Well, well, well, well, det si'r sig selv (som en vis C.V. Jørgensen engang påpegede) ...

... For nu er det jo ikke gået helt hen over hovedet på mig, at Iron Maiden efter 35 års albumkarriere som vores allesammens Iron "Bloody" Maiden er endt i den ikoniske liga, hvor man ikke længere må sige noget ondt om dem. Og havde jeg så ikke opdaget det indtil nu, ville det da stå lysende klart igennem de - primært engelske - anmeldelser af Maidens 16. studiealbum "The Book Of Souls". Her stikker mine engelske kollegers dømmekraft fuldstændig af fra virkeligheden med beskrivelser som "et enestående visionært album" og - tag en dyb indånding - "en gigantisk præstation følelsesmæssig rejse gennem i en præstation, som er blandt deres karriere bedste."

Okay, så har englændere det generelt med at overvurdere sig selv og dertil med fugtige øjne at drømme sig tilbage til dengang, det engelske imperium i store træk regerede hele verden - også musikalsk. Men så god er "The Book Of Souls" på ingen måde - tværtimod er den et langt stykke ad vejen jævnt kedelig, og jeg tør godt tage endog ret subsistantielle væddemål på, at om nogle år fravælger den gennemsnitlige Maiden maniac altså ikke "Powerslave", "Numbers Of The Beast", "Seventh Son Of A Seventh Son" eller "Fear Of The Dark", fordi de føler et sugende savn efter "The Book Of Souls".

Det er materialet hér nemlig simpelthen ikke godt nok til (så nu siger jeg altså noget ondt om dem!). Okay, så er dette album med 92 minutter og 11 sekunders spilletid bandets hidtil længste album, og Bruce Dickinsons "Elton-John-goes-medieval" øvelse "Empire Of The Clouds" med godt 18 minutters spilletid bandets hidtil længste nummer, men er dét en præstation i sig selv? Det vil nogen sikkert hævde det er, men som enhver musiker vil kunne fortælle dig, så er det at skrive lange numre som sådan ikke i nogen kunst i sig selv - kunsten er at komponere musikken, så man sidder tilbage med en fornemmelse af at være mættet snarere end oppustet.

Og det er lige præcis den følelse af at være oppustet, man sidder tilbage med efter at have lyttet til "The Book Of Souls". Og nu har jeg hørt den plade syv gange, inden jeg anmeldte den, fordi jeg mente, at den sgu'da MÅTTE være bedre, når det nu var Iron Maiden.

Men det er den ikke. I og med at dette band ellers på tidligere sange som "Rime Of The Ancient Mariner", "Seventh Son Of A Seventh Son" og "Alexander The Great" har demonstreret, at de ellers godt ved, hvordan man skruer en sand metalsymfoni sammen, er det faktisk så skræmmende så repetitive, kedsommelige og uopfindsomme de lange numre på "The Book Of Souls" vitterlig er. Hvor Maiden før skabte episke numre, som gennem hele spilletiden udviklede sig og stræbte stedse højere, så sker der ikke noget på de tilsvarende numre på "The Book Of Souls", som legitimerer spilletiden. Det gælder i særdeleshed på albummets og bandets længste nummer nogensinde "Empire Of The Clouds", som brutalt sagt blot er en påtaget svulstig pianoballade, som bliver ved i hvad der føles som flere dage.

Det får dertil stå hen i det uvisse, hvorfor Steve Harris tror, at de endeløse variationer over gamle "Fear In The Dark", som er "The Red And The Black" kan holde til godt 13 minutters spilletid. Ligesom Iron Maiden i dén grad genbesøger tidligere triumfer i "Shadows Of The Valley", som ER en re-write af "Wasted Years" og - især - "Sea Of Madness", som kun overgår de to på ét punkt - nemlig en spilletid på syv-et-halvt minut.

Så er det sgu' svært ikke at måle Iron Maiden op mod tidligere bedrifter. Selv om jeg egentlig havde bestemt mig for at lade være, i og med at man jo efterhånden havde set det komme, at Iron Maiden efterhånden hellere vil være et progrock-band, end de vil være Heavy Metal. Det har de lov til, og de har givet mig så meget i så mange år, siden jeg første gang så dem i London i 1980, før deres første album var udkommet, at mig skylder de fandeme ikke noget. Ligesom jeg har den største respekt for, at Iron Maiden - modsat så mange andre, man kunne nævne - aldrig er bange for at udfordre sig selv og selv efter en fyrre år lang karriere insisterer på, at de dér laurbær er et krydderi og ikke er noget, man hviler på. Godt nok og respekt for det. For jeg kunne faktisk aldrig finde på at anmelde "The Book Of Souls" på baggrund af, at jeg hellere ville have "Killers II" og så var sur over, at det ikke er dét, Maiden har lavet. Det handler om parametre, men på et progrock parameter er dette album altså også kun middelmådigt.

Håndværket er selvfølgelig i orden, men såvel sangene som de instrumentale passager hér savner i dén grad dét, amerikanerne kalder "catchiness".

Det, man kunne have ønsket sig, og som ville have reddet albummet op i karakter, var, at producer Kevin Shirley havde rejst sig fra stolen og insisteret på at skære spilletiden ned til det halve. Vi ved jo allesammen, hvor godt Iron Maiden spiller, og der ER godt stof gemt på "The Book Of Souls". Spørgsmålet er blot - og det er et stort spørgsmål - om man gider at sidde at lede efter det over 92 minutter, som indeholder alt for mange tomme kalorier.