Det ville være så oplagt at indlede denne anmeldelse med et udbrud a’la – nå ja:

I’ll be damned!

Men skulle man ikke lade Lars Løkke rende med klichéerne, når han alligevel pr. automatik render fra endnu et valgløfte, og i stedet bidrage til herlighederne med et velplaceret:

Dét var lige godt satans!!

Jeg giver jer, mine damer og herrer, kvintetten I’ll Be Damned fra Aarhus. Et band, der spiller rock, så splinterne flyver, og englene hamrer til harperne og synger med (HØJT, når førbemeldte splinter rammer dem I r……).

Bandet lader sig (heldigvis) ikke så let sætte i bås. De spiller ”bare” hård rock med gode melodier, og de gør det så godt, at jeg simpelthen har glemt, hvornår jeg sidst hørte et debutalbum – og da især et dansk af slagsen - så overbevisende som dette.

Og hér taler vi overbevisning og entusiasme mere smittende end tobakshosten på et medarbejdermøde i House Of Prince. Disse fem gutter LEVERER, og de leverer som en Federal Express chauffør med ubegrænset adgang til præstationsfremmende medikamenter.

Efter en fem-seks gennemlytninger bider stort set alle tolv sange på ”I’ll Be Damned” sig fast som en epileptisk pitbull. Om det er den finurligt funky shuffle rocker – og hér mener jeg funky Aerosmith-style – ”Real Monsters”, den fængende flagsvingende tungrocker ”People Who Hate People (Come Together)”, den fræsende ”Schizophrenic Homos” eller idiotisk medrivende signatursang ”I’ll Be Damned” eller den tilsvarende ”Everything Wiggles”(tænk D-A-D for tyve år siden med et krydsermissil i haserne!). Så er der altså fest. Man bliver i strålende humør, tro mig.

Som én og anden vil have luret nu, så er ”fængende” et operativt ord hér. Det er imidlertid ikke kun pga. sangene, det her er så godt, men i høj grad også, fordi I’ll Be Damned huser en stak musikere, som. . . nå ja; så kommer det dér med ”overbevisningen” vist ind igen.

En overbevisning, som gælder alle mand. Men især sanger Stig Gamborg, som ikke alene synger et ordentligt engelsk men tilmed lyder, som om han aldrig har bestilt andet, imponerer hér. Han følges så hele vejen nedad The Highway To Hell og til førnævnte lokations porte af den fremragende leadguitarist Kristian Sloth, som spiller med et intet mindre end imponerende melodi-øre og en tilsvarende fornemmelse for feel hele vejen igennem.

Tro mig; dette band har fortjent at være det næste danske rockband, der tager turen ud i verden efter Dizzy Mizz Lizzy og Volbeat. Om jeg så fandeme selv skal tage dem ved hånden og vise vejen. . .

Albummet udkommer mandag 19. oktober. Løb og køb!