Carry Your Own
Simple Man / Black Thunder (cover af Lynard Skynard / Doomriders)
The Carnal Rage
And His Name Is Death
Black Weed
No Fucks Given

Ekstra:
Scorch The Earth
Get Drunk, Get Mad, Get Even