ORDENTLIGT HÅNDVÆRK

peter viskinde
stjerne stjerne stjerne stjerne    

Solidt og overvejende ganske medrivende album fra veteranen Viskinde, som ikke har glemt, hvordan man skriver en ordentlig sang

PETER VISKINDE, "All Dreams Are Real" (Poplick)

Det kan meget vel være, at udtrykket "stor kunst" ikke falder lige for hér, men mindre kan faneme også godt gøre det. Hvad med "ærligt, ordentligt arbejde" for eksempel?

Lige præcis!

Og guitaristen Peter Viskinde – tidligere i bl.a. Malurt og Big Fat Snake – har med "All Dreams Are Real" begået en god, solid rockplade, som musikalsk primært henter næring fra midt 1960'ernes uforstilte rockudtryk samt forbilleder som Springsteen og ligesindede.

Okay, jeg har sikkert større chancer for at rende ind i dronning Margrethe på jagt efter papvin på tilbud i min lokale Aldi, end Peter Viskinde har for at blive spillet i P3, og det er så bare ærgerligt (for Viskinde og P3 altså – jeg er ret ligeglad med, om jeg nogensinde render på regenten).

De af jer, der jager kvalitet snarere end bevidstløst at rende efter den seneste trend, burde kunne nyde det, når Viskinde og hans fine band ligger fra land med den medrivende, melodiske "Born To Run" tonede "Hele vejen hjem" og gennem gode traditionelle rocksange som "I Am On Fire", "Losing You", titelnummeret og "I Believe In Miracles, som understreger, at den erfarne herre i spidsen ikke har glemt, hvordan man drejer en god melodi.

Nærvær på dansk
Når det er sagt, er der et par sange, som melodisk er faretruende langt inde i "det-har-vi-altså-hørt-FOR-mange-gange-før" territoriet. Hvilket så bringer mig til at stille et par forslag:

I lyset af førnævnte fornemme "Hele vejen hjem" ville jeg ønske, Peter sang flere sange på dansk, i og med at man simpelthen fornemmer et større nærvær, når manden folder sig ud på modersmålet.

Ligesom det musikalsk ville være interessant, hvis Viskinde og band yderligere forfulgte stilen fra den dynamiske "Don't Lose That Feeling", som i omkvæd og mellemspil stikker af fra traditionerne i guitarkaskader og et mere moderne lydbillede – en vej, det nok var værd at gå lidt videre af næste gang.

Se Peters efterårsturné som solist sammen med sin bassist Steffen Van Norde på www.peterviskinde.dk. Turné med hele bandet starter først i det nye år.

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk